Ved en gammel Havemands Grav(1850.)Saa gik du da bort, du gamle Sjæl Med det fromme eenfoldige Hjerte;Og der er vel Ingen, som ved dit Lig Vil knæle med Graad og Smerte.Og der er vel Ingen om føje Stund, Hvem udi Hu du vil rinde,Saa lad mig da plante en simpel Blomst Paa din simple Grav til et Minde.Du var jo selv en Blomsternes Ven, Med trofast Sind du dem plejed,Og Dag efter Dag de blev dig jo dog Det Kjæreste, som du ejed.Forstod du end ej det rige Liv, Som i Naturen sig rører,Og fatted du end ej Sproget ret, Som Blomsterverdenen fører;Det virked dog fromt paa dit rene Sind, I denne Verden at dvæle,Som naar om Gud man fortæller tidt De undrende Barnesjæle.Som Blomstens Blik blev dit Øje mildt, Og mild som dens Duft din Tale,Da flytted Vorherre dig hen en Dag Som en Blomst til Himmelens Dale.Imens dine Planter end stod i Knop, Du visnede selv herneden,Imens de visne paa Jord igjen, Du blomstrer i Evigheden.