Mørkningen lider.
Tiende sidder i Skjul
hver dagglad Fugl.
Tyst en Skygge
hen gennem Skyggerne glider;
Flagermusen ude på Flugt!
Sol er slukt,
Mørkningen lider.
Stille den svinger
under det vældige Hvælv
omkring sig selv;
flygtigt skimtet,
let på de lydløse Vinger,
lykkelig, at Dagen er død,
let og blød,
stille den svinger.
Bundløst er Rummet
rundt om den ensomme Små,
den usle, grå.
Byttets Klynken,
Rovfuglens Skrig er forstummet.
Flagermusen bærer sit Sind
ud og ind
ensom i Rummet.
Luften og Landet
de er nu stille som den
og grå som den.
Kendt af ingen,
elsket så lidt som forbandet,
flakker den i Mørket forbi,
veed sig fri,
ønsker ej andet. —
Skumringens Datter,
een er dog ene som du,
ja mer endnu.
Tyst min Tanke
strejfer dig atter og atter,
avlet af en dybere Nat,
født forladt,
Skumringens Datter.
Tusende Mile
flakker den ud, flakker ind,
værgeløs, blind.
Aldrig vover
træt den at søge sig Hvile;
angst den i Mulm glider hen,
flyr igen,
tusende Mile.
Mer end den skulde
fandt den, og flygtede rundt
fra Ondt til Ondt.
Himlens Vinde
håner med isnende Kulde
Menneskenes Ynkelighed.
Ak, den veed
mer end den skulde.
Om jeg dog kunde
løse mig Legem og Ånd
af Livets Bånd!
Om jeg dog kunde
evig og helt gå tilgrunde,
efterlade Vejen jeg foer
uden Spor:
Ak, om jeg kunde!