Frederik Schmidt (1771–1840)

Schmidt, Frederik, 1771–1840, Præst, Søn af ovfr. omtalte Biskop Christen S. († 1804) i dennes første Ægteskab, er født i Asminderød Præstegaard ved Fredensborg 27. Maj 1771. Han blev Student fra Christiania Kathedralskole 1787. Allerede som Skoledreng skrev han Vers, som optoges i «Minerva», og da han i Kjøbenhavn kom ind i litterære Kredse og blev Ven med J. Rein, P. Collett og Rahbek, vedblev han at dyrke Digtekunsten. Han tog theologisk Embedsexamen 1791, og alt Aaret efter blev han Præst ved Tugt- og Manufakturhuset i Christiania. 1794 rejste han i Tyskland sammen med den senere Stiftamtmand Fr. Moltke, men S. var den Gang saa henrevet af den franske Revolution, at det i det mindste stundum generede ham at have saa aristokratisk en Rejsefælle. Efter Hjemkomsten redigerede han 1795–96 Tidsskriftet «Hermoder». 1797 kaldedes han, kun 26 Aar gammel, til det store Embede som Sognepræst for Eker. Dette skyldtes dog ikke, at han var Biskoppens Søn, men 2 andre, der først vare kaldede, trak sig tilbage. Han ægtede nu 10. Jan. 1799 Maren Elisabeth Mathea Oppen (f. 1778 † 1841), Datter af Generalkrigskommissær Knud O.; med hende fik han en for den Tid ikke ubetydelig Formue. Han var en virksom Provst — 1808 blev han Provst i Kongsberg Provsti — og Sognepræst, der bl. a. oprettede en Spindeskole i sit Sogn og fik det gjort til Pligt for Præsterne i Provstiet at undervise Skolelærerne. Han stiftede et «Selskab til Ekers Vel», der oprettede 2 Søndagsskoler, begyndte at vaccinere og lagde Plan til et Skolelærerseminarium, som dog aldrig kom i Gang. Herover opgav han ikke sine litterære Sysler; han gjorde saaledes Samlinger til en Oslos Historie, der dog aldrig udkom. Men hvor gode end hans Forhold i Norge vare, stod hans Hu dog altid til Danmark. Paa Besøg i Kjøbenhavn fornyede han gamle Venskaber og stiftede nye med Oehlenschläger, N. Treschow, G. Sverdrup og Grundtvig. Men Bakkehuset var dog bestandig det Sted, hvor han følte sig mest hjemme.

En Mand, der følte sig saa dansk som S., maatte med stor Uvilje se paa den Gang, Begivenhederne toge i Norge 1814. Han afskyede Svenskerne og Grev Wedels Parti. Han var Medlem af Forsamlingen paa Ejdsvold, men spillede ingen fremragende Rolle ved Forhandlingerne; derimod blev der lagt Beslag paa hans digteriske Evne. I Toner, der stærkt minde om, at han var paavirket af Rahbek, sang han til Ære for Christian Frederik og om, hvorledes «Norges Løve rejser sig, længe tirret af Niddingers spottende Tale». Hans Modstandere kaldte ham spottende Selvstændighedspoeten, og J. Aall klager over de ondskabsfulde anonyme Viser, han skrev, og den hierarkiske Maade, hvorpaa han fremsatte sine ufordøjede Forslag. Da Foreningen med Sverige var afgjort, skrev han ogsaa Digte til Ære for Carl Johan, hvem han formanede til «ved Visdom og Retfærdighed at vinde Nordens Kjærlighed». Men det er aabenbart sin egen Stemning, han udtaler, naar han skriver:

Allerede 1817 havde han taget den Beslutning at forlade Norge, han nedlagde Provsteembedet og søgte Permission for 2 Aar. Man har ment, at han var misfornøjet med, at Pavels og ikke han selv var blevet J. N. Bruns Eftermand som Biskop i Bergen; men hans Misfornøjelse med de nye Forhold i Norge er tilstrækkelig til at forklare den Beslutning, han tog; hertil kom ogsaa, at han under en privat Retssag havde paadraget sig ikke helt uforskyldte Fortrædeligheder. Han opholdt sig nu i Kjøbenhavn til Foraaret 1818, og det var ham aabenbart en Glæde at høre, naar der gik Rygter om, at der i Sverige mødte Carl Johan Vanskeligheder. Han maatte i denne Tid aflægge Troskabsed til ham; herom skriver han 18. Febr. 1818: «For 20 Aar siden laa jeg i Bjørviken og var saa nær, som man kan være, ved at drukne. Næsten skulde jeg tro, at den maatte være en af Tycho Brahes onde Dage; thi i Morges blev jeg tilsagt at møde hos Tawast for at gjøre Ed til Sveriges nye Konge.» Kort efter tiltraadte han en Udenlandsrejse sammen med Ingemann, der synes at have været vel tilfreds med sin Rejsefælle; han kalder ham «Kunstens gamle Ven med Bardestemme» og takker ham, «der minded os med Sang om Hjemmet, minded os med Kirkerøsten om det høje Sjælehjem».

Efter Hjemkomsten tog han 1819 sin Afsked fra Eker, og Aaret efter blev han Sognepræst i Himmelev ved Roskilde. Det var kun en lille Virksomhed for ham, der var vant til det store norske Præsteembede. Han tog 1826 den theologiske Doktorgrad for en Afhandling: «Historia Paulicianorum orientalium», der blev temmelig haardt medtaget af Rudelbach. — Han havde 1811 udgivet «Samlede Digte»; nu udkom 1835 «Nye samlede Digte». Han taler selv meget beskedent om dem; han vil kun have dem betragtede som Manuskript for Venner. Det er heller ikke nogen ny Mark, han har opdyrket; snarere maa det siges, at han er nærmere i Slægt med det 18. Aarhundredes Poesi end med det 19. Af hans Dagbøger udgav N. Hancke 1868 Uddrag for Aarene 1807–18. — Han døde i Himmelev 16. Febr. 1840.

Erslew, Forf. Lex. Halvorsen, Norsk Forf. Lex. Thrap, Den norske Kirkes Hist. i d. 19. Aarh. I, 249 ff.