Om Persifflage
Efter det 2det Stykke af F. C. Stolbergs Jamber.
Efter det 2det Stykke af F. C. Stolbergs Jamber.
For Mennesket er ingen Ting saa hellig,
At jo den frække Spotter det besudler.
Umandig, skamløs, uden Aand og Hierte,
Han praler kun med stiaalet, usselt Vid.
Hans skumle Øie seer ei Morgenrøden,
Ei Sandheds Straale. Ved Venindens Bryst
Han aldrig fældte Elskovs hede Taarer;
Thi Venskab, Elskov, Sandhed og Natur,
Mod, Frihed, Fødeland, Religion
Er tomme Lyd for ham; — nei endnu meer:
De skurre for ham; som Fiolens Klang
For Hunden! thi han føler hos sig selv,
Han er en Skalk, og da han er en Skalk,
Fortiener han at være saa forskudt.
Dog, skiønt han er forskudt, saa har et Hierte
(Hvor feigt det slog) dog slaaet i hans Bryst;
Og, før han sønderknuste Følelsen,
Den snoede sig, som Ormen, naar den trædes.
Nu lugter han Forraadnelsen i Brystet,
Forsager, raser, blues, hader Verden,
Misunder andre det, han selv har mistet.
I Smiil indhyller han sin skumle Ondskab;
Og kalker sig som Graven. — Flye for ham,
O unge Mand! du, af hvis lyse Øie
Fremstraaler Sielefrihed. Flye den Gift,
Som drypper fra hans Tunge og hans Pen!
Ei tør han møde dig med mandig Tale,
Saa lidet, som med aabent Bryst i Felten.
Nei, lumsk begynder han med halve Ord,
Og Blik, som skelende beklage dig.
Hans Smiil er som en Meeldug, der besmitter
Uskyldighedens skiønne Rosenrødme.
Han stundom rykker op, med listig Haand,
Den Følelse, der blomstrer i dit Bryst,
Og udstrøer der igien sit Nældefrøe.
Naar nu hans Ukrud spirer i din Barm,
Da er det ude med dig. Dyden flyer
Med vaade Kinder. Sande Glæder flye
Med den, og hver en mægtig Følelse,
Der hævede din Siel. O nu er Sandhed
En Fordom; Kierlighed: en Fabel.
Død er Naturen, og dit Fødeland
En Drøm, og Frihed: Feber-Phantasie.
Religion er intet. — Du allene
Er Sandhed, Fødeland, og Ven og Gud!
Skye, unge Menneske! den Skielm, som intet
Paa Jorden og i Himmelen er helligt.
Hans draabevise kolde Spot vil blive
En Gift for dig, om du ei væmmes ved den.
Hvor ligner Spotteren den frække Flue!
Den skaaner ikke Pigens rene Barm,
Og den besmitter Alteret i Templen.
O! nordisk Mandighed! hvor drog du hen?
Naar spottede vel vore jevne Fædre
Med det, som helligt var? Det var kun Narren,
De spottede, hvidt som hans Bieldes Klang.
Nei, Brittens Stolthed, Frankrigs Flygtighed
Har avlet og har født det stygge Afskum,
Og ak! vi Daarer — vi opfostre det.
Paa Dansk ei nævnes kan det Udyrs Navn;
Thi Moderen har kaldt det Persifflage.