Ei Kongers Smiil, som Avind saarer,
Ei Rigdom, tung af Armods Taarer,
Ei stolte Slavers glatte Ord,
Ei Marmorgrav, som Stövet giemmer,
Ei kiöbte Barders Jubelstemmer
Giör Manden lykkelig og stor.
Men være god, som Verdners Fader,
Hvis Haand for mindste Kryb oplader
Et Væld af Næring, Lyst og Fred;
Men fölge troe Naturens Stemme,
Og Brödres Vel som sit at fremme
Er Vei til Held, til Evighed,
Saa tænkte du, hvis Godheds Minde
Skal staae til Seclerne forsvinde,
Du Bernstorff! Bondens sande Ven!
Den Ret, ham fælles Fader skienkte,
Og ussel Herskesyge krænkte,
Du gav ham broderlig igien.
„Kun over Hierter vil jeg byde,”
Saa löd Dit Ord, „og Lænker bryde,
„Som fængsle Flid og Mod og Dyd.
„O hviler, Börn, i Friheds Skygge!
„Og smager, nyder stedse trygge
„Den gode Landmands rige Fryd!”
Da saae Du, Mand! med Faderglæde,
Den Usles Graad din Haand at væde,
Som skabte Menneske af Træl,
Og ærlig Dyd, og mandig Iver,
Og Fryd, som sidste Slægt opliver;
Du saae Dit Værk, — og nöd Dit Held.
Og evig staaer Din Hæder prentet
Med store Træk i Monumentet,
Som Skiönsomhed opreiste Dig.
Til Efterverdnen skal det raabe:
„Hvo Bernstorffs Evighed tör haabe,
„Han elske Bonden broderlig!”
Og vi, som Brödres Værd kan skiönne,
Din Daad med Hæderssang vi lönne;
Fast staaer Dit Minde i vort Bryst,
Og Börnebörn af os skal lære:
Selv kronet Böddel ei at ære,
Men den, hvis Fryd er Brödres Lyst.