I „den lille Skov“ nærved Øresund,
Der, hvor Vedbender Jorden dække,
Skjød en Ranke op af den frodige Grund,
For ved Bøgens Barm sig at lægge.
Kan jeg vide hvordan? Var det Storm og Slud,
Der slog ind mellem Lundens Grene,
Thi den Vedbend-Ranke gik hastig ud,
— Og nu stander Bøgen alene!
Hvad alene? Ja, skjøndt for Verden sær
Og forunderlig er den Tanke:
Eensomhed mellem tusind Træer
Og det kun for Tab af en Ranke.
Men hvi vælger den ej en anden igjen,
Der er Nok i Vedbende-Vrimlen?
O! de kryber alle ad Jorden hen,
Men min Bøg jo skyder mod Himlen.
Og hvorfor ikke da Caprifolien fiin,
Den, hvis højrøde Blomster luer;
Og hvorfor ikke da den vilde Viin
Eller den med de funklende Druer;
Eller og de Roser med pragtfuldt Blus,
Der om slyngede Green sig flokker;
Eller og den stille Convolvolus
Med sine beskedne Klokker?
Ja hvorfor og hvorfor — den sladrende Mund
Har Spørgsmaal nok uden Ende,
Ret som vidste jeg Kjærligheds skjulte Grund,
Hvi den kun vil eengang brænde.
