Naar eengang Dødens Kald min Sjæl fornemmer,
Fjern da fra mig hver Larm af Verdens Bruus;
Tie da med Suk og Graad og Klagestemmer, —
Men lad der komme Toner i mit Huus!
Og mens sig løsner Alt, hvad her mig binder,
Saa lad dem klinge, medens bort jeg flyer,
Først med Forsoning fra det Liv, som svinder,
Saa med Husvalelse fra det, som gryer.
Naar de begynde, klares skal min Pande,
Hver Smertens Rynke glatter deres Magt,
Og naar de slutte, skal fra Himlens Lande
Et saligt Smiil om Munden være lagt.
Med mine Hænder folded’ over Brystet
Jeg lys og mild da ligger slumret ind,
Som Jordens Strid mig aldrig havde rystet,
Men Himlens Fred kun hvilet i mit Sind.
Thi Tonerne, som gjennem Rummet strække
Fra Jord til Himmel deres rige Væld,
De er dog meest af Alt i Slægt med begge
Og tale bedst om begge til vor Sjæl.
