Du iler bort! og mine Dage
Bortile ei,
Du iler bort, og ingen Klage,
Meloda, fører dig tilbage
Ad Elskovs minderige Vei.
Her saae jeg med din Skygge svinde
Min sidste Trøst!
Skiøndt Haab og Liv og Glæde svinde,
Dog evig staaer Melodas Minde
I dette længselfulde Bryst.
Ja, som dit Billed, er min Smerte
Udødelig:
End føler Mandens hele Hierte,
Ak! at det alt for tidlig lærte,
At elske, kun at elske dig.
Selv Haabets søde Trylletale
Ei skuffer mig.
Hvor er i Hyrdens Blomsterdale,
Og hvor i Kongens Marmorsale
Den Ædle, der fortiener dig?
Dog raaber jeg: o! kom tilbage
Til Lundens Fred,
Hvor Nattergalens ømme Klage
Ved Siden af en myrdet Mage
Besynger Død og Kierlighed!
Jeg Himlen i dit Øie finder,
Tilbedte Møe!
Som Draaben paa en Roses Kinder
Inddrikker Solens Ild, og svinder,
Skal jeg da skue dig, og døe!
Sander.