Langsomt, ganske langsomt åbner Livet atter
sine havblå Øjne med en dæmpet Latter
for at se sit Solhvervs brede Lysfald strømme —
Ak, hvor er det fattigt mod de store Drømme,
siver kun og drypper, Dråbe kun for Dråbe.
Det var lidt at længes efter, det var småt at håbe.
Det gør ondt at vågne, når man sov så længe,
gynget i de fjærne Stjærners Himmelsenge.
Det gør ondt at vågne, Jordens Kår er klamme,
og de gamle Vunder vågner med det samme.
Hastig lukker Livet sine sorte Øjne,
spejder atter efter Drømmens himmeldybe Løgne.
Når man først er vågen, hjælper det dog ikke.
Man kan lukke Øjet, stille kan man ligge,
Hvilen er dog flygtet, brudt er Søvnens Lejde,
selv igennem lukket Låg vil Øjet spejde,
alting vil man vide, tusend Tanker stormer —
Tag da Dagen! Den er Leret, det er dig, der former.