Solen var ved sin Nedgang;
Tusmørkets dæmpede Skin
lagde sig over Naturen
og hylled dens Skjønhed ind.
Vi To stod alene ved Vindvet;
ud over Egnen vi saa’
vi vovede ikke at tale
om hvad os paa Hjærtet laa.
Vi saa’, hvordan Skoven og Engen,
der mod Havet strakte sig ned,
mistede Form og Farve,
mens Skumringen videre skred.
Og alt som Natten sig nærmed
paa frygtsom og sagte Vis,
følte vi dybere Sorgen
over vor Lykkes Forlis.
Med Et — jeg véd ej hvorledes —
forrykte, glemmende Alt,
af vanvittig Lidenskab grebne,
vi hinanden i Armene faldt.
Ak! kort var Lyksalighedsrusen;
skjælvende vaagned vi brat. —
Da var der Nat over Himlen,
og i vor Samvittighed Nat.