I
Så giv mig begge Hænder!
Endskønt de er saa fine
af Skabning og i Huden —
de passer dog til mine.
Og når, som nu, jeg kysser
en efter en de slanke
små Fingre, og bag Huden
kan føle Pulsen banke,
Som om dit Blod fra Hjertet
til Fingerspidsen stræber,
hastigt, for dær at møde
mit Blod i mine Læber,
Da synes alt hvad ellers
mit Hjertes Attrå råber
uroligt på, og alt hvad
med hedest Hu jeg håber,
Ja, næsten som en Sygdom,
urent — mod denne spæde
Berørings Blomsterblidhed
og uskyldsfulde Glæde.
II
Nej nej! Jeg slipper ikke.
Endnu kun to Minutter:
Se her, se Tommelfingren,
hvor smækkert den sig slutter
Til Hånden, og hvor fornemt
tilspidset Langemanden
går frem foran de andre,
ypperst i Adelsstanden.
Hvor er de yndefulde,
hver Strækning og hver Bøjning,
hver enkelt og dem alle
i smidig Sammenføjning,
Med deres rosenrøde
aflange blanke Negle,
der fanger Vindueslyset
i buehvalte Spejle —
III
Og så de fine Linjer
her inde i den hule
Hånd: Kan du se? Du veed vel,
Folk siger, de skal skjule
Vor Skæbnes dunkle Lønskrift,
Flugt, Fald, og Fryd, og Vrede,
i sine Grundtræk synlig
fra Fødslen allerede.
Ak, disse Linjer slides
og vrides nok og brydes,
så deres rette Mening
neppe tilsidst kan tydes.
Det veed jeg: Hvis de Runer
troværdigt kunde sige
din Skæbnes Lov, så gjaldt de
min Skæbnes Lov tillige.
Thi af mit Hjertes Strømme
dit Hjerte gennemstrømmes
til Sundhed eller Sygdom.
Derefter skal jeg dømmes.
IV
Nu, hvad end de betyder,
de Streger og de Ridser —
betragt engang her ude
de smalle Fingerspidser,
Hvor disse andre Linjer
i Huden, disse Bølger,
næsten usynligt svungne,
med Fingrens Runding følger:
De Linjer ændres aldrig;
hvor vidt man end vil vandre,
de findes aldrig svungne
på samme Vis hos andre.
Som Gudens Navn var indbrændt
hver enkelt Sten i Templet,
er Mennesket, hver enkelt,
som Enkeltvæsen stemplet,
Og helt til Fingerspidsen
attrår jeg fuldt fortrolig
at kende dig, dit Væsens
vidunderlige Bolig.
Ej Blikket blot, som stråler,
ej blot din Mund, der brænder,
og Brystets blide Bølger,
men også dine Hænder.
Ja, netop dine Hænder:
De eneste, som mine
med lige Tryghed griber
i Vellyst og i Pine.
De eneste, jeg attrår
at favnes af — at holde,
når Døden blæser på mig,
og mine bliver kolde.
De Hænder, som skal bære
mit Barn, og gerne vil det;
de eneste i Verden,
som jeg kan ønske til det.
De Hænder, som jeg gav mig
i Vold, for at de skulde
opskrive eller slette
mit Navn i Livets Rulle.
De Hænder vil jeg kende,
forstår du nok. Ærbødigt
kysser jeg dem, og slipper
dem, ak, så hjertens nødigt.
1901