Naar Aftendæmringens dybe Fred
Lægger sig over de stille Skove,
Da stiger Raadyret sagte ned
Og stiller sin Tørst af Bækkens Vove.
Det seer sig omkring med spejdende Blik
Og lytter, før det tør Hovedet bøje,
Men Alt er tyst, thi Jægeren gik,
Da Mørket lagde sig for hans Øje.
Idag det slap ved hurtige Hop,
Med Tasken tom han hjem maatte vende;
Men Legen begynder, naar Sol staaer op,
Og faaer maaskee da en anden Ende.
Ja! Mennesket har dog bedre Kaar,
Fjerntom han færdes uden at grue;
Det vilde Dyr, som i Skoven gaaer,
Har ikke Fred i sin egen Stue.
