Mit Sind er uligt Menneskesind,
hvad enten det ler eller græder,
uroligt og koldt som fygende Vind.
Det hviler sig ingen Steder.
Mænd og Kvinder taler mig til,
de truer, de lokker og kæres.
Jeg lytter kun sløvt. Hvad er det de vil?
Jeg er ikke en af deres.
Så hellere selv et raslende Rør
imellem de andre ved Stranden!
Luft farer frem, og Luftning døer,
de bøjer sig mod hinanden.
Med dæmpet Lyd fra Siv til Siv
hvisler en spottende Latter;
jeg ler med, ad Menneskers Liv,
min Sjæl er Bølgernes Datter.
Mit Liv er Mulm og skiftende Lys,
dybt ind i mit Hjærte de rinder
og fylder mig sødt med Vellyst-Gys
eller sårer mig ondt som Fjender —
eller sårer mig ondt som Fjender.