Det bedre Menneske træder ind
I Verden med Tillid og Glæde,
Han troer, at det, som hæver hans Sind,
Er og udenfor ham tilstede,
Og offrer, af ædel Iver varm,
Til Sandheds Fremme sin kjække Arm.
Dog alt er her saa snævert og smaat,
Det monne han snarlig erfare;
Thi seer han, under Trængen og Spot,
Kun til han sig selv kan bevare.
Det kolde Hjerte i stolten Fred
Sig lukker omsider for Kjærlighed.
De give — ak ikke altid — Glød,
De Sandhedens Straaler saa røde;
Vel den, som af Kundskabs-Træet brød,
Og ei med sit Hjerte maa bøde;
Thi parrer — og Held Eder følge vil —
Den kloge Mands Blik med Sværmerens Ild!