Sörgesange
over Prindsesse Sophie Friderike.
over Prindsesse Sophie Friderike.
For Talen.
O Natur! du var vor Glæde,
Vi din Grav med Sorg betræde.
Luft og Söe og Mark og Skov
Er Forkrænklighedens Rov.
Intet Liv os Fryd tilsmiler,
Paa sit Bytte Döden hviler.
Og dens Magt vi her erkiende,
Tidlig, ak! bortrev den hende,
Standens, Kiönnets, Ald’rens Pryd
Alle, alle Godes Fryd.
Sangens glade Toner tie;
Graven giemmer vor Sophie.
Börn! I eders Tab ei fatte.
Græder dog! I er’ forladte!
Hun med ömme Moder-Siel
Lærte eder Vei til Held.
Sörger I forladte Poder!
Graven giemmer Eders Moder.
Græd o Mand! udgræd Din Kummer!
Ak! hun sank i Dödens Slummer;
Hun, som var Dit Hierte kier,
Som Dig lærte Livets Værd.
Hun, som gav Dig huslig Glæde,
Fyrstens sieldne, sieldne Glæde!
Arme! lad Din Sorg udbryde!
Veemods tunge Taarer flyde!
Hiertets Röst Hun villig löd,
Blid Hun hævede Din Nöd.
Stille Fryd med standset Smerte
Var den Lön, som Hun begierte.
Græder, Dydens Venner, græder!
Eders Sorg er Hendes Hæder,
I en Söster tabte her,
Tænker, föler Hendes Værd.
Synger: „Fred med vor Veninde,
„Helligt være hendes Minde!”
Efter Talen.
Herre! du er Stövets Ven,
Naar Du glæder, naar Du saarer.
Faderlig er Tugtelsen,
Lad os see det giennem Taarer.
Urandsagelig, o Gud!
Er dit viisdomsfulde Bud!
Og din Sön ved Livets Ord
Tvivlens, Frygtens Mulm adspreder.
Dydens Lön er vis og stor
Giennem alle Evigheder.
Denne himmelsendte Tröst
Fylde og i Dag vort Bryst!
*
Fader! da skal vi ophöie dit Navn,
Freidig os hæve fra Kummerens Bolig
Til din lyse Helligdom!
Held os! vi skimte i himmelske Glands
Dydens Veninde; forklaret at nyde
Rene Aanders Fryd hos dig!
Snart vi med hende i klarere Lys
See dig, og evig beundre og prise
Dig, hvis Bud er Stövets Held!