Ensomme Aftenstjærne, fjærnt vandrende Sendebud,
af den dalende Solguds Taage træder du straalende ud;
fra dit blaa Palads, der har rejst sig paa Himlens hvælvede Bryst,
spejder dit Blik; hvad søger det her paa den vildsomme Kyst?
Stormen har lagt sig; Vindene sove;
over Lyngheden græder de sitrende Skove.
Den skinnende Natsværmer drager paa Vinger,
tavse og lette,
over den duftende Slette.
Hvad søger du her paa den slumrende Jord?
Men alt du dig sænker mod Bjærgenes Tinde.
Du flygter med Smil, melankolske Veninde;
af dit skjælvende Blik er der snart intet Spor.
Stjærne, som daler mod græsklædte Høje,
sølvklare Taare paa Nattens Gevandt,
du, som betragter hin Hyrde saa nøje,
der med sin Hjord nu bag Bjærget forsvandt —
hvor er dit Maal paa de evige Veje?
Søger blandt hviskende Siv du dit Leje,
glidende ned i den lydløse Nat
som Perlen, der falder i Havdybet brat?
Ak, skal du dø, skal med blegnende Kinder
du sænke dit Aasyn i Bølgernes Gru,
dvæl kun en Stund, kun en kort, før du svinder,
Kjærligheds Stjærne, dal ej endnu!