Vi ruller frem over Østerveje,
mens Dagen falder mod Vesterstrande.
Solflammer lyser paa fjærne Ruder
og rødner lyngbrune Højes Rande;
et Slør af sitrende Guld de slaar
ud over Agren, hvor Rugen staar;
de glider frem som en Flod af Roser
i dybe, dampende Ellemoser.
Med Solens Øje jeg Drømmer stirrer
saa langvejs ud over Strand og Vove
og finder Dalsøens blanke Vande,
der skinner op af de mørke Skove.
Jeg ser en glidende Baad derpaa;
omkring den danser de Bølger smaa.
Jeg ser en Jomfru paa Baadens Tofte
mod Solen retter hun Blikket ofte.
Og Solen ser hende dybt i Øjet
at forske Sjælen bag Irisbue.
Den glædes over, hvad Blikket dølger:
en Sjæl, saa klar som dens egen Lue,
saa varm og frejdig og lys og god
til Vaar at løfte, hvor Vinter stod,
til Baand at løsne for islagt Kilde
og frede hvad som i Storm fór ilde. —
Nu leged Solen sig under Lide
og frem vi ruller ad Dæmringsveje
ved mørkblaa Banker og hvide Moser,
hvor Taagen lægger sig træt i Leje.
Nu tier Lærkernes Aftensang,
nu dufter Blomster og Korn fra Vang.
Mod Nord den dvælende Solglans viger,
i Øst en straalende Stjærne stiger.
Jeg Drømmer skimter med Aftenstjærnen
hin fjærne Skovsø, hvor Baaden glider.
En Sang jeg nynner, der sagte klinger
i Vandets Skvulpen om Baadens Sider.
Den blandes blødt i den svage Vind,
hvis Aande stryger en Rosenkind.
Med Poplers Frødun og Fnugg af Pile
for Pigefoden den gaar til Hvile.