Tredie Idylle
Bryllupsaftenen
Bryllupsaftenen
Hvo som nys har besögt vor Præst i Gröndal, han kjender
Ogsaa hans store Stue, hvor för var knudrede Leergulv,
Og den luftige, store Kamin, smaaerudede Vindver,
Blinde af Ælde og Rög, fuld af Oldtids farvede Vaabner,
Gamle Gothiske Döre og skimlede Skabe i Væggen.
Men den fromme Oldings formaninger rörte dog Sognet
Endelig; da blev den bygt til Beværtning for ædlere Gjæster,
Dækkedes med Paneel og Betræk, fik varmende Trægulv
Og blev prydet med ziirlige Ovn og engelske Vindver,
Ud til Haugen og Söens den skovbegroede Bugrning.
Hvo ham nu besöger, den viser han gjerne sin Udsigt,
Og hvor smuk og beqvem hans Stue blev, og beregner
Hvad det har kostet, og roser Sognets Forstandere. Rundtom
Hænge paa Væggen Familiens Billeder alle,
Hver i sin gammeldags Pynt; hver Mand bar Bibel i Haanden,
Og hver Qvinde holder en Persikke eller en Rose.
Komne hiem fra höstlige Mark, som ganske var skiult med
Glindsende Spindelvæv, stod her den gode Grevinde,
Hendes forlovede Datter, Amalia, Carl, og den Lærer,
Som ham i Walters Sted underviste. Lyttende stod’ de
Om det skiönne Claveer; thi Luises Elsker saa frydfuld,
Qvad, o Schulz! din besiælende Sang i Strængenes Toner.
Ofte blandede hun og Amalia liflige Stemmer
I hans Qvad, og stundom vor Olding brummede Bassen.
Nu fra Kökkenet kom den gamle, forstandige Huusmoer,
Nærmed’ sig, klappede jevnt paa Amalias Skulder, og sagde:
Bogen til! veed I ei Börn, man kiger sig starblind i Skumring
Og I beböve dog Öinene længe. Laan mig den Frugtkurv:
Kiære Barn, og skræl med din Kniv med Sölvbladet Frugten,
Giv Amalia der det spraglede Gravensteens Æble,
Hun holder af, og troer jeg ej, Bergamotten er ilde
Og den franske Pære, den graae, saavelsom den hvide,
Druer er skiönne i Aar og Fersknen saa stor og saa saftig.
Men De veed nok, Carl, man visker Fnugget af Blommer,
Föler, hvor Stenen er lös, og seer, om de rynkes ved Stilken.
Disse har min Hans nu nylig rystet af Træet.
Skaf os og Lys, mit Barn! og den grönne Skjerm til Grevinden;
Thi jeg haaber dog, De gjör os den Ære at blive
Paa et Smörrebröd; vi gi’r det saa godt som vi har det.
Venlig svarede nu selskabelig gode Grevinde;
Vi havde saa i Sinde at bede os selv; giör blot nu ingen Anstalt!
Men den ærværdige Præst i Gröndal tog nu til Orde:
Kone! man skuffes saa let ved Forventninger. Tal du kun Sandhed!
Smörrebröd betyder et Par Kramsfugle og Drosler,
Kanske Æblegröd til; efter Ordsproget hörer det til med.
Og i Ballen pladsked’ en guulagtig Fisk som en Giedde,
Eller maaskee der var’ to; dog det er kun en Formodning;
Men til lille Carl skal komme en Potte Kartofler,
Klare som en Chrystal, i Skallen, af Smag som Castanier,
Af den hollandske Art, og en uforlignelig Marskost
Vække til Törst; saa med eet os purpurrödt Kaalhoved fryder,
Som, til Priis for min Stand, er fyldt med styrkende Biskop.
Men hvoraf kan det komme? I Dag er mit Lune, som naar man
Pönser paa noget Godt; eller nys har faaet det fuldfört.
Saaledes fyrige Olding, og rykked paa Flöiels Kalotten
Som bedækked’ hans Isse i hellige Embeds Forretning,
Naar han med graanende Haar dig ligner, mildttalende Spener!
Vel Grevinden, og datterlig öm Amalia, vilde
Han skulde tage den varmende Hue som Fader i Huset.
Og sin Helligdags Slobrok; men det afslog han dem begge.
Men da Luise nu havde skrællet og budet dem Frugten
Iilte hun ud, og aabned’ et Skab i den daglige Stue,
Tog Sölvstagerne frem, og i hver hun satte et Voxlys,
Som den huslige Viv kun böd fornemmere Gjæster,
Saasom Provsten ved Kirkebesög og den gode Grevinde,
Og naar hun helligholdt sit Bryllup eller en Födsel.
Disse tog hun nu frem og de Staallyssesaxe med Fiedre,
Derpaa hun iilte til Köknet og sagde til gamle Kathrine:
Tænd de Lys, og bær dem saa ind, min kiære Kathrine!
Og saa glemmer hun ikke den grönne Skiærm til Grevinden.
Jeg imens vil gaae ned og hente fra Kielderen röd Viin,
Og Pommeranzer til Biskop, og purpurfarvede Kaalhovd
Sukker staaer der i Kammeret; Resten det veed hun Beskeed om.
Hende svarede den tienstagtige gamle Kathrine:
Strax paa Timen min Hierte! saasnart jeg har faaet det trykte
Forklæde for; thi ellers vil Herskabet rigtig belee mig.
Da nu Luiuse steeg fra Kielderen op med sin Byrde;
Smutted’ den muntre Grevinde, Amalia, bag ved Kathrine,
Ud af Dören, og sagde til Præstens blomstrende Datter:
Kom lidt op paa dit Kammer! dig anstaaer det dog ikke
At lave Maden til os i Kiökkenet, gode Luise
See hvor lee for mig Maanen der, blank som Sölvet, hensvæver,
Skinner saa lige herind? Man sladdrer herlig i Maanskin.
Inde holde de Raad om Havens Dyrkning i Lundbye:
Men træd sagte, min Glut; thi ellers kommer din Brudgom.
Strax Luise gav det, hun bar, til gamle Kathrine;
Og formanede hende, og fulgte saa sin Veninde
Sagte op ad Trappen, og skiændte, da Trinene knirked’.
Begge traadde nu ind i det maanebeskinnede Kammer
Haand i Haand, hvor ved fælleds Arbeid tit begge sig glæded,
Eller ved sindrige Bog og de stille Pigesamtaler.
Og til sin Legesöster vor Brud begyndte at tale:
Sæt dig her i Stolen, Amalia! hvor jeg saa ofte
Sad hos dig; snart skiller os Afskedens bittere Time.
Saa sagde Bruden vemodig, til hende med hiertelig Haandtryk.
Men Amalia gik til Vindvet, stirred’ paa Maanen
Og de svævende Skyer, som med ustadige Klarhed
Skjulte og blottede den, og nu trak mörkere sammen;
Saae, hvor det gule Löv fra Gaardens Træer af Vinden
Hvirvledes, bölgede sig, og spredtes med gyselig Raslen.
Grundende stod hun og tav, og Maanen beskinnede Taaren,
Som randt ned af blussende Kind, men kiæk hun dog holdt sig,
Vente sit Ansigt mod Mörket, og sagde med konstlede Letsind:
Tal, som det sömmer en Brud, lidt muntert, Intet om Afskeed,
Helst i Aften, da Kammer og Seng er prydet til Bryllup.
Skade for lille Luise, den muntre, hoppende Pige!
Bliver saasnart til Huusmoer, der ydmyg maa lyde sin Huusbond!
Manden kysser ei meer med Beskedenhed eller med Rödme,
Nei, han favner sin Viv paa Herreviis, og han forkysser
Hendes Kind med stikkende Kys, saa ofte han lyster:
Alt er lovligt og ret. Til Slutning maae hun og vugge.
Siden du er saa smuk, hvi tog du saa villig dit Aag paa?
Truende gav da hende den skiönne Luise til Giensvar:
Spotterske! ikke saa trodsig! thi dette skalkagtige Öie
Funkler ikke forgiæves; og föler jeg ej, hvor det banker
Her i din bölgende Barm? — Een Pige vægrer sig mindre,
Og en anden meer; men ingen fölger ugjerne.
Hvorfor hielper man ellers saa flittig at faae Venindens
Brudeklædning istand, eller Brudekrandsen, med Glæde
Under Nynnen og sagte Sukke og lydelig Latter.
Men du maadog see, hvordan vor skiönne Besætning
Af naturligt Moos og purpurfarvede Taftes
Roser, tager sig ud paa det glindsende Atlas. I Morges
Fik jeg det færdigt i Smug for ei at forstyrres af Walter.
Saa Luise og tog den melkehvid skinnend Klædning
Frem af Komoden og viiste ved Maanens mattere Straaler.
Længe Amalia bredte den ud og besaae den og sagde:
Jeg misunder den Pragt, men takke maae du mit Opfund.
Men vi skulde dog see, hvor du vil see ud, naar i Morgen
Du i den skiönne Hædersdragt vies hos os af din Fader?
Her i Vindvet staaer jo Myrthe-Træet til Krandsen.
Smilende svarede da vor Præstes blomstrende Datter:
Hvad du dog kan falde paa for Galskab, du Galning! saa skal jeg
See min Amalia lege til Slutning som taabelig Pige;
Slaae da först Skudden for Dören! hvor let kan Elskeren komme!
Talte og tog af sit Hoved den deiligformede Filthat,
Hvid og blöd som en Flöiel og rundtom med brunlige Floskant;
Löste Castanieliaaret, som giöd sig i skinnende Lokker,
Uudskiæmmet af Meelstöv ned over deilige Skuldre.
Men Amalia stod og glattede Haaret saa sagte
Med vidtandede Kam, og glæded sig over de Lokker.
Ordnende fletted’ hun dem paa attiske Jomfruers Maade
Saasom Praxiteles fordum og Phidias danned Himlens
Piger, eller sig selv Kamenen Angelika maler.
Saa hun skabte den löse Flætning, der bölgende svulmed
Og med skiödeslös Svingning var rullet tilbage paa Issen.
Men om snehvide Nakke svævede fineste Kröller,
Smuttede bort fra de andre; og foran, om Hals og om Skulder,
Ned paa bölgende Barm hang tvende slyngende Lokker.
Nu hun plukkede Grene af Myrthetræet i Vindret,
Bandt med Silke Krandsen; og hun, som selv var den værdig,
Krandsede dig, du Ædle — og venlig omslyngedes Krandsen
Af det lokkede Haar og Fletningen skjulte den bag til.
Og Amalia neiede blidt, og huldelig sagde til Pigen:
Brud! dit Hoved er pyntet; som Gratiernes og som Hebes,
Naar de i Vaardands sig samler om Aphrodite; nu klæd dig
I den deilige Klædning; men til den Brudestads passed
Ikke en finere Særk-og Silkeströmper sig ilde.
Nikkende svared derpaa den rosenkindede Pige,
Mange Tak! jeg bærer min Særk, som det bör sig en Pige,
Stedse af fint og selvspundet Lærred! see her kun i Halsen
Hvortil ellers den pæne Spindrok, mig Fader forærte
Til at spinde de fineste Traader, mens under Snurren
Han om lönlige Vinteraftener læser eller fortæller
Os Historier. Spögen med Silkeströmperne kunde
Endda gaae an, naar min Brudejomfrue saaledes behager.
Strax hun Strömperne hented’, og Skoe af stadseligt Atlas,
Vendte sig bort, og afkrænged lyse Strömper af Bomuld
Hyllede hurtig i Silke de smaae, fintrundede Födder.
Sædelig nærmed sig saa, og herlig funkled i Maanskin
Hendes Spænder af Sölv. Nu rask hun kasted af Skuldren
Lette olivfarvet Dragt med glimrende Staalknapper prydet,
Over Stoelryggen tog da af Hænderne paa sin Veninde
Bryllupsklædningen med en Bort af Mos og af Roser,
Der efterligned den dejlige Væxt og sluttede blödt til.
Ikke betyngedes Hoften med göglende Modes vanskabte
Pölser; snart med Amalias Hielp nu smuttede Pigen
I sin Klædning, som rislende nedflöd om hendes Födder.
Lyst beskinnet af Maanen og nemt hun den snörte om Barmen,
Som, ei taalende Tvang, sig hæved i Ungdommens Fylde
Og et Slör af Flor, som fineste Taage den skiulte.
Saa i liflige Mai-Nat der ofte svæve om Maanen
Tynde Skyer, som blotte kun dens yderste Kante.
Men Amalia kyssed’ vor Brud, og sagde med Varme:
Du livsalige Pige! hvor rank og stolt er din Skabning.
Yndefuld gaaer hun, som om hun svæved; hvor elskeligt er ei
Dette Engle-Ansigt! den Rosenkind fuld af Uskyld!
Og det skinnende Blaae i Öiet! — See du dog paa mig!
Kom og betragt dig i Speilet! og skam dig, du er saa deilig,
Tag det Smykke her! mit Bryst har varmet det. Tag det
Til Erindring om mig! det er mit Navn, der er slynget
Af mit eget Haar, og en flettet Lok af det samme.
At naar du tager det om, du og fiern kan mig ihukomme.
Nu hun bandt Luise det skiönne Smykke om Halsen;
Aflangt var det; dets gyldne Rand med Perler omringet
Og af slebne Chrystal var Haaret og Navnet beskiærmet.
Og de favned hinanden, de tvende omhiertede Piger
Hæftigt med lange Kys, og lovede evige Venskab.
Heedt fremtrængende Taare blandedes, men i det
Bankede Brudgommen paa og prövende Dören at aabne.
Rystede den. See da sprang Amalia hurtig til Dören;
Og slog Skudden leende fra, og i Kamret han traadde.
Nu den rödmende, — skielvende Brud hun snapped’ ved Haanden,
Og fremstillede hende i Hast for den studsende Brudgom.
Neiende nu begyndte Amalia lystigt tilmode:
Brudgom, saa vil Luise see ud i Brudepynt i Morgen
Har jeg gjort rigtig? see opmærksom til, om Pigen er vakker?
Saa hun talte, men Brudgommen stod forstenet og maallös
Som en Landmand, hvis Hierte med söde Henrykkelser næres
Af Humanitet og Natur, og Kunsts efterlignende Skiönhed,
Glad i fuldeste Blomster Æbletræet betragter
Det han plantede selv paa sit Yndlingssted i sin Hauge!
Længe glæded han sig ved de svolmende Knopper nu kaldes
Han i Forretning til Staden, da færdig han vender tilbage;
Förer hans Viv ham i Haugen og viser ham blomstrende Frugttræe
Fuldt af rödlige Buske, som Aftenguldet beskinner;
Og som ved Bæven i Vestvind udaander sin liflige Vellugt: —
Studsende skuer han længe, og favner den elskende Mage —
Saa og studsed den unge Mand, da han skued’ sin favre
Smykkede Brud; hans Hierte slog af ængstende Vellyst.
Hastelig sank hun nu til hans Barm med kiærlige Favntag,
Og de Elskendes Siæle berustes af Himmelens Glæder,
Og i et langt og bævende Kys de smeltede sammen.
Endelig sagde Luise, den favre Möe, til sin Elsker:
Men du holder dog af mig; min Brudgom! Klæder den Pynt mig
Er jeg ogsaa ret smuk? — Amalia fristed’ mig til det.
Og med hiertelig Stemme begyndte den elskende Brudgom:
Deilig er min Luise, og blid, som en Engel fra Himlen,
See ej saa smægtende paa mig, du Yndige! eller jeg kysser
Disse Öine til, der fortrylle sad ganske mit Hierte
O du min, og for evig! kun nogle Timer og evig
Er vi foreente, og af den redeligste blandt Fædre
Ere vi signede og af den redeligste blandt Mödre.
Men kom dog ned med da söde Brid; thi din elskede Fader
Sig dog maae glæde, og Moderlild glædes, at du er saa deilig.
Saaledes Ynglingen talte, og hvad forestod ham, ei aned,
Hurtig tog hende ved Armen; og bortförte, mens hun forgiæves
Bad om Amalias Hielp, med blideste Magt ud af Stuen.
Da det lystige Tog ned af Trapperne tumled’
Spögende, ilte Mama af Köknet, at see hvad det gieldte.
Heel forundret da raabte den gamle, forstandige Husmoer:
See mig engang de forviltrede Börn! de færdes og stöie,
Som, naar Fuglene vil, om Foraaret, samle til Rede.
Giv kun Taalmodighed lidt! end tidlig du slipper fra Krandsen
I Konehuen mit Barn, da sidder man rolig og ruger;
Gaae nu adstadig ind, Uartige, at sig din Fader
Og Grevinden kan glæde, hvor Datteren ikke er vakker
Under sin Hæderskrands! hende Brudgommen ærbar ledsage!
Hende svarte derpaa den rosenkindede Datter!
Skiænd paa Amalia, Moder! Forförersken, hun duer ikke!
Men nu dreiede Moderen Grebet af blinkende Messing,
Lod saa Börnene gaae foran; derpaa fulgte hun efter,
Pludselig ilte fra Elskerens Haand den blomstrende Pige,
Hoppede frem, og nu hun begge Armene slynged’
Fastom Faderens Hals, og kyssede ham, Munden og Kinden
Ogsaa Panden, og hvilte usigeligen bevæget
Sin taarevædede heede Kind paa den studsende Oldings.
Maallös trykkede han sin Datter til bankende Hierte
Og med Henrykkelsens stammende Lyd omsider han raabte:
Gud velsigne dig, min allerkiæreste Datter!
Han velsigne dig her paa Jorden og hisset i Himlen!
Jeg har været ung, er bleven gammel, og megen,
Megen Fryd har jeg smagt fra Gud, og mangefold Kummer
I afvexlende Liv, og Gud har jeg lovet for begge!
Gierne vil jeg nu lægge dette sölvgraae Hoved i Graven
Til mine Fædre, thi lykkelig er nu min elskede Datter!
Lykkelige siden hun veed, at Gud, som den kiærligste Fader,
Pleier sine Börn, os signer med Fryd og med Kummer.
Underlig röres mit Hierte; naar jeg betragter den unge
Pyntede Brud, der glad og huld og uskyldig, som Barnet,
Ved sin Brudgoms Haand begynder at vandre sin Bane:
Fattet at bære Alt samdrægtelig, hvad der kan möde,
Deeltagende at ophöie hans Glæder, formilde hans Sorger;
Og vil Gud, at borttörre den sidste Sveed af hans Pande!
Samme Ahnelser fyldte min Siæl; da jeg efter mit Bryllup
Förte min unge Kone her hiem; saa glad og alvorlig
Viste jeg hende vort Markeskiæl der henne Mosén,
Derpaa Kirketaarnet og Husene; derpaa vor Bolig,
Hvor der ventede os saa megen Medgang og Modgang!
Du, mit eneste Barn! — jeg mindes med Vemod de andre,
Naar mig min Kirkevei förer forbi den blomstrende Gravhöi!
Snart, min Eneste! snart skal du og drage den samme
Vei, den jeg kom; — ak! snart skal Datterens Kammer staae öde,
Pladsen ved Bordet tom. Forgiæves lytter jeg efter
Hendes fierne Stemme, og hendes kommende Fodtrin.
Naar du, Barn! og din Mand skal drage den Vei, o! da vil jeg
Hulkende see efter dig, og længe med hedeste Taarer;
Thi jeg er Menneske! Fader! og elsker min Datter af Hiertet
Af mit inderste Hierte, og inderlig kiær er jeg hende.
Men saa vil jeg tröstig oplöfte mit Hoved til Himlen,
Törre Graaden af, og med foldede Hænder Bönnen
Böie mig ydmyg for Gud, der, som den kiærligste Fader
Pleier sine Börn, os signer med Fryd og med Kummer.
Han, den Elskende, böd, at Mennesket skulde forlade
Fader og Moder, at Mand og Qvinde kunde forenes.
Gaae da i Fred, mit Barn! forglem din Slægt og din Faders
Huus, og drag herfra, med den unge Mand, der fra nu af
Er dig Fader og Moder; vær ham det frugtbare Vintræe
Om hans Huus, om Bordet staae Börn som Olieqviste!
Saa velsignes den Mand, som sætter sin Tillid til Herren.
Skiönhed henfalmer snart; men den gudfrygtige Qvinde
Bringer Priis og Held; thi hygger Herren ei Huset,
Er de Byggendes Arbeid forgiæves. Hvad synes dig Moder!
Skal jeg vie dem strax? — I Dag saa godt som i Morgen!
Saaledes Præsten, hoit Moderen græd med foldede Hænder
Höit græd ogsaa Luise, og skiulte mod Fad’ren sit Ansigt
Ogsaa Brudgommen græd; Amalia græd og sig vendte,
Selv hendes aldrende Moder ei længer nedtvang sin Taare
Tænkende paa den gode Gemal, og hvad hun har döiet.
Hulkende sagde tilsidst, den gamle forstandige Husmoer:
Ja i Guds velsignede Navn! ja vie dem kun Fader!
Langsomt reiste sig nu Guds værdige Præst af sit Sæde,
Bad den rödmende, skiælvende Brud at stille sig ved hans
Höire Side; og ved den Venstre den studsende Yngling.
Vendte sig derpaa til denne, og sagde med oplöftet Stemme:
Kiære Sön! jeg spörger Dem her for den Höiestes Aasyn:
Om De med velberaad Hu vælger til Hustru den Jomfrue,
Anna Luise Blom? — og lover De! at De bestandig,
Som en christelig Ægtemand bör, vil dele med hende
Livets Fryd og Sorg, som Gud beskikker det for Dem,
Og ei skilles fra hende, for Gud dem faderlig skiller?
Saaledes Oldingen: Ja! gav Ynglingen frydfuld til Giensvar.
Nu til den blomstrende Brud, der taareduggede Ansigt
Törred endnu, han vender, og spurgte med oplöftet Stemme,
Datter! jeg spörger og dig for Gud og denne Forsamling:
Om du med velberaad Hu til Ægtemand vælger dig Pastor
Christian Frederik Walter?, og lover du, at du bestandig,
Som en christelig Hustro bör, vil dele med Manden
Livets Fryd og Sorg, som Gud beskikker det for dem;
Og ei skilles fra ham, för Gud eder faderlig skiller,
Mellem de Salige eder igien at forene for evig?
Saa var Oldingens Ord, og ja svarte Jomfruen sagte.
Og den ærværdige Præst i Gröndal sagde fremdeles:
Giver hinanden Haand! — thi Troeskabs vexlede Ringe
I fra Trolovelsen af har alt i Kiærlighed baaret!
Lagde sin bævende Haand paa Pigens og Ynglingens Hænder,
Og til Slutning han sagde til dem med oplöftet Stemme:
Börn! som Ordets Tiener, jeg eder herved velsigner
Med albarmhiertige Guds de beste Velsignelser signer
Jeg Eders Ægtepagt! — Den himmelske Fader har eder
Sammenföiet, og eder kan intet Menneske skille.
Herren velsigne eder! — Sit Ansigt lade han lyse
Over eder i Naade; han löfte sit Aasyn og give
Eder sin Fred fra nu og indtil evig Tid! — Amen!
Saa han raabte, og tog den forbavsede Brud og vor Walter,
Begge paa eengang i Favn. Hans Hierte var oprört af Veemod.
Længe favned’ han dem, og tav; men Moderen fremtreen,
Og hun sagde til ham med inderlig Fölelses Stemme:
Fader! er det nu nok? nu jeg? de höre og mig til!
Hæftig hun favnede begge, og hun dern kyssed, paa Pande
Og paa Kind og Mund, og begyndte den skiönne Lykönskning:
Kiæreste Börn! i min Favn: Gud signe dig kiæreste Datter
Kiæreste Sön! Gud, Ægtestands Stifter jer signe!
Voxer og grönnes som Træet, der plantes ved Vandbækken! Bringer
Frugter til rette Tid! Gud skiænke Jer, hvad der kan være
Gavnligt for Jer! Tilfredshed og ydmyge Hierter i Medgang,
Tröst og Taalmod i Nöd, og Eenighed; alting forsödes
Ved endrægtige Sind, ved Husfred, og kostbare Helsen!
Tag mod hende, min Sön! — Det Barn har et vennehuldt Hierte.
Iiuu er min Öiesteen, er Föielighed og er Uskyld,
Har vist ingen bedrövet forsætlig; og hun er i Naade
Baade hos Gud og Mennesker! thi værer lyksalige begge
Elsker hinanden troe! indtil i roelige Ælde
Herren vil, at den eene den andens Öine skal lukke.
Saa hun taled’ og ledte sin unge, deilige Datter
I Uskyldigheds Rosenglands henrykte Brudgom at kysse.
Nu Grevinden stod frem; hun önsked af inderste Hierte
Brudeparret til Lykke, og den hulde Guddatter favned,
Glad kom og hendes Carl, og med ham hans kiærlige Lærer.
Men Amalia stod afsides ved Vindueskarmen,
Törrede Öiet og saae i Maanebeskinnende Egne
Stille og tankelös; nedtvang Sorgens frembrydende Gysen
Aandende dybt; da hopped Luise hen til sin Veninde,
Snappede hendes Haand, og sagde med smilende Trusel:
Kom dog, og önsk mig til Lykke, Amalia! du dig vel skammer
At du belisted mig saa! — Det skal du betale mig, bie kun!
Saa hun taled’, og nu Amalia loe uophörlig,
Skiöndt med Taarer i Öiet. Da loe og Pigen med Krandsen.
Leende favnedes de, og hvilte saa op til hinanden.
Og den ærværdige Præst i Gröndal begyndte saaledes:
Faaer I snart afleet engang, Amalia og du Luise?
Skiönne Pigemaneer at lee og græde paa eengang,
Ret som April Maaneds Soel! — Den Vielse tykkes Jer vist nok
Underligt om. Du stakkels Luise! det tænkte du neppe,
Da du pyntede dig. Spög aldrig mere med Krandsen!
Rigtig er du nu viet. Om Bispen vilde befrie dig,
Fra det Baand, som holder dig fast; saa vilde jeg svare:
Kiære Hr. Biskop! jeg er, som det og bör mig at være,
Deres Höjærværdigheds lydigst ærbödigste Tiener;
Men jeg tager mig dog den Frihed at paastaae, at efter
Mine ringe Tanker er Vielsen rigtig og gyldig.
Saa han talte; derpaa begyndte den gode Grevinde:
Kort og fyndig var Vielsen, ingen Kyndig den aster,
Bryllupsgildet hos os bliver törre Andendagsmaaltid!
Men nu Brudgommen tog sin bestyrtede smilende glade
Brud ved Haanden, og gik til hendes Fader, og sagde:
Gamle, gode Papa! — see Börnene komme end eengang.
Vi uartige glemte at takke for Vielsen, Fader!
Som os aabnede Himlen paa Jorden; nu er vi forvirred,
Ret som den Drömmende, der med Englevinger til Himlen,
Flyver, eller omsider seer langvarigt Önske opfyldes,
Fuld af ængstelig Attraae, med dunkel Frygt for at vaagne.
Men til glade Skuen vi vaagne; saa være vor Lykke!
Som den kiærligste Faders, og som den kiærligste Moders!
Begge slynged’ sig nu om den ædle Olding, og fyldte
Faderens Siæl med Veemod og Fryd. Men Bruden ham klapped’
Sagte paa Kinden, og sagde med barnlig smigrende Stemme:
Fader! du slemme Fader! at skræmme saaledes din Datter,
Er det ret? — jeg kommer i al Uskyldighed til dig,
Og jeg venter mig nu intet mindre i Verden end Bryllup
Men med eet er du hæftig; og inden jeg seer mig om, er jeg
Viet; jeg mærker, at du er ikke at spöge med, Fader!
Ud af Stuen nu gik den gamle forstandige Husmoer,
Tog den fineste Dækning af Skabet, og saae da paa Uhret,
Ilede saa til Köknet og sagde til gamle Kathrine:
Dæk nu Bordet, Kathrine! saa passer nok Hedevig Maden.
See mig engang, hvor pyntet er ikke vores Kathrine
Og min ærlige Hans! og Hedevig! som det var Söndag!
Hvor de da ikke i Morgen til Bryllupsdandsen vil pyntes:
Tag mig Panden först deroppe paa Hylden og Smörret,
At jeg kan smelte det med Sennepen. Geden har nok nu.
Skyl og de pæne Glas, der klinge saa skiönt, og vor Faders
Store Römert, der brummer som Klokken i Taarnet derhenne.
Gaae saa ind i Kamret, og hent en Skaal fuld af oplagt
Mælk, og kom Sukker derpaa. Grevinden spiser det gierne.
Har du husket Kaneel til Æblegröden at stöde.
Det var vel, at den Hare hang i Kielderen. Tænk dog!
Paa en Aften, som denne, at nöies med Fisk og med Fugle;
Og, jeg skammer mig næsten derved, med stegte Kartofler.
Hans! vend Stegen rask!- I Aften holde vi Bryllup.
Som en Mand, derom Aftnen gaaer hiem fra Marken i Tanker,
Glad ved sit Dagværk, og seer med Glæde paa Solen, der daler,
Skrækkes glad, naar hans Viv fra Hæssel-Busken ved Stien
Springer pludselig frem med sine lystige Glutter;
Saa forskrækkedes Hans, da han pludselig hörte, den Jomfrue,
Han saa ofte gynged’ paa Armen, havde nu Bryllup.
Hurtig vendte han Spiddet og sagde med glædeligt Udraab:
Men hvad siger Madamen? Er lille Luise nu viet
Viet oppe i Stuen? det drömte jeg sandelig mindst om!
Da de tumlede ned med hende; saa tænkte jeg Tosse
I min Eenfoldighed: Ja Ungdommen fiaser en Smule.
Lammet jo hopper paa Engen, og Föllet stamper og springer;
Men hvordan klæder den Bryllupsklædning og Brudestads hende?
Saa sagde Hans, og Mama til Hedvig smilende sagde:
See, hvor hun gaber, og spiler de Öine op af Forundring!
Er du saa nysgierrig, nu saa lad kuns Glassene bie,
Bring Tallerknerne ind, og sig det til gamle Kathrine
Sagte, og spörg saa Bruden, om hun vil komme lidt ud med.
Saa befalede Moder. Hedevig hörte det gierne.
Bar Tallerknerne ind, og hvisked sin Medtienerinde
Sagte, hvad der var skeet, og sagde saa sagte til Bruden:
Jomfrue! Mama lod bede, om de vil komme lidt ud med.
Og nu Bruden gik strax med Hedvig og gamle Kathrine,
Ud i Köknet, og her, ved Ildens spillende Lue,
Lod hun sin skiönne Gestalt fra Hoved til Födder beundre,
Under Haandslag og Roes og Tak til Önskerne smilte.
Saa löd ærlige Hanses velmeente kraftfulde Önske:
Jomfrue! Gud give hende al Lykke, som det var for evig.
Fylde i Lade og Loe, og Træerne fulde af Frugter,
Korn saa höit og saa tæt med tungt nedhængende Ax, og
Triveligt Qvæg i sin Stald, og frisk opvoxende Ungqvæg,
Saa hver der gaaer forbi, det skuer med Lyst og Forundring;
Men for alting en Reede rödmussede vælige Glutter,
Ret som ælted af Deig, og altid en Lille i Vuggen!
Nu til sin kiære Moder Luise sig vendte og sagde:
Moder! glem du det ei! min gode Hans, og de Piger
Glæde sig ogsaa til Gildet og klinke der med, det forstaaer sig
Paa den vakkere Bruds saavelsom og Brudgommens Sundhed.
Venlig svarede hende den gamle, forstandige Husmoer:
Sörg kun ikke for Ægget, min Datter, för Hönen har lagt det!
Ivrig vendte sig nu den ærlige Hans til Luise:
Ja fornöie os skal vi, og klinke sammen, og drikke
Jublende drikke den vakkere Bruds og Brudgommens Sundhed,
Og til vore Heste skal Krybben fyldes med Havre,
Og vore Kiöer skal æde sig mætte i utorskne Neger,
Og Pakan skal faae sin Bekomst af Æde og Drikke;
At paa vor Jomfrues Hædersdag sig alle maae fryde.
Venlig gav ham da den skiönne Luise til Giensvar:
Hansemand giv mig din Haand! du er min ærlige Gamle!
Saa hun talte bevæget, da slog Hans det kladskende Haandslag
Og omslynged trohiertig den fine Haand, og begyndte:
Jomfrue! jeg er en ligefrem Karl, og kan ingen Manerer!
Men med Glæde jeg löb til Verdens Ende for hende
Giennem Ild og Vand. Gud lönne al hendes Godhed.
Mens han talede saa; da traadde vor Brudgom, der sögte
Bruden, i Kiökkendören, og sagde med skrömtede Vrede:
Hvad har Hans at bestille med Jomfruen? Nu det var vakkert!
Hans er det Ret, med Smidsken og Haandtryk og Kiertegn at söge
At bedaare min Brud, da vi nu nylig er’ viede?
Derpaa svarede ham den gamle forstandige Huusmoer:
Har De aldrig hört, Hr. Brudgom? at naar et Mandfolk
Vil see til i Köknet? saa binder man Forklædet for ham?
Hurtig ind med Pigen! Hun bringer mig Hans saa i Oprör,
At han ikke vender min Hare saa jevnt, som han skulde.
Men dæk du nu Bordet, og spaae dig, kiære Kathrine?
Saa befalede Moder, og Sönnen hörte det gierne,
Tog sin Brud, og för han gik ind, han kyssede hende.
Hurtig fulgte Kathrine, og Bordtöiet havde hun med sig,
Dækkede Bordet, og ordnede Glas og den liflige Spise.
Da nu alt var færdigt, kom Moderen ind fra sit Kökken,
Röd i sit Ansigt af Ilden, og kaldte til Bords, da hun sagde:
Vigtig er Samtalen vel, Faerlille! men jeg maae forstyrre?
Tin alt Fiskene vente, og mine Bryllupskartofler,
Frem af Krogen Luise, Amalia! alletid sladdre
Alletid lee, ret som Smaabörn! ifald De behager!
Saa hun talte; nu læste Præsten med lydelig Stemme,
Kortelig; alle nu kom, og satte sig til Bordet som Moder
Med eftertænkende Aand anordnede det. Under Speilet
Sad vor Brudgom paa venstre Haand af Bruden, og hos ham
Sad den gode Grevinde, ved siden af hende vor Olding.
Men paa Brudens höire Haand tog Amalia Sæde.
Hun ei veeg fra Veninden; thi snart det stunded’ til Afskeed.
Og Amalias Naboe blev, efter Morlilles Begiæring,
Carls oprigtige Lærer. Hos ham hun klogelig valgte,
(Thi hun lagde for) sin Plads ved Siden af Skiænken,
Prydet med liflig Frugt, og den röde Bolle med Biskop,
Og den glade Carl höitidelig sad tæt ved Fader
Som hans kiælende Barn, og hos omhyggelig Moder,
Nu i behagelig Roe de giorde sig alle tilgode
Om det glimrende Bord, og drak den herlige Biskop;
Snakkede meget, og smilede tidt ad Brud og ad Brudgom.
Og i Borgstuen sad imidlertid og hos hinanden
Hans og den gamle Kathrine og Hedevig glade ved Maaltid
Og ved Samtalen der, og holdte den venlige Jomfrues
Ak den smukke Luises Bryllup; Thi hun vilde altid
Nævnes ved Navn ligefrem i ædel Beskedenhed hædret;
Ogsaa Brudgommens Dyder, den velærværdige Præstes
Rostes der, der gav saa gierne Foræringer bort, og der præked
Saa opbyggelig, at hans Röst löd klarlig i Krogen
Til dem havde i Hast vor Moder ladt sin Steeg fra i Middags;
Varme i Panden, og kryde med kraftige Lög-Saus;
Og tilladt dem at nyde den Mad, som Kathrine bar ud fra
Bryllupsbordet, og af det höitskummende Helligdagsöl til
Endnu sparet fra Hösten, og lokkende Flaske med Biskop.
Skiælvende spiste og drak vor Hans, thi hans Hierte var opfyldt
Af urolig Fryd, og snart han kunde ei mere.
Hastig forlod han Bordet, og skiulte sit Hoved med varme
Stribede Hue, og nu han tog fra Krogen sin Lygte,
Af det giennemsigtige Horn; den brugtes om Aftnen,
Naar han tarsk, og Hakkelse skar, og gav Hestene Foder.
Denne tog han af Sömmet, og i dens Pibe han stak en
Brændende Stumpe Lys, og lukkede Dören paa Lygten.
Nu den ærlige, gamle Kathrine vendte sig til ham :
Hvi saa hastig Hans (du seer jo saa vild ud af Öiet,
Kom dog hid og drik paa Brudefolkenes Sundhed!
Saa hun rakte ham Glasset, og klinkende önskede alle
Over det unge Par Guds rige Velsignelsers Fylde.
Og den ærlige Hans sin Selskabssöster nu svared’:
Spiser jer mætte Kathrine og Hedvig, den spækkede Kölle;
Kan I beholde af Haren, jeg har min Bekomst, men I kunde
Giemme lidt Biskop; den Drik er sund og smager saa liflig.
Jeg vil hen til Smeden og höre hvor længe den Nöler
Sveitser paa det Luntstik-Söm, jeg tabte forleden.
Veien er lang og knudret; man kan nok trænge til Lygte;
Helst i Mörke; de Brolæggerfolk har rodet den fælt op,
Fra Forvalterens Gaard og lige til Kroen derhenne.
Maanen har pakket sig nylig. Saavidt jeg husker; saa har vi
Förste Qvarteer; jeg saae i Almanakken i Forgaars,
Saa bar Hanses Ord, men andet laae ham i Tanker;
Thi han vilde hente en Bryllupsmusik; for at hædre
Jomfruen, som han havde saa ofte hvistet paa Armen.
Og han gik ud og stöttede sig paa knortede Tornkiep.
Lyset fra Organistens Huus ham skinned i möde,
Og han hörte det kiække Skrald af Trompeter og Valdhorn,
Fiolinernes klare Lyd : og den buldrende Basse.
Hin nu pröved ved Nodestol tunge Dands og Sonater,
Til en Höitidsmusik vor Præst og hant Datter til Ære;
Han og hans flinke Sön, nys kommen fra fremmede Lande,
Kun til Besög, thi i Schultzes Kammerkapel var han ansat.
Ogsaa Byens betænksomme Hyre, han seneste Vinter,
Havde oplært selv, og som han brugte til Medhielp
Ved en Kirkemusik, og stundom ved hæderligt Gilde;
Ogsaa Skytten med tre musikforstandige Sönner;
Föd i Thyringer Land, hvor hver en Bonde kan spille.
Og tilsidst hans Ven, den gamle graahærdede Væver,
Der naar det giordes behov, ham gierne hialp med sin Brumbas,
Ungdomsglad ved Musik, og taktfast og kraftfuld af Ströget.
Frydfuld buldrede Hans paa Dören. Den aabnedes for ham,
Og han ilede ind, og nikkede, vinkede, raabte:
Holder dog op, godt Folk I med jeres Trompeten og Piben!
Pakker sammen! vor Jomfrue er nylig viet og vort Herskab,
Spiser i Aften hos os med Brudeparret. Men hör nu!
Hvad om I spillede dem et lystigt Stykke ved Bordet?
Gilde uden Musik er som en knebellös Klokke,
Saa han taled og med Forundring holdt Mændene inde
Dog de betænkte hans Raad, og samtykked, reiste sig hurtig,
Ilte afsted med Instrument og Nodebog under Armen,
Og ledsagede Hans, som strax tilböd sig at bære
Bassen for den Gamle og viste dem Vei med sin Lygte.
Hine imens i behagelig Roe sig giorde tilgode;
Om det glimrende Bord og drak den herlige Biskop,
Snakkede meget, og smilede tidt ad Brud og ad Brudgom.
Nu i glade Kreds begyndte den gode Grevinde:
See, hvor den lille Luise nu atter sidder i Tanker!
Er du bedrövet, min Datter! over, den hæslige Fader
För saa pludselig tog dig Krandsen af Hovedet, den du
Som en Rosenbrud altid har baaren med Anstand,
Eller maaskee er det Sövn, der trykker dig Öinene sammen?
Skam dig! en tænkende Brud maae holde sig vaagen og munter,
Om der dands’des endog til den lyse Dag, og Musiken
Dyssede hendes Siæl i mildt bedövende Slummer.
Slemme Papa! vi fik jo ingen Musik til vor Datters
Bryllup; til Koner tilsidst i Enden af Dandsen bortrane
Bruden, og under lydelig Latter bortföre hende
I ubekrandsede Stue, dog tröst dig stakkels Luise
Du skal til Eftergilde i Morgen blandt pyntede Skare,
Prydelig som en nygivt Viv, endskiöndt med beskednere Hue,
Da skal Fiolen gaae foran lystig med Trompet og Valdhorn.
Og den ærværdige Præst i Gröndal svarede derpaa:
Vist nok var det slemt, at holde sin Datterlils Bryllup
Uden Sang og Klang. Musik er Maaltidets Krone.
Tryllende dæmper Musik Anfægtninger, selv af den Onde,
Kiedsomhed, Sladder, Bagtalelse, plagende Trang med;
Frydefuldt stemmer den Hiertet og hæver til modige Dyder
Nu daj lad Glassene fyldes! Ved deres herlige Sölvklang
Rask til Klaveret Amalia! kommer saa han her til Vaaren
Giv ham Luise, mit Barn! det betingede Kys og endnu eet!
Saa talte fyrige Olding, og Moderen Glassene fyldte
Rundt for dem alle; selv Bruden og hendes Amalia rakte
Glassene kun at faae lidet. Nu glade, de Sangen begyndte
Under Klaverets Lyd, dog ved Sangens jublende Slutning
Taug dets Toner; Amalia klinkede med til Lykönskning :
Den Mand er ene lykkelig;
Som fundet har en vakker Kone.
Paa Livets sande Glæder riig,
Han önsker ikke Kongers Krone.
I Raad og Daad hun sviger ej;
Beströer med Roser al hans Vej.
Hun tragter kun, hvordan hun kan
Sin Dont paa bedste Maade lave.
Hun spinder, syer om sin Mand,
Bestyrer Kokken, Stue, Have.
Til Qvindesysler er hun snild;
Og stedse flink, og stedse mild.
Hun veed, hvad hendes Mand har kiær,
Og för hun faaer det, hun ej hviler.
Naar han endog bedrövet er,
Hun al hans Sorrig snart bortsmiler.
Hvor kan han længe være gram,
Naar Lillemoer omfavner ham?
Endog usmykket er hun net;
Hun reent og pænt sig stedse klæder.
I Adfærd er han slet og ret;
Thi Stads og Fias kun lidet glæder.
Hun kysser Fader vennehuld;
Og det er mere værdt, end Guld.
Naar Hviletimen nærmer sig,
Er Sengen redt, som Faer kan lide,
Han ligger blödt og magelig,
Hun smutter ned ved Faders Side,
Og spörger sagte: Sover du?
Og giver ham et Kys endnu.
Naar Stormen raser grum og vild,
Og fælt i höie Skorsteen bruser;
Naar Tordendrön og Lynets Ild,
Og Hagel giennem Luften suser;
Da hviler Fader tryg og varm
Ved Lillemoers den blöde Barm.
I Modgang er hun from og blid,
Hun aldrig uden Aarsag vranter,
Og kommer der endog en Tid,
Da Lillemoer imellem skranter;
Saa tyer Kun til Faders Barm,
Og glemmer Byrden i hans Arm.
Men hun er atter glad og froe,
Naar favre Glut ved Brystet hviler.
Hun kiælent nynner ham i Roe,
Og Fader ad dem begge smiler.
Og frydes ved det söde Noer,
Der ligner ham og Lillemoer.
I föle froe hinandens Værd!
O! hvad kan Eders Glæde ligne?
Alfader signe Eder her!
I Himmelen han Eder signe!
Nu klinker, Venner! Bryder ud :
Da i Sangen nu Glassene löd’ med liflige Samklang;
Hörtes udenfor Vindvet de gennemtrængende Toner
Af Fiol og Trompet og Valdhorn og brummende Basse,
Hæftig og dondrende, ret som braged nedslaaende Torden
Ud af Skyen, som bruste Orkan mellem splintrede Graner,
Klingred’ det drönend’ i Stuen; og surrende gienlöd Klaveret.
Alle istemmede nu et Frydeskrig, klinkede atter;
Höiest klinked’ vor Olding med sin den brummende Römert.
Han, den ærværdige Præst i Gröndal, raabte nu henrykt:
Ja, Gud signe jer, Börn i Evighed! Det var et velmeent,
Kraftigt Önske, der löd nok saa stolt, som Brag af Kanoners
Jubelklang, lige ned til den yderste Ende af Byen.
Vist nok et Indfald af Hans! — ingen anden; saadanne Paafund
Har han sin Lyst af, den Skalk! min Datter! bank du paa Vindvet,
Beed dem komme herind! — de er’ os meget velkomne.
Saa han talte, og frydfuld rosenkindede Pige
Iilte, og bankede stærkt paa Vindvet, og Mændene standsed’
Midt i Takten og lytted’, da hun saa venlig dem indböd:
Tak for den skiönne Musik! I kom ret, som I var kaldet
Til Lykönskning; men tænker paa Aftenluft i October
Skarp er Vinden derude; det er ei godt for den Gamle,
Kommer indenfor! Værer os meget velkomne.
Saa Luisa med Ynde, og hine anstod, hvad hun sagde;
Priisende skiönne Ansigt, melodiske Röst og den Anstand,
Gik de hiertelig froe, og priste Brudgommens Lykke.
Mangen nu talede saa af den tonekyndige Skare:
Ret en Engel af Kone, hvor rank og smidig, hvor blomstrer
Hun under Krandsen; det Smiil forynger graahærdet Ælde.
Atter sagde en anden af tonekyndige Skare,
Lad een nu sige, at Sang ei til Harmonika klinger!
Hörtes den Stemme paa Scenen, hun tryllede alting i Oprör!
Saaledes talede hine, og dermed om Huset til Dören:
Ilede ind og hilste med megen Bukken og Skraben,
Önskende Brudeparret Velsignelse, Hæder og Lykke.
Efter dem fulgte Hans og slæbte möysomt paa Bassen,
Listig med undertrykt Latter, dog sagde alvorlig vor Fader
Hans, du forarger mig vistnok min Menighed. Fuld af For undring
Löbe nu Store og Smaae ud af Husene, undres og spörge:
Hvad er det for en Stöi? — Vor Præst er vel aldrig saa verdslig,
At han förer sin Datter til Sengs med Fiol og Trompeter;
Aftenen för hun har Bryllup? Hvor vil de færdes i Morgen!
Naar de Bruden i Krands med Musik til Vielsen före
Dog, du meente det godt; jeg takker dig. Bring nu kun hurtig
Glas og Vin paa Bordet! Min Kone; tænker jeg, skaffer
Vore Giæster en magelig Plads i Krogen derhenne.
Saa han taled’, men Hans tav stille, og smilte saa skamfuld.
Han gik ud og bestilte. Kathrine bragte det hurtig
Peberkager dertil og Pebernöd paa Tallerken,
Söde, spröde, og krydrede til uventede Giæster.
End kom Modren ihu sin Foræring fra nylige Bryllup,
Ilede ud af Stuen, og bragte et stort Stykke Bagværk,
Der i Byen de kaldte Bagværket Helligdagskringler,
Moderen skiænkede rundt og nödte Giæsterne venlig:
Tager til Takke i Aften, som gode Venner, Börnlille!
Thi i Dag er det ret hos os Forstyrrelsens Aften,
Vor Grevinde giver et Bryllups-Gilde i Morgen.
Men Grevinden sagde nu til den tonekyndige Skare:
Börn! det var ret brav, I vakkre Mennesker tænkte.
Paa at oplive ved ædle Musik vor Jomfrues Bryllup,
Hvorvel det kom lidt uforberedet paa her i Aften!
Det vilde ei være ret og billigt, ifald vi ei havde
Under Sang og Klang en saadan Krands fulgt til Jorden.
Bruden, min Guddatter, er saa tugtig og ærbar som nogen,
Og vel Brudgommen ogsaa, saavidt jeg kiender ham. Naar I
Bringer dem til mig i Morgen, saa vil jeg haabe, Börnlille!
At I spille een af de allerudsögteste Marscher.
Ivrig svarede Chorets tonekyndige Mester,
Hun ej trænger til Roes; Frue Grevinde! vi kiænde jo hende!
Vor Veninde at hædre! efter vor Evne, det styrker,
Letter Aanden for trangbrystet Olding, giör smidige Fingre.
Men nu sagde vor Præst til den graahærdede Væver:
Fader! I har dog vel Intet mod dette Bryllup at sige?
Nu er det for silde; jeg gav et Par Gange Agt paa,
Naar jeg lyste Luise af Prækestolen hvordan I
Zittrende Hænder, det löd som I holdt en Deel af min Datter.
Derpaa svarede ham den Gamle med skinnende Sölvhaar:
Faer! jeg bar med Skam mit graae Haar, dersom mit Hierte
Hende, som er saa dydig og saa gudfrygtig, saa venlig!
Spörg hver Siel her i Byen! I skal forundre Jer over,
Hvad de alt har at fortælle om lille Jomfrue Luise.
Med de Sörgende sörger hun, og er glad med de Glade,
Hungrige mætter hun, og varmer og klæder den Nögne,
Fattige fa’erlöse Börn hun forsörger og holder i Skole;
Över Piger i Haandarbeid, og ved sin Omgang, i Sæder;
Og hun besöger de Syge, og tröster og pleier dem kiærlig.
Flittig söger hun op den Arme, som sukker i Löndom,
Og ham hielper, saa ingen veed, hvorfra det er kommet.
Neppe veed hun det selv; og naar hun har fuldbragt en Gierning,
Som Guds Engle maae glæde sig ved, saa mærker man hende
Ikke det ringeste af. Man seer kun den lystige Pige.
Han, som lönner alt Godt, han lönner hende tilvise!
Hendes kiærlige Mand er en christelig Husbond, der sikkert
Hende omgaaes med Forstand, aldrig bitter og ingentid myndig,
Enig af Hierte og Aand. I Morgen faaer I nok at vide
Om her i Byen vi hue det Bryllup; tag os det ei ilde,
Ier har vi inderlig kiær; men ikke mindre Ier Datter.
Saa den Gamle; i graanende Öiebrun bæved en Taare;
Han tog alvorlig sit Glas og tömte. Men Jomfruen lod, som
Hun ei hörte det, med bortvendt rödmende Ansigt
Sagde lidt Spög til Amalia; derpaa hun loe höit.
Da nu vor Organist og hans Selskab havde sig qvæget,
Deelte han Stemmerne om; og paa eengang flöde harmonisk
Liflige Strænge-Toner blandt vellystaandende Flöiters
Söde Sang, og Lyden af blidt indfaldende Valdhorn.
Som i blomstrende Maj naar Aftnen er klar og er lummer,
Ud paa Natten de Mænd og Qvinder i Husenes Dörre
Lytte, naar fra Skoven de Valdhorns Tvillinge-Toner
Svæve blandt Nattergals Slag og Fröernes Qvækken i Maanskin
Nær og fiærn til dem, saa Bögskoven sagtelig svarer.
Saa fortryllende löd’ de liflig dæmpede Valdhorn,
Blæste af Skyttens to musikforstandige Sönner.
Derpaa hörtes Hoboens Lyd, som Sangernes Stemme,
Med alvorlig Fagot, omjublet af brusende Strænge.
Eene reiste sig derpaa Organistens berömte
Vidtbereiste Sön; som Manheim, Vien og Venedig
Havde besögt, og nu stod ved Schulziske Kammerkapelle,
Han aflokkede blidt Cremona-Gigen melodisk
Raslende Sölvlyd, derpaa slog paa Claveer Generalbas
Carls trohierlige Lærer, og taus Forsamlingen lytted,
Og Konstbrödrene, selv, hvor klare, hvor runde hans Toner
Rullede under hans Bue, hvor fulde af smigrende Veemod.
Alle Klangens Maader her kappedes, een med den anden;
Bugtet, fra dybe Ström, udflöd den levende Vellyd.
Tordnende snart, som naar Havbreddens Brænding i Storm af Orcanen
Bruser höit, og Knagen af knusede Skib og af Folkets
Jamrende Angestskrig fiernt hendöer i rædsomme Bulder.
Snart den flöd som en Bæk, der over glattede Flintsteen,
Rinder blandt Blomster og Græs i kölige Lund, hvor Hyrdinden
Gierne hviler, og lytter i yndige Dröm til dens Raslen.
Men til Chorets Mester vor Præst sig vendte, og sagde:
Bravo, Hr. Organist, vi holde end stivt ved den gamle
Kiernemusik; og höre kun Hiertets Sprog i Musiken;
Höre en ædel, fölende Siæl, der, af Mangel paa Ord, snart
Med sin klare Sang, og med efterlignende Toner
Priser Gud i den skiönne Natur, snart yttrer sin Elskov,
Fryder sig; klager, skrækkes, fortvivler og hævder sig atter.
Hiertets Sprog forstaaer og enhver, som har Kraft til at föle;
Herrens Röst, som Torden og Storm, og som vaarlige Susen,
Og som Dyrets mangfoldige Lyd, den befalende Löves
Magtraab i Örken, og som de höit opstigende Örnes,
Eller som moderlig Tone af venlige Koe, og af Faaret,
Elskende Duers Kurren, og Klukhonens lokkende Smigren,
Og som Stemmer fra Gud lyder den uforanderlig evig,
Eens for alle Lande og Tider, ikke som Pyntens
Egensind, som vi beundre i Dag og afskye i Morgen,
Eller den falske Musik, som lystrer det yppige Lune,
Sandseslös brummer og gögler i Kalvetoner og Krumspring.
Men skiöndt Fölelsen taler saa höit i Stemme og Toner,
Röres vort Hierte dog end stærkere, naar vi fornemme
Menneskets eget fortrolige Sprog, naar Ordene lyde.
Spil mig da nu en Sang, til Forandring, enten af Händel,
Reichardt, Gluck og Emanuel Bach, og vor herlige Mester
Schulz, som Luther selv vist qvædede efter paa Orglet.
Saa vor Olding böd, og villig fulgte de Andre.
Men först reiste sig den gamle forstandige Husmoer.
Og hun böied’ sit Hoved til Datterens blomstrende Kind, og
Hviskede hende i Öret, dog saa at de Andre det hörte:
Syng dig ikke for heed, min Datter! alting med Maade
Siger jeg stedse forgiæves især ved de schulsiske Sange.
Brænder ei alt dit kiære Ansigt mig som en Glöd her paa Kinden!
Alt for fyrige Pige, din Nattero kunde det spilde!
Saa er i Morgen dit Öie forvaaget og Spotterne skoggre!
Nu vil jeg pynte dig Brudesengen, er jeg nu artig?
Og den blufærdige Datter da svared’ med sagtere Stemme:
Moder! — slog Öinene ned, og vendte sit yndige Ansigt,
Ildröd, og de loe ad den hulde rödmende Pige,
Alle, og Moderen med, i Lön drilled’ Brudgommen hende.
Smilende Moderen gik, og sagde til gamle Katrine :
Lad de Tallerkener staae, dem optoer nok Hedevig ene
Kom du kiære Kathrine og lys mig, har du forsynet
Katten og gamle Pakan overflödig fra Bordet; han knurrer
Og tuder i Skuret saa ilde? Han lider nok ikke Musiken.
Kom og hielp mig at giöre min Datters Brudeseng tilrette.
Og strax fulgte Kathrine med Hængestagen i Haanden.
Nu af Skabet fremtog den gamle, forstandige Huusmoer
Fine Lagen og Vaar, af Manglingen glatte og hvide
Som en Snee, og sögte dem ud eftertænksom med Smaasnak;
Vandred’ saa op ad Trappen til det mörke Kammer med Boeskab,
Som under Navn af Pulterkammer der er navnkundig;
Valgte blandt Nögleknippet der hængte paa hendes Side,
Saae sig for, lukked op, og gik til den Eegetræes Kiste,
Der, en Familiearv, med gammeldags Arbeid udskaaret
Brammed’, rummelig stor, paa Laasen var Jacob afbildet,
Der omfavnede Rachel, Hyrdinden; Siden af Brönden
Stod et Lam paa en Steen; sig Hiordene flokked’ at drikke.
Denne aabnede hun, og Sengeklæderne fremtog,
Som der giemtes til Bruden; det lette Tæppe og Puder,
Som af Edderdun hævede sig. Men gamle Kathrine
Rakte hende Lyset, og vims var de svolmende Klæder
Hen til Brudens Kammer, og lysende fulgte Morlille.
Da nu Brudesengen var reed saa blöd og saa ziirlig,
I den Thronseng med höie og stoltelig buede Himmel,
Og to Hovedpuder fortrolig var parrede sammen
Bragte Mama til vor Brudgom en stadselig Slaaprok af mörkrödt,
Fiint Kattun, beprydet med smukke, spraglede Blomster,
Bragte til hver et Par Töfler, som glindsede skiönt, af det grönne
Saffian, og satte dem hos hinanden for Sengen;
Bragte det fine Nattöi, og Brudetræien med röde
Taftes Baand, og en Hue af fine Battist, som saa herlig
Prydedes oventil med röde Slöife om Qvasten,
Ret paa Oldtids Viis; og Moderen loe saa fornöiet.
Da nu Alt var færdigt, de ilede bort vor Kathrine
Gik igien til sit Arbeid, og Moderen ind til sit Selskab.
Smilende sögte bun strax til Brudgommen, som ved Claveret
Syngende stod med sin Brud og Amalia. Sagte hun klapped.
Med sin Haand paa hans Skulder, og sagde med hviskende Stemme:
Naar min Sön nu behager; thi Brudesengen er færdig.
Ei fortröd vor Brudgom derpaa, men bævende, maallös
Trykked’ han hendes Haand, og de kyssed’ hinanden af Hiertet.
Men den gode Grevinde nu sagde til Præsten i Gröndal:
Fader! de holde Raad om Datteren. Lille Luise!
Smut mig ikke bort! först neier man rundtom, og önsker
En god rolig Nat! — Bliv ikke saa röd og saa bange.
Hold kun fast paa hende, Amalia! viid, at i Morgen
Hörer hun til os, som Præstekone i Lundbye.
Da bliver hverken leet eller hoppet, da gaaer man ærbart!
Da bestiller man Vuggen, da synger man Bisselelulle!
See, hvor skiælmsk hun smiler, den Brud! Du trodser vel ikke,
Fordi Klokken er slaaet tolv, og Vognen er kommen?
Og den ærværdige Præst i Gröndal svarede derpaa:
Lad os klinke i Hast paa Brudens og Brudgommens Sundhed,
Under fuld Musik, at Brudeparret skal ikke,
Blive plaget i Nat af Spögelser eller Asmodi,
Og til en Side han vinked’ vor Brudgom. Denne forstod ham.
Men da Glassene rundt omkring i liflige Samklang
Klingede, og i Klangen Lykönskningen löd med Triumphlyd,
Og da Gige, Trompet og Valdhorn og brummende Basse
Giennembröd med bedövende Skrald; da iilte vor Brudgom
Midt i denne buldrende Larm ud af Dören med Bruden.
Efter de Flygtende löd’ nu Fryderaab, Latter og Haandklap.