Ja Daarlighed har mange, mange Biælder,
Dens Fiærbusk brammer stolt med alle Farver,
Dog hver en Alder elsker hver sin Klang,
Hver Stand, hvert Kiön en egen Fiær har valgt sig.
Kun denne ene Biældes hule Klang
Som Stormklokken lyder höit for alle;
Matronen, og det unge Menneske
Og Jomfruen, og Manden, og den Gamle,
Alt samler sig om denne ene Fane,
Og jager blindt hen efter tomme Haab,
Forfulgt af Armod, Frygt, og Had og Skiendsel!
Hvor glimrer hist den stærkt oplyste Sal!
Hvor fuldt! hvor tyst! som naar paa Skuepladsen
Hiin Fader raaber: „Jo, min Datter! Jo!”
Og stöder Dolken i sin Datters Bryst.
Jeg næsten lister mig umærket frem
Igiennem lange Rader grönne Borde.
Her mærktes ei engang en Tyv i Lyset,
För Damens Hovedpynt i Lue stod,
En gunstig Tidspunct for den anden Tyv,
Som hurtig slængte Kortene tilsammen.
Hvad Udyr stönner her paa venstre Side?
En tandlös Qvinde, alt paa Gravens Bredde,
Som hendes Grav hun kalket er med Sminke;
I falske Haar Rubin og Demant glimrer,
Liig Vaabenet, som hendes Grav skal pryde.
Med visnet Haand hun griber efter Guldet,
Mens Krampen trækker alle hendes Fingre.
Paa höire Haand jeg seer en Præsident
Dybsindig veier han et Pro og Contra;
Hans Siel nu svæver mellem Pique og Tref,
Man ubestukket ei saa hastig vælger.
Med leiet Smiil Lucinde spiller hist
De röde Hierter ud til hendes Yndling,
Han veed at leve, han tilkiöber sig
En lönlig Fryd, som han betaler dobbelt.
Hvor blegner ikke hist den gamle Krigsmand!
Hr. General! saae De saa frygtsom ud,
Da Laudon lige over for dem stod,
Og da hans Torden löd i krumme Dal?
Er Ruderknegt da mere frygtelig
End Tolpatsch og Pandur? Kan Fröknens Smiil
Dem skrække meer end Laudons Örneblik?
Feighed er Feighed, min Hr. General!
Om Malm Dem blænder eller Guld, saa er
De dog en Nidding, min Hr. General!
Den skiönne Cloe spiller ved et Bord
Med tvende Beilere. Stolt af sin Magt
Hun lovede sig dobbelte Triumpher.
Hiin skiænker hun et venligt Nik, og rörer,
Imens han giver Kort, den andens Haand,
Tvetydig svæver hendes Godheds Vægtskaal,
Og listig deler hun sig mellem begge,
Som naar man deler Solen i en Tvekamp.
Men kun i Spillet deres Siel er nedsænkt,
Dog nylig flammende de fare op!
Mon Elskov vaagner? Nei, den ene har
Spilt Pallas ud istedet for Argine.
O! see dog hende med de skiönne Öine,
I Gaar hun hopped’ som en Raa i Dandsen,
Og hastig brændte Lycidas for hende,
Han, i hvis Barm et ædelt Hierte slaaer;
Det er for ham den stolte, brune Lok
Om hendes Svanehals vellystig flagrer.
Et Blik, hun ængstelig slog ned paa Kortet,
Har rövet hende Lycidas for evig.
Gaae ædle unge Mand! gaae bort og vælg dig,
Langt, langtfra Hof og Stad, i stille Hytter
En god, uskyldig Glut med Due-Öine.
O Vee det Öie, som, naar Guldets Glands
Bestraaler det, med större Klarhed tindrer!
Af dette Öie har vor Verdens Luft
Uskyldighedens Morgendug borttörret.
See hist det store, runde Bord, hvor Angest
Og stille Raserie, og Haab og List,
I Öiet funkler, og paa Læben bæver;
Hvor stille sidde de i stum Forventning.
Jeg hörer selv Prælatens Hierte slaae,
Som dog ei Hierte har, kun Mund og Mave,
Med Siel og Öie hænge de ved ham,
Som med en Dommers Strænghed staaer Midten,
Og trækker af. — Misdædere de ligne,
Som, skyldige i fælles store Bröde,
Med Dödens Tærning kaste om, hvem Hiulet
Skal sönderknuse, og hvis Liv skal reddes.
Hvor mangen Mand sig lister sildig hiem,
Ved Morgenstiernens Skin, til öde Huus,
Og bander Skiebnen: men hans Ægtefælle
Med bitter Længsel, vaagende ham venter!
Hvor mangen Ravnemoder glemmer ei
De Spædes Nöd, hun under Hiertet bar!
Hvor mangen Ravnemoder lader ei
Sit Barn forsmægte, indtil Morgenröden
Oplyser Stadens mörke Horizont.
Beklemt og heed af Spil og Nattevaagen
Hun byder Glutten Gift, og klager over:
At Ungen skriger altid efter Brystet.
Held ham, om han kun suger Gift i Blodet,
Om ei et Væld af nedrig, ureen Lyst
Med Modermelken flyder i hans Liv.
Mig, siger du, mig rammer ei din Daddel
Jeg selv er riig, og spiller kun med Rige;
Mit Tab jeg agter ringe, og min Vinding
Endnu langt ringere. Velan! Forsög det:
Spil kun om Bönner! mon du föler da
Den samme Lyst? et fast Beviis, min Ven
At Higen efter Vinding, Frygt for Tab,
To Timer daglig vugger dig paa Torne.
Og regner du da Tidens Flugt for intet?
Paa grönne Bord mon Timeglasset standser;
Med Tiden spiller du. Den taber aldrig.
Den vinder kun. Du klager, at den iler,
Og slænger Timer bort som Regnepenge!
Liig Betleren, der tiggede af Galskab,
Og kastede det blanke Sölv i Flaaden,
Og daglig lyver Haabet for dig; viser
Dig idel Glæder — som du aldrig nyder.
Spörg kun Erindringen. O er vel Tanken
Om Timen der flöi hen ved Spillebordet
Dig kier, som Tanken om den glade Barndom,
Da du paa aaben Mark, blandt muntre Drenge,
Saae malet Drage flyve höit ved Traaden.
Du siger: Barndoms Glæden er forbi.
Hver Alder, Ven! har sine Glæder, kun
Den store Verden kiender ei de sande.
Dens Elsker ligner ham, som stedse dandser,
Fordi Tarantulen ham stak i Hælen;
Hans Dands er Feber, og hans Roe er Afmagt.
Ak, du er syg, min Ven! og ingen Bröndcuur
Og intet Bad fornyer dine Kræfter.
Dog om du, svag af Sygestuens Dunst,
Endnu kan taale Luftens rene Aande,
Flye Staden, dette store Hospital,
Indaand dig i Naturens aabne Skiöd
Helbredelse; ved hendes varme Bryst
Nyd Sundhed, Rolighed, og jevne Glæder.
Lad Venskab, lad de blide Muser dig
Besöge! — Hvad? du gaber? kiedes alt
Imens du hörer paa mit Raad? — Velan!
Saa gaae og skrant, og spil kun, indtil Döden
Med sorte Tærning kaster om dit Liv!