Jeg gav mig i din Vold
helt uden Forbehold.
For dig står åben
mit Væsens Løndom, den jeg har forsvaret
mod Fjenderne med hvasse Våben
og mod min Ven med Liste.
Dig har jeg åbenbaret,
hvad om mig selv jeg vidste.
Så hvad de end er værd,
den Håndfuld Digte her:
Intet de borger,
som ej jeg selv har sagt dig allerede
om selv- og uforskyldte Sorger,
om Viljens Fald og Flammen,
om Hjertets Lyst og Lede,
indtil vi to fandt sammen.
Hvad dig de Digte vil,
som hørte andre til?
Du veed jo, kære,
at det var Længsel kun, og Lyst, og Drømme,
ej Liv — som Elskov skulde være.
Kun Livets Kilde kvæger,
og af dens dybe Strømme
har du først fyldt mit Bæger.
Hvad jeg har lidt og stridt,
synes mig alt nu dit,
med dig forbundet,
så dig jeg sveg, hvergang mig selv jeg svigted,
og alt det lidt for dig blev vundet,
som i min Kamp jeg vandt mig:
Dig har jeg drømt og digtet
så længe før jeg fandt dig.
Da nu dig selv jeg ser,
drømmer jeg ikke mer:
Jeg lever vågen.
Men tag de Toner, som mit Sind har nynnet
i Natten og i Morgentågen:
Dig søgte jeg — iblinde.
Hvad søgende jeg synded,
tilgiv mig det, Veninde!
1900