Man siger, som en Muldvarp jeg dorsk i Mørket boer
Og elsker meer end Lyset selv min Skygge.
Kald I mig kun en Muldvarp, men selv mit Huus jeg troer
I Haabets milde Dæmringsskjær at bygge.
Jeg troer trods alle Lærde paa Svalens Drømmetid;
Naar ei den rette Dag den strakte Vinger,
Saa skjult den boer i Mosen, til Vaarens Haand saa blid
Med alle Klokker blaae paa Marken ringer.
Og hvergang naar jeg lukker mit trætte Øie i,
Mig synes, at jeg er den glemte Svale,
Og stille haaber Hjertet, naar Natten er forbi:
Du flyver til de Andre fra din Dvale.