Histoppe, hvor Ørnen drager
om Bjærgskovens Tind sin rolige Kres,
halv skjult af sortblå Graner
en grånende Borgmur ses.
Dens Brystværn er sprængt af Brombær og Tjørn,
dens Grundvold smuldres af Frost og Hede.
Øde ligger på Klippen
Rovriddernes Ørnerede.
Hr. Sigfrid sad ved Skiven
og så gennem Gluggen ud over sit Krus:
Langsomt op fra Dalen
drog Gæster til hans Hus.
De bragte Bud fra hans Broders Borg;
Borgen var brændt, og hans Broder var falden.
En bleg lille spinkel Pige
stod sortklædt for ham i Hallen.
Hr. Sigfrid hilste venligt:
»Vær velkommen hid! Hvad hedder du?« — »Gry«.
»Her er dit Hjem. Du får, hvad du fordrer.« —
Tavs hun stod og bly.
Men han lod Gangeren sadle;
i Bjærg, i Dal og i susende Skove
lød skingrende Latter og Hovslags Drøn:
Hr. Sigfrid red til Hove.
At le mod lynende Sværdstål,
at stå på en Mark, der var slibrig af Blod,
at tømme Kruset og segne,
var Kunster han godt forstod.
Kryste sin Tøs i en Landevejskro,
træde Dansen i Kejserens Gårde —
men hvad skal man sige et sorgfuldt Barn,
hvis Blik er mørkt af Tårer?
»Ro skal hun få til at græde
og tømme sit Hjærtes Sorg,
men mig bliver Luften for klosterlig her,
og den ganske Jord er min fædrene Borg!«
Han rejste sig rank i Sadlen,
trak sig i Skægget, lod Gangeren springe.
Af Vin og Kys blev hans Læber hede,
af Blod blev hed hans Klinge.
Og Regnen faldt, og Duggen drev,
på Pigen tænkte han ikke stort.
Så holdt han en Dag tilfældig
foran sin egen Port:
Lungerne fyldte, og Hornet løftet
til gjaldende Hilsen — da sank det atter:
Ud under Linden lød der
en sagte kvidrende Latter.
Han kiggede varligt. Se, der lyste
en gylden Blomst i den dunkle Lind.
En Jomfru sad i en Gynge
og gyngede let som Løv for Vind.
Hun strammede Rebet og strakte sit Legem
og stirrede op i de svajende Grene
og bøjede Nakken tilbage og lo,
endskønt hun var alene.
Med klare smilende Øjne
efter en Drøm hun så.
Et Solglimt gled fra den slanke Hals
over Bryst og Knæ til den vuggende Tå.
Hvad Skyer af skinnende Drømme
så hun i Luften drive? . . . .
Hr. Sigfrid lod Gangeren lede til Stalden,
og dær fik den Lov til at blive.
Sommer var det, og svalt under Linden,
under de gyngende Grene det lo,
Fuglene sang i Urtegården,
og tiest lyttede to.
Når Gry skulde gå, så dansede hun,
hun var bristende fuld af Latter og Sange,
spændig og smal som en Kårdeklinge:
»Kom! Så leger vi Fange.«
De legede Fange, de brødes,
de kastede Burrer i Skæg og Hår,
hun drillede ham han hende,
og Gry var kun sexten År;
hun græd undertiden, når hun blev drillet;
så skjulte hun sig; snart lo hun atter.
Elskelig fandt han hendes Gråd
og elskelig hendes Latter.
Men da han troede at se, hvad længe
med Længsel han ventede på:
i Pigens Øjne det duggede Skær
af den dæmrende Elskovstrå,
da blev han sært tilmode,
han bluedes ved at vinde
så fromt et Barn, så hvid en Mø,
så kærlig og frisk en Kvinde.
Dog — i Lindens grønlige Skygge,
hvor Lyset spillede ind,
nævnte han Gry med Kærlighedsnavn,
og hun rakte ham trygt sin Kind.
Det var som at kysse en Våranemone —
men da med Elskerens varme Læber
han søgte hendes, da så hun på ham,
angst som en Fugl, man dræber.
Angst som en skamskudt Solsort
fra Græsset op imod Jægeren ser,
men der lå i det sortnende Blik
så uendelig meget mer.
Vrede, Stolthed, kærlig Bedrøvelse
vældede tyst som Væld i en Kilde
frem i Jomfruens Øjne,
og han forstod — for silde.
Han følte sig som Røveren,
der løfter Alterets hellige Kar
og sætter dem fra sig og flygter,
de er dog ej, hvad de var.
Hulkende kastede han sig ned
og greb og kyssede hendes Hænder
og bad, som den kun beder,
hvem Hjærtet i Brystet brænder:
ȁ, tilgiv mig, Veninde!
Selv tilgiver jeg mig ej,
at jeg har fejlet og kastet
en Skygge over din Vej.
Ak, var ikke det dog Lykken
alene dig at kende!
Jeg kunde jo vidst, du havde mig kær
kun som en Ven og Frænde.
»Hvor skulde du kunne elske mig?
Jeg er en uren Mand.
Men jeg vil gå og rense mit Hjærte,
måske da engang du kan.« —
Så gik han ud i Bjærgene.
Han åbnede Hjærtet. De farende Vinde
bad han at blæse derind igennem
og Floden igennem at rinde.
Og Vindene blæste ham ind gennem Hjærtet,
Strømmen gik strid deri —
han fandt sig dog aldrig værdig
at stige sin Længsels Sti.
Hint Blik havde tryllebundet hans Sjæl,
dets Dyb var over ham alle Tider,
ligesom Himlen følger
det Skib, der fjærnest glider.
Og ligesom den, der stirrer
i Himlens evige Hvælv,
glemte han Tiden, og glemte han Rummet,
og Jorden, og sig selv.
Over Grubleren suste de sorte Graner,
gråt blev hans Hår og hans Nakke bøjet:
Her løser dog ingen Gåden,
der lyser i Menneskeøjet.
Ung Gry sad tavs ved Væven
og tænkte på sin Ven
og græd, og tørrede Tåren bort,
og så var der en Tåre igen.
Men den, som aldrig kommer,
kan ingen altid begræde og savne.
Våren kom, og Fuglene fløjtede:
Husker du vore Navne!
Og Sommeren kom, og så kom der en Ridder,
han lærte Gry til at sige sit Navn,
og ved det nye Løvfald
var nyt og Jomfruens Savn.
Men næste Vår stod i Blomst hendes Hjærte,
var Dans hendes Gang, og var Sang hendes Tale:
De red ad æbleblomstrende Stier
ned i hans fædrene Dale. —
Stille blev Stald og Stegers,
vildt voxede Urtegårdens Hegn,
på Salens Egeplanker
stod Søer af Somrens Regn.
Brystværnet sprængtes af Brombær og Tjørn,
nu smuldrer Muren i Frost og Hede:
Øde ligger på Klippen
Rovriddernes Ørnerede.