Under det tætte Skiul af to bredbladede Linde,
Som mod Middagsheden beskytted’ den daglige Stue,
Over Straaetaget susende hen, her sad i sin Slaaprok,
Efter Maaltid, vor Præst, ved Sandsteens-Bordet paa Stolen,
Som i Vinter-Aftner hans gamle kunstige Gaardskarl
Venlig skar og bestrøg med Hvidt og det glindsende Grønne.
Sorgfrie Oldingen sad, i Elskedes Kreds, og hans Hierte
Frydede sig ved Viisdoms Ord og mangen Fortælling.
Kyllinger løb om Bordet, og pikkede Brødet af Haanden
Paa den favre Lovise. I Lye af blomstrende Hyldtree
Laae den kiække Passan, og gnavede Been, og knurred’
Ad den lurende Kat, og snappede sværmende Fluer.
Men den gamle Moder ved velbekiendte Fortælling
Smilede, trak saa jevnt sin Naboe, Lovise, ved Ærmet,
Bøiede Hovedet hid, og sagde med lønlige Hvisken:
Skal vi til Skovs, min Datter? — Maaskee du snarere vilde
Helligholde din Fødsel i Lysthuset nede ved Bækken,
Siden det er saa heedt? — Hvi blusser du Pige saa frygtsomt?
Studsende svarede da den favre Lovise sin Moder:
Ikke i Lysthuus, Mama! — det Giedeblad lugter om Aftnen
Alt for stærkt! — og den Sværm af Myg dernede ved Bækken! —
Solen skinner jo mildt, og ved Søen er Skygge og Kølhed.
Og til Præsten sagde den gamle forstandige Huusmoer:
Skal vi nu takke Gud? — Lovise vil ei i vort Lysthuus
Helligholde sin Fødsel, men helst i Skoven ved Søen.
Solen skinner jo mildt, og hisset er Skygge og Kølhed.
Hør nu mit Raad: Hr. Valter, den lille Grev Carl og Lovise
Strax spadsere til Skoven, og samle os tørrede Qviste;
Men vi Gamle vil fare i Mag; til Søes vil vi reise;
Thi vi veed jo, vor Ven, Forvalteren, laaner os gierne
Baaden. Dog ønskede jeg, at Papa fik sovet en Smule.
Middags-Søvn for gamle Folk er den bedste Forfriskning
I den hede Sommer, især naar Bønnerne blomstre.
Men den ærværdige Præst i Grøndal tog nu til Orde:
Hører De det, min Søn! hvor fiint min Kone befaler?
Dog jeg lystrer strax; i Dag kom Lovise til Verden.
Børn! vi bede til Gud, den Almægtige, beder med Andagt!
Og nu blottede han, den ærværdige Fader, sit Hoved,
Prydet med sneehvidt Haar; hans Isse var glindsende skaldet;
Ydmyg saae han ned, og sagde med foldede Hænder:
Gud! du mætter med Fryd alt hvad der lever paa Jorden,
Hør den stammende Tak, som dine Børn dig yde!
Vi er’ Støv. Bevar du os her i vor Prøvelses Dage
Stedse for Trængsel og Nød, som for Yppighed, Stolthed og Letsind,
Til vi, løste fra Støvet, gaae ind i din Herlighed. Amen!
Velbekomme Jer, Børn! — saa sagde han; alle da kyssed’
Ham med hiertelig Tak, især den venlige Datter,
Som til Faderens Kind sig bøied’ med Kiærligheds Ynde.
Moderen trykkede nu de Fremmede trofast i Haanden,
Spørgende: Blev’ De mætte? kun Bonde-Mad satte jeg for Dem,
Ingen grædelig Ret; dog haaber jeg, Venner af Huset
Ei forsmaae min landlige Kost. Nu lyster Dem Caffe?
Strax paa Maden, troer jeg, de Store drikke den gierne.
Og den unge beskedne Mand gav hende til Giensvar:
Hiertelig takke vi, kiere Mama! for den gode Beværtning.
Giør dog min Carl ei skamrød! Den Gode er meer end den Store.
Sad en Konge selv i saa godt, saa fortroligt et Selskab,
Under grønnende Træer, og ved vort landlige Maaltid,
Og han ønskede sig at sidde ved glimrende Taffel,
Fyldt med franske Retter, han vist fortiente at sulte.
Om Mama saa vil; saa gaae vi strax hen i Skoven,
Og naar Baaden lander; saa koge vi hurtig vor Caffe
Under hængende Grønt af hiin hvidstammede Birke-Skov.
Carl frabeder sig Caffe; den volder ham Klemsel om Hiertet.
Men den gamle Fader begyndte at vredes og skiænde:
Kone! hvad skal det til med al den megen Undskyldning?
Var vor Risengrød sveden? Var Vinen doven og skimlet?
Var’ ei Ærterne friske, og Rødderne søde som Sukker?
Og hvad fattedes Skinken og Gaasebrystet og Silden?
Og det stegte Lam, og Kopsalaten til Stegen?
Var ei Ædiken skarp, og Olien fed som en Balsom?
Var’ de Kirsebær sure? Var Smøret ei kiærnet af Græsmelk?
Svar! og det kraftige Brød! saa hævet og hvidt! — Det er hæsligt,
Naar man for Høfligheds Skyld forsmaaer Guds herlige Gaver.
Søn! tag De nu min Datter, og gaaer saa smukt med hinanden,
Hen i Skoven! — kom hid, og lad mig kysse dig, Moder;
Derpaa svarede ham den gamle forstandige Huusmoer:
Skiænd ei, kiære Papa! hvem lægger vel Ord saa paa Vægtskaal?
Sov du rolig og kølt i Kammeret. Nu har Kathrine
Givet Fluerne Peber og Melk, og lokket os Musen
Ind i Fælden igien, og flittig luftet Alcoven.
Saa hun taled’ og fulgte sin kiære Mand til hans Kammer.
Medens Pigen bar Dækketøi ind af det fineste Dreiel.
Men den unge beskedne Mand gik glad med sin Elskte
Over Høien med Møllen, og ned til Dalen ved Søen.
Hendes Klædning var hvid, med rosenfarvede Sløifer,
Troløst Silkeflor bedækkede Halsen og Barmen,
Prydet med knoppede Rose. Til Skierm for det venlige Ansigt
Bar hun en Straahat, flettet saa fiint, og bekrandset med Blaaebai.
Under denne snoede sig blødt bruunglindsende Lokker,
Som et Rosenbaand, i Nakken flagrende, fængsled’.
Fiin og nydelig kigede frem af bruunlige Handske
Hendes høire Haand, som kølte det blussende Ansigt
Med den grønne Vifte; men sagtelig hviilte den venstre
I den Elskedes Arm, og Pigens buttede Fingre
Spillede ham i Haanden. Han nu en tryllende Gysen
Følte i Marv og Been, han giennemfoldede, maalløs,
Pigens den lille varme Haand med bævende Fingre.
Langsomt ginge de frem blandt Græs og blomstrende Urter,
Og de hæse Græshopper sprang saa lystig omkring dem.
Giennem lumre Dal de havde nu stønnende vandret
Ned til Giærdet, hvor Kilden saa mørk og mudret og treven
Flød fra Sandhøi ned blandt Banker af Siv og af Skavgræs.
Og ved Elskerens ledende Haand den frygtsomme Pige
Hoppede paa de Steen, som laae til de Vandrendes Fodtrin.
Nu paa Trinet hun stod, og over Giærdet hun løfted’
Varsom det ene Been, som til Svikkelens Krone var blottet.
Bly hun ordnede Skiørtet, og sprang saa hurtig derover.
Møisomt betraadde de nu, blandt Hæsselbuske, den krumme,
Giennemregnede Stie langs ned paa Siden af Høien.
Og med Stønnen begyndte den rosenkindede Pige:
Staae et Øieblik stille! — Mit Hierte banker! — Hvor qvægsomt
Puster den køle Luft her op fra Søen! — Hvor deilig
Smiler vor Egn! — See der langstribede gule og grønne
Marker med bølgende Korn! hvor skinne de spraglede Blomster!
Hist vor Bye med sit Krat, og Taarnet med blinkende Viser!
Her paa blomsterfuld Eng de rødlige Køer, og Høien
Fuld af Boghvede-Blomster! — den blaaelige Søe og vor Lystskov!
Seer dog omkring, Børnlille! og glæder Jer! Hør nu, min Bedste!
Vist nok bringer Mama os spanske Jordbær til Aften;
Men[ er Jordbær] fra Marken ei nok saa søde og stærke?
Kom kun herind i Krattet! her staae de skarlagens-røde.
Og! nu vendte de sig til høire Side. Foran dem
Hoppede Drengen og slap i Hast den grønlige Guldsmed,
Som med glimrende Vinger sig satte paa takkede Brægne.
Men Lovise stod, og bøiede venlig sit Ansigt
Hen til Elskerens Kind. Fortroelig hun hviskede til ham:
Seer De, han lugter sig frem til Jordbær. Bedste, De maae ei
Trykke min Haand saa stærkt! — han kunde belure sin Lærer.
Men med bange Henrykkelse slog den Elskendes Hierte
Da den skiønne Mund udgød saa liflig en Aande
Paa hans Kind, og han vendte sig blidt, og kyssede Pigen.
Og med sagte bævende Mund hun vendte sig fra ham.
Rødmende smilede hun, som naar beduggede Lilie
Føler Auroras Straale, og Gartneren skuer den frydfuld.
Pludselig hørtes fra Krattet den Lilles raabende Stemme:
Kommer og plukker! see her er Jordbær skarlagens-røde.
Hvilken Glæde, naar vi kan ogsaa ryste vort Forraad
Ud i Skaalen! — De Jordbær paa Marken dem har dog vor Herre
Plantet selv, og med Melk og Sukker smage de prægtig.
Nu de kom og saae de svulmende Jordbær, som rundtom
Stak, blandt Urterne frem med ildrødt Glimmer ved Soelskin,
Og med krydrede Lugt de giennemduftede Krattet.
Her den unge beskedne Mand med glade Forundring
Raabte: Hvor skiønt! den Rige er glad ved sin kunstige Hauge,
Som ham yder sin Skat, og Gud for den Arme bereder
Selv i Ørken en Hauge med Frugt og Blomster og Urter.
Men os fattes et Kar til de saftige Bær. I vort Klæde
Blive de alle til Moes. Hvad synes Dem? skulde vi skrabe
Barken af Hæsselen der, og pløke den sammen med Grene?
Eller veed maaskee min Carl en nemmere Maade?
Halv fortrydelig svarede da den fyrige Dreng ham:
Er det Alvor, Hr. Valter! — At flaae den deilige Hæssel
I dens fulde Væxt, med hele Klaser af Nødder?
Er der ei Siv nok i Mosen? — Og hastig er jo en lille
Frugtkurv bragt til Veie, saasnart man rigtig har lært det?
Og den unge beskedne Mand ham smilende svared’:
Brav, min Carl! Nu vel, saa løb, min Bedste! og flæt os
Hurtig en Kurv af Siv. Vi leire os her under Hæslens
Overhængende Skygge. Af Jordbær plukke vi ingen,
Uden et Par til Forfriskning for Jomfruen. Glædelig iilte
Drengen fra dem og ned til sivbegroede Mose,
Medens de begge leirede sig i Hæsselens Skygge.
Men om en liden Stund han bragte stoltelig Kurven.
Snart de plukked’ den fuld af saftige Bær, som de skiulte
Oven og neden med Løv, og Drengen bar den paa Armen.
Da de nu atter gik ud paa Steen; de hørte fra Siden
Giennem Dalen en Sang af den graahærdede Væver,
Som, for svag til Væven, ved Bønder-Gilderne spilled’
Paa den brummende Bas, og stillede Uhret paa Slottet
For den gode Grevinde, og handlede ellers med Skeer,
Sløve, Truge og Svamp og Banke-Tærskler og Træskoe,
Stundom ogsaa med Hyben og Hæsselnødder og Jordbær.
Og med venlig Røst Lovise sagde til Valter:
Vi maae hen til den Gamle. Han plukker og Jordbær. O skal vi?
Ilende ginge de did, og saae den syngende Olding
Bære sin Krukke omkring, der halv var proppet med Jordbær.
Venlig hilsede den unge Mand paa vor Gamle og sagde:
Eet god Dag! saa flittig? O sæt paa Hov’det, Faerlille!
Skiænder I ikke paa os! — Vi selv har plukket os Jordbær
Af Jer Hauge i Dag. I maae vide, det er vor Lovises
Fødselsdag. See her er lidt! o tag det, og drik saa
Jomfruens Skaal! saa sagde han og vendte sig fra ham.
Oldingen signede Begge, og Taarer stod’ i hans Øie.
Og med tavse Smiil Lovise hiertelig trykte
Elskerens Haand; og saasnart den tættere Dal dem beskygged’;
Mødte hun strax med villig Mund hans kyssende Læber.
Giennem skiæggede Byg og Ærtemarken de gik nu
Op til Høien ved Søen, med mørke Bøge bekrandset,
Og med hængende Grønt af de hvidstammede Birke.
Lyttende saae nu Lovise til buskbegroede Søebred;
Sigende: Stille! det lød mig saa huult, som Slager af Aarer.
Men den glade Carl, der løb i Forveien, raabte:
Hurtig! der seer jeg Baaden. Nu glider den jevn ind i Sivet.
Og de iilte med vingede Skridt. Den kølende Søevind
Pustede Skiørtet tilbage, som brusende svæved’ om Pigens
Trippende Fødder. Det lokkede Haar om Skuldrene flagred’.
Men fra slingrende Baad vor Præstemand vinkde og raabte:
Langsomt, Børn! I løbe saa raskt, som Hønsene fare
Over Gaarden til Pigen, der foerer dem uden for Døren.
Raadveløs tøvede de, til Baaden landed’ med Brusen.
Glade raabte de nu: Velkommen her i det Grønne!
Og Forældrene traadde fra vaklende Fartøi paa Sandet,
Fuldt af Muslingskaller og Steen, og af Bølgen beskyllet
Rundt omkring med Skum og med høie Banker af Søegræs.
Blidelig kyssede nu den blomstrende Datter vor Olding,
Sigende: Hvi er Papa saa tidlig vækket af Søvne?
Nu har den hæslige Kat nok mjauvet igien, eller Hønen
Lagt et Æg, og kaglet for høit, eller ogsaa Kathrine
Klappret alt for stærkt med Vaffel-Jernet i Køknet.
Men den ærværdige Præst i Grøndal svarede hende:
Hverken har Katten mjauvet, mit Barn, eller Hønen har kaglet,
Eller Kathrine klappret med Vaffel-Jernet i Køknet.
Men vi kom i Snak, og Dagens Glæde, min Datter!
Giorde mit Hierte uroligt. Nu frisk, Børn! Lad os faae Ild paa!
Og vor Caffe kogt! De kiære Børn har det nødig!
Saa han taled’, da raabte den gamle forstandige Huusmoer:
Hans! giør Ild paa hist, ved den blomstrende Gyvel, at Vinden
Ikke puster os over med Røg. Her tage vi Sæde
Under den brede Bøg, som vore Navne bepryde.
Her er kølt og Græsset saa blødt, og den deilige Udsigt
Over Søen til Byen og begge frugtbare Bredder.
Samler nu Brænde, Børn! — Hvo Kiernen vil nyde, maae knække
Skallen! — Og froe de iilte nu op paa Høien, bevoxet
Med de gamle Bøge og med hvidstammede Birke,
Fandt og samlede Grene og Løv. Men den ærlige Gaardskarl
Optog Staalets sprudende Gnist i svampige Tønder,
Stak det i tørrede Løv, og svingede dette, til Ilden
Blussede frem af den tykke Røg. Da lagde han varsom
Grene og Løv dertil, saa Luen spillede lystig
Giennem det stablede Træe. Paa dette satte han Trefod,
Og paa den en Theekiedel, fyldt af Kilden i Haugen.
Luen omslikkede den. Nu bruste den sydende Kiedel.
Men af Kræmmerhuus udøste Morlille sin Caffe
Blandet med klarende Hiortetak i sin bruunlige Kande
Fyldte Kanden med kogende Vand, og satte den varlig
Over Ilden, indtil den stigende Blære var bristet.
Hurtig vendte hun Hov’det, og raabte: Sæt nu, min Datter!
Kopperne frem; thi strax er Caffeen færdig. Jeg haaber,
Selskabet ei forsmaaer i det Grønne vort daglige Steentøi,
Og at det tager til Takke med min utragtede Caffe.
Saa befal’de min Mand, og Qvindens Pligt er at lyde.
Nu af aabnede Kurv Lovise Kopperne fremtog,
Dernæst Daasen af Blik med Sukker, og Flasken med Fløde,
Ordnede det i det Grønne, og nu, da den blomstrende Pige
Havde randsaget Alt, hun neied’ og smiilte saa listig:
Tag det ei ilde op, Mama! os fattes nok Skeer!
Sagde hun; alle loe, endog den kiærlige Moder,
Som bar dampende Kande frem. Men Elskeren iilte
Til et Birketræe, og skar af de hængende Grene
Smukke glattede Pinde, og deelte dem om til vort Selskab.
Venlig rakte Lovise den gamle Papa og sin Elsker
Piber hid, og Tobak i blanke hollandske Daase.
Og de leirede sig i bløde Græs. Ved den Gamles
Høire Haand laae Carl, og Moerlille, der skienkede Caffe;
Og paa venstre Side den skiønne Lovise og Valter.
Sielden smagte hun denne Drik; men af Høflighed nød hun
Dog i Dag en Kop, og siden Thee med den Lille.
Kiærlig klapped’ vor Olding sin Datter paa Kinden, og sagde:
Barn! din Kind jo blusser som Ild! Ja rigtig nok seer det
Ret godt ud; men dog for Trækvind skulde min Datter
Tage lidt meer om sin Hals. Man forkøler sig snarlig i Heden.
Men hun kyssed’ hans Haand, og svarte ham venlig: I Skoven
Er der Kølhed, ei Trækvind. Desuden gik vi saa langsomt,
Hviilte os tidt i Skyggen. Jeg blusser af Glæde, min Fader!
Og den ærværdige Præst i Grøndal svarede hende:
Troe mig, min elskede Datter! jeg deler ærlig din Glæde.
Glad er jeg, som Fuglene her, der synge saa liflig
I den grønne Skov. Det er den attende Aarsdag,
Siden Gud mig gav mit eneste Barn, min Lovise,
Hende, som er saa god, saa forstandig, gudfrygtig og lydig.
Hvor dog Tiden flyer! — Ti kommende Aar, hvor udbreder
Deres Rum sig for os! — hvor kort, naar vi see os tilbage!
Sandelig synes’ det mig, det var i Gaar, jeg vandred’
Hid og did i vor Hauge, og pillede Blade i Stykker,
Bedende til min Gud, og jeg nu pludselig hørte
Dette glade Budskab: En lille Datter er født os!
Meget Godt og Ondt er os siden tilsendt af Herren.
Ogsaa det Onde var godt. Hans Godhed kiender ei Grændse.
Husker du, Moer! engang, vi efter langsommelig Tørke
Fik en herlig Regn? Jeg gik med Lovise paa Armen,
Ud med dig i Haugen, for ret at nyde dens Kølhed.
Regnbuen straalede skiønt, og Barnet greb op i Veiret
Efter den; hun kyssede mig, og raabte med Glæde:
See, Papa! o see, der regner jo Blomster fra Himlen!
Strøer vor Herre dem ud, at Børn skal plukke dem? Giør han?
Ja, han strøer Velsignelser ud, den himmelske Fader,
Som til Naades-Tegn udspændte den skinnende Bue.
Naar jeg tænker paa ham; da hæver mit Hierte sig kiærlig
Mod de Brødre, som boe med mig paa den herlige Klode.
Deres Kraft og Forstand er uliig, men alle dog ere
Faderens Børn, som vi; hans Haand opholder os alle;
Og om føie Tid da gaaer først En, saa en Anden
Træt til Hvile, velsignet af ham, paa det kølige Leie,
Hører i søde Drøm en Buldren af Vinden og Regnen,
Sover og vaagner styrket og mere forstandig. Børnlille!
Alle glædes vi da, naar Herrens Morgen har vakt os.
Da erfare vi og, at Gud ei seer paa Personer,
Men at hvo ham frygter og giør hvad Ret er, ham tækkes
Alle, som giorde Godt i Eenfoldighed; glædes med Petrus,
Abraham, Sokrates, Paulus, Confuc’s og Homer og den ædle
Mendelssohn! — Han havde vist ei forkastet vor Christus.
Men den unge beskedne Mand ham svar’de saaledes:
Sørgeligt kun, at det Barn, som forstaaer hvad Faderen taler,
Troer sig at være ham kiærest; og stolt udskiælder og plager
Sine mindre Brødre, som først begynde at stamme,
Eller udtyde hans Ord paa en anden Maade. Jeg hørte
Nyelig et Eventyr om denne daarlige Hovmod.
Eengang kom der til Himmelens Port en Dødning fra Wien,
Bankede, raabte: luk op! da saae den hellige Petrus
Ud af sagte aabnede Dør, og spurgte: hvo er du? —
„„Katholik! — Jeg har den Troe, som ene giør salig.“
Sæt dig hist paa Bænken! saa raabte Petrus og lukte.
Derpaa kom der til Himmelens Port en Død fra Geneve,
Bankede, raabte: Luk op! — Hvo er du? spurgte Disciplen.
„„Calvinist! — Jeg har den Troe, som ene giør salig.“
Sæt dig hist paa Bænken! — Da kom en Dødning fra Hamborg,
Bankede, raabte: Luk op! — Hvo er du? spurgte Disciplen.
„„Lutheraner? — Jeg har den Troe, som ene giør salig.“
Sæt dig hist paa Bænken, saa raabte Petrus. Her sad de,
Og beundrende saae, hvor Sole, Maaner og Stierner
Gik i harmonisk Dands. De nu fortryllede hørte
Harpe-Lyd og Sang, og aandede Himmelens Vellugt.
Deres Hierte blev henrykt til Sang: Vi troe, vi alle
Troe paa Gud! — og see! da aabnedes pludselig Døren,
Og en himmelsk Glands opfyldte den reneste Æther.
Petrus fremstod; med venlig Smiil han tal’de saaledes:
Har I betænkt Jer, I daarlige Børn! saa kommer og glædes!
Saa de tvende talede her i Fortrolighed sammen. —
Men Lovise gik hen, og hostende stræbte at tænde
Faderens Pibe, som sluktes imens den ærlige Gamle
Tal’de saa heftig, og nu hun gav ham den brændende Pibe.
Men hun spyttede meget, og giorde snurrige Miner.
Smilende takkede han, og kyssed’ den rødmende Pige
Og hun leirede sig. Da sagde forstandige Huusmoer:
Børn! Jer Caffe er kold. I præke nu ogsaa bestandig!
Har I Fløde og Sukker nok? — o rører med Skeen!
Da nu Enhver var qvæget med Caffe og The i det Grønne;
Skienkte Mama for Hans, som sleitende vandred’ ved Søen.
Først han vægrede sig; halv skamfuld, endelig drak han.
Nu de alle gik, ledsaged’ af længere Skygger,
Op paa duftende Høi, bekrandset med Bøge og Birker.
Glade beskuede de det store, smilende Landskab,
Sladrede meget, og følende qvad de Sange af Ewald,
Thaarup, Pram og Storm, af Baggesen, Rahbek og Troiel.
Men til de Vandrende sagde den gamle forstandige Huusmoer:
See Børn! Solen spiller nu snart paa Toppen af Skoven,
Og de dampende Skyer forkynde os Dug, som befordrer
Urternes Væxt; men Mennesker let kan forkøles i Græsset.
Vor Papa er gammel, og Jomfruen klæder sig altid
Luftig og kølt; thi nu vil Æget jo lære paa Hønen.
Kommer derfor til Bords! thi Luften tærer, Børnlille!
Ned i Dalen hun gik; og villig fulgte de Andre.
Atter vare de nu paa den grønne Plet ved den gamle
Vidtomskyggende Bøg. Da iilte Mama og Lovise
Hen til Baaden ved Søen, og bragte i Kurven det fine
Dækketøi, Spiseskeer og engelske Knive og Gafler,
Bragte Sukkerbøsse og Steen-Tallerkner fra Kastrup,
Spanske Jordbær paa aflange Fad, og Fløde i Skaalen,
Dannet af fiint Porcellin, i Form af et purpurrøde Kaalhov’d,
Som med varmende Punsch sædvanlig fyldtes, naar Præsten
Fik Besøg af en Ven, i Vinterens stormende Dage;
Bragte ziirlig ordnede Krebs, saa store som Hummer,
Et Par stegte Kapuner, indsvøbt for de sværmende Fluer,
Bragte et Fad med brune og sukkerbestrøede Vafler,
Og en duftende guul Melon med grønlige Striber;
Smør, saa pyntelig kruset, i blaaelige Kande, — paa Laaget
Laae en tyggende Koe til Haandgreb — ogsaa en hollandsk
Ost og Faare-Ost, og en Ræddike, stor som en Næve
Til Papa; og tilsidst de Rips og Kirsebær bragte.
Men Lovise neiede mildt for det samlede Selskab,
Sigende: Sætter Jer nu, Børnlille! og tager til Takke
Med vort landlige Maaltid! O skiænd dog ikke, du gode
Gamle Papa! — Du veed jo, i Dag har jeg Lov til at være
Ret til Gavns uartig. Du vil dog drikke min Sundhed.
Moder! du slemme Moder! du glemte nok Vinen der hiemme.
Hende svarede nu den gamle forstandige Huusmoer:
Pige! jeg troer, du priimer. Det er dog rigtig en Lykke,
At din Fødselsdag kun kommer eengang om Aaret,
Ellers satte du mig vist Stuen paa Loftet, din Unge!
See! den ærlige Hans har kølet os Melken og Vinen
Hist i Sivet ved Søen; der kommer han til os med Kurven.
Ærbar nærmed’ sig Hans med sin Viinkurv, satte den varlig
Ned ved Bøgen, tog Hatten af, og sagde: Gud signe
Spisen! — Men Carl løb hen til Busken, der skiulte hans Jordbær,
Satte den duftende Kurv paa Græsset, og hurtig han aftog
Det bedækkende Løv, og gamle Fader og Moder
Glædtes og undrede sig, og hørte paa Drengens Fortælling,
Roeste den nette Kurv, og de røde saftige Jordbær. —
Og i behagelig Roe de giorde sig Alle til Gode
Under vidt omskyggende Bøg paa blomstrende Græsplet.
Dybere dalede Solen, og gød sin straalende Glimmer
Giennem susende Løv, og Fuglene sang, og paa Marken
Slog den streifende Vagtel, og Duen kurred’ i Ælmen.
Nu i Glassene skienkte Papa den kraftige Rhinskviin,
Som Grevinden sendte ham, til at styrke hans Helbred,
Da hun om Vaaren kom fra Staden til grønnende Landgods.
Længe stod den forseiglet i Præstens Kielder. Han vilde
Helligholde med den sin kiære, sin eneste Datters
Fødselsdag. Med denne Viin han Glassene fyldte,
Sigende til sit Selskab: Nu klinker! Lovise, din Sundhed!
Saa han tal’de, og Glassene lød’ i liflige Samklang.
Ikkun Elskerens Glas forstemmede Klangen. Man hørte
Kun et Puf. Men den Gamle ham trued’ med rystende Hoved:
Tusende Gange, min Søn! har jeg lastet Dem for den Uskik!
Deres Glas jo lyder som naar en Potte er sprukket?
Kan De ei, eller vil De maaskee ei giøre det bedre?
Hver en Ting i Verden har sine Regler. Naar saae De
En fornuftig Klinker at gribe her oven om Glasset?
Nei ved Foden! — da klinger dets Lyd, som Harmonica liflig.
Og den unge beskedne Mand ham smilende svarte:
Ikke saa vred, min Fader! — den rosenkindede Pige
Saae med skielmske Øie paa mig, da glemte jeg Reglen.
Og nu truede ham Lovise med løftede Finger,
Ildrød; og de loe ad den blide, rødmende Pige.
Men vor Hans, for hvem Mama ved Maibusken havde
Bredt en mindre Dug, belæsset med Spise og Drikke,
Fyldte sit Glas med Viin, og traadde glad til vort Selskab,
Langsomt, for ei den ædle Drik i Græsset at spilde,
Bukkede meget maneerlig og drak paa Jomfruens Sundhed.
Smilende bøiede han sit Hoved tilbage. Da Glasset
Ganske var tømt, han svingede det, og sagde til hende:
Gud velsigne Hende, min lille Jomfrue! hvor ofte
Har jeg dog sprunget omkring med den lille Spæde paa Armen!
Hvor hun var glad, naar hun saae sit eget Billed i Speilet!
Altid var hun deilig og from. Ja lykkelig bliver
Hendes Ægtemand. Skalkagtig svarte Lovise:
Vil du ei frie til mig? Hans lil! jeg har i min Kiste
Mange sparede Kroner: min Fadderskiænk og mit Nyeaar.
Nu begyndte i Hast den gamle forstandige Huusmoer:
Har jeg ikke sagt det? See Græsset er vaadt! Vi vil hurtig
Reise os, ellers vi faae vor Bekomst af Hoste og Snue.
Rips og Kirsebær, Børn! dem kan I spise i Baaden.
Saa hun talede hurtig, og villig fulgte de andre.
Til Forvalterens store Baad de Bordtøiet henbar,
Traadde saa selv i den, og Karlen lagde fra Landet.
Langt fra glimred’ som Guld de Vindver paa Kirken og Slottet,
Som den dalende Soel belyste. Langs hen ad Bredden
Hang der Buske og Sed, beaander af rødlige Glimmer,
Omvendt, i klare Vand, og bævede over de røde
Spredte Skyer; og Hiorden og syngende Pige ved Koen.
Langsomt roede Hans, og satte Mod i Lovise,
Som i vaklende Baad sig klyngede fast ved sin Elsker.
Men vor Carl, var glad ved jevnt bortglidende Søbred,
Ved den glindsende Giede, som sprang saa rask op af Vandet,
Og ved Aarens Billed’, der snoede sig blødt som en Slange.
Høit han hilste det Echo, der var i Ruinen paa Høien,
Snart han skieldte, og smigrede snart, og loe ad dets Giensvar.
Men Lovise holdt fast ved sin Elsker, og frygtsom hun klemte
Ham i Haanden. Da sagde den gamle forstandige Huusmoer,
Hvor den tossede Pige gebærder sig! — Er da ei Baaden
Bred og stor? Vær rolig, min Datter! eller jeg vugger.
Stundom er du saa kiæk, naar det gielder at klattre i Træer,
Springe over en Grøvt, og gynge sig høit op i Luften.
Tag det Silke-Klæde om Halsen, mit Barn! thi paa Vandet
Køler Aftenluften. Forsigtighed er dog en god Ting.
Og den ærværdige Præst i Grøndal tal’de saaledes:
Vær ei bange, mit Barn! og dæk dig til; det er bedre.
Gud skee Lov for den herlige Dag og den herlige Aften!
Gid vor sidste Aften maa smile saa yndig som denne!
Mat i Vesten lyste endnu det svindende Dagskiær,
Og af Glandsen gik frem een Stierne efter den anden,
Giennemfunklende Himmelens Blaae. Nu landede Baaden
Ved den krogede Eeg paa Bredden. Liflige Vellugt
Her omdunstede dem. De vandrede hurtig igiennem
Bølgende Skaar af beduggede Høe ved hægnende Dige,
Plantet med Torn og med Hæssler, hvor hæse Frøer end qvækked’,
Og de blaaelige Orme saa deilig skinned’ i Græsset.
Giennem Ledet de gik nu ind i Byen, og hilste
Paa en stille Kreds, som hist og her var forsamlet
Udenfor Husenes Døre, og paa Forvalterens Avlskarl,
Som den klingende Lee med Hammer paa Ambolten hvæssed’
Til sin Høeslet i Morgen. De nu i Aftenens Stilhed
Hørte Uhret spikke og Uglen tude i Taarnet,
Og ved Porten modtog dem Passan med venlige Logren.