Skionne Jord! til dine Glæder
Kaldte han den Eviggode mig;
Paa den stille Bane jeg betræder,
Mangen yndig Blomst udvikled’ sig,
Selv, naar Kummer traf mit Hierte,
Trøstens Engel ved min Side stod,
Snart forsvandt hvert Spor af Smerte,
Og jeg følte glad, at Gud er god.
Mange Foraar saae jeg ile
Signende til Jordens Slægter ned;
Mangen Aften Lunas blide Smile
Vinkede min Aand til salig Fred;
Lundens Sangeres Toner bæved’
Ofte mægtig i mit glade Bryst:
Vinternattens Skiønhed hæved’
Tit min Siel til rene Aanders Lyst.
Elskovs Myrtelund, forhøier
Skionne Jord! endnu din Herlighed;
Venskab end sin Rosenskygge bøier
Qvægende om trætte Vandrer ned;
Selv hvor Ørkner sig udbrede,
Ofte Dydens stolte Palme groer;
Held mig! mangen ædel Glæde
Skienkede du mig, o skionne Jord!
O! naar engang Smertens Taage
Skiule al din Ynde for mit Blik;
Naar endnu kun Mindet er tilbage
Af de Glæder, som saasnart forgik,
Da skal dog min matte Læbe
Vidne om de svundne Dages Held,
Og min svage Tak skal stræbe
Op mod ham, som vil det Skabtes Vel.
Og naar Livets gode Fader
Kalder Støvet til den kolde Grav,
Uden Nag jeg dig, o Jord! forlader,
Roelig lægger jeg min Vandrestav;
Ogsaa jeg har nydt de Glæder,
Som en kierlig Haand har plantet her;
Tryg jeg Nattens Egn betræder;
Gud er evig — han er Svages Ven.
C. A. Lund.