Græder, Gratier! thi Lyda græder:
Eders Søsters yndte Fugl er død!
Den fortiener Eders Taares Hæder,
O! den var saa kielen, var saa sød;
Aad saa tam, saa glad af hendes Hænder,
Kom, saasnart hun kaldte den, med Lyst;
Som et Barn sin Moders Stemme kiender,
Kiendte den sin Herskerindes Røst,
Var saa glad, naar hendes Haand ham rørte,
Tog saa kielen hvert tilbudet Kys.
Tit jeg drømte, at dens Aand tilhørte
Ofte vidste han at flye sin Glæde,
For at blive atter kaldt af dig:
Og naar paa din Skulder han tog Sæde,
Slog han, som han sagde: Seer I mig!
Han forstyrred’ Coras ømme Klage
Med sit skingrende, sit muntre Slag,
Var utrættet, Lyda at behage;
O! end mindes jeg den sidste Dag,
Hvor den dobbelt vivver fløi om hende,
Paa de brune Lokker thronte stolt.
Hvorfor skulde du berøves hende!
O! dit Tab har Lyda Veemod voldt. —
Lykkelig, hvo saa fra gyldne Dage
Kan gaae over til den trygge Grav!
Sielden er de mange; varig Plage
Løser snart de korte Glæder af.
Yndet døde du af min Veninde:
Maatte dog din Sanger arve dig!
Maatte ved hans Gravsted Taare rinde,
Som de Taare, der blev fældt for dig!
