Flittigt de haardføre Bjergmænd i Klippernes Skjød
Gav for det blinkende Guld ikkun Øxeslag kolde;
Naar i det udtømte Lag frem Kilderne brød,
Hurtigt gik Bjergmanden bort da fra Klipperne golde.
Saadan har Aarene stormet med Kraft mod mit Bryst,
Glædens den blinkende Aare de tømte, de grumme,
I deres Spor glider Taarernes Strøm nu saa tyst,
Minderne speile sig i den saa blege og stumme.
Dog Diamanten sig skjuler for Bjergmandens Blik,
Evigt den lyser med Glands i den udtømte Aare,
Saadan en Stjerne min Skat og af Himmelen fik,
Yndigt den kaster sin Glands paa den hedeste Taare.
Lad saa de rullende Aar ikkun stjæle mit Guld,
Huset, som gjælder for tomt, la’er jo Røverne ligge;
Naar kun dit Billed min Sjæl gjør af Rigdomme fuld,
Gjør det saa Noget, at Verden aner det ikke?
