Frederik Schaldemose (1783–1853)

Førend Hav og Jord og den altbedækkende Himmel

Var, den hele Natur den samme Skikkelse frembød;

Chaos kaldte man det; en Klump, udannet og formløs;

Ikkun en ubevægelig Vægt, en uordentlig Blanding

Af den uenige Sæd til ilde forenede Kræfter.

Ingen Titan udspredte endnu sit Lys over Jorden;

Ingen Phøbe fornyede end de voxende Horn, og

Kloden, ved egen Tyngde holdt i Ligevægt, hang ei

I den rundtomflydende Luft, ei strakte om Jordens

Evige Rand Amphitrite endnu de omslyngende Arme.

Der hvor det Tørre var, var Luften tillige og Havet;

Ikke var Jorden til Bolig beqvem, ei Bølgen til Søfart;

Luften manglede Lys, hver Ting sin egen Gestalt end.

Alt var indviklet i Strid; i samme Legeme kæmped’

Med det Hede det Kolde; det Vaade stred med det Tørre;

Haardt bekrigede Blødt, og tungt det som manglede Tyngde.

    Gud og en bedre Natur den Tvedragt endte omsider,

Skilte fra Himmelen Landet, fra Landet de bølgende Vande,

Og fra den taagede Luft bortfierned den straalende Hvælving.

Disse, løsviklede nu og frie fra den blinde Forvirring,

Fierned’ sig bort, enhver til sit Sted, og stiftede Venskab.

Flux den hvælvede, vægtløse Himmels ildige Kraft sig

Funklende hæved, og valgte sin Plads i det øverste Høie;

Nærmest ved den i Lethed og Sted er den flydende Luftstrøm;

Jorden, som tungere trak med sig det grovere Grundstof,

Tryktes af egen Vægt; den rundtomflydende Vædske

Fandt den yderste Plads og bandt det fastere Jordsmon.

    Da han nu havde, i hvo han end var blandt Guderne alle,

Sønderlemmet den formløse Klump, og Lemmerne ordnet,

Danned han Kloden først, og runded, at ingensteds uliig

Enkelt Deel skulde vorde det hele, den mægtige Kugle,

Udgød Sundene saa og bød dem for stormende Vinde

Taarne sig op, og slynge sig rundt om den havbundne Strandbred.

Kilder kaldte han frem, Landsoer, uend’lige Sumpe,

Og omgav med bugtede Bredder de faldende Floder,

Som i forskielligt Løb, deels tabe sig, slugte af Jorden,

Deels i Havet sig gyde, og af den friere Bølges

Slette optagne, slaae Strandbredden istedet for Engen.

Ogsaa Markerne strakte han ud, og Dalene sænkte,

Dækkede Skoven med Løv og bød Steenfielde at opstaae.

    Ligesom tvende Zoner til Høire og tvende til Venstre

Skære Himlen, indfattende rundt det hedere Jordstrøg,

Saa begrændste den ordnende Gud med selvsamme Antal

Den indsluttede Byrde, og gav den lignende Bælter.

Ubeboeligt af Hede er det, som i Midten sin Plads fik,

Tvende bedækkes af evig Snee; mellem disse han skienkte

Tvende en mildere Himmel med Frost formælende Flammen;

Over dem er den bølgende Luft, der saameget som Vand er

Mindre vægtigt end Jord, i Tyngde overgaaer Ilden.

Ogsaa der han Taage befoel og Skyer at færdes,

Der, for Menneskers Hierter at røre, den rullende Torden,

Og med knittrende Lyn de koldthenstormende Vinde.

Disse ei heller tillod hiin Verdens Skaber at fylde

Luften i Flæng; selv nu de kun med Møie forhindres,

Nu da enhver fra sin egen Kant dog i Rummet henstormer,

Jorden at sønderslide; saa fiendske ere de Brødre.

Eurus bortveg til Aurora, til Nabathæernes Rige,

Til det persiske Land og de Bierge, hvor Morgenen fødes.

Zephyr er Hesperus nær og den Kyst, som varmes i Glandsen

Af den dalende Sol; Kuldbringeren Boreas indtog

Scythien og Nordpolens Vogn; det modsatte Jordstrøg

Væder med evige Skyer den regnedstyrtende Auster.

Høit over disse udspændte han nu den uend’lige Æthers

Vægtløse Klarhed, renset og fri fra den jordiske Værme.

Neppe havde han Alt omgierdet med evige Grændser,

Førend Stiernernes Hær, alt længe skiult under Massen,

Brød klartfunklende frem og lyste paa Himmelens Hvælving.

For nu at intet Rum skulde savne levende Væsner,

Herske Stierner paa Himmelens Vang og Gudegestalter;

Bølgernes Blaa blev til Bolig bestemt for de skinnende Fiske,

Jorden fik Dyrenes Slægt og Fuglen den flydende Luftstrøm.

Men et hellig’re Dyr, et frit, høittænkende Væsen,

Manglede end, som kunde med Kraft de andre beherske;

Da blev Mennesket til, om af guddommelig Sæd det

Danned den skabende Gud, den bedre Verdens Fuldbringer,

Eller den friske Jord, som nylig sig rev fra den høie

Æther, end giemte et Kiim af den beslægtede Himmel?

Men Jäpetus Søn tog Jord og blandte med Bølgen,

Skabte Mennesket saa i de styrende Guders Gestalt, og

Medens de øvrige Dyr nedbøiede skue mod Jorden,

Gav han sin Skabning det frie Blik, og bød den betragte

Himmelens Hvælving og løfte stolt imod Stiernen sit Aasyn.

Saa blev Jorden, der førhen laae udannet og formløs,

Nu forvandlet til Menneskers før ubekiendte Gestalter.