Jonas Rein (1760–1821)

Til Sang igien, o Nordens Sanggudinde!

Du byder mig med himmelsk Mildhed op,

Mig vinkende fra Biergets steile Top —

„Kom hid, og her Du skal dit Pindus finde.„ —

„Hvi vandrer Du saa taus i Dalens Skiød!

O Digter! siig: hvi Du din Pande rynker,

Hvi Haanden mat fra gyldne Harpe synker?

Du har min Gunst og Kildens Vand og Brød.„

„lad Stormand haanligen din Sang bortslenge,

Omsvævet af sin Hyklers Virak-Dunst;

Lad Uslingen for Æren kiøbe Gunst,

Og Uslingen til denne Virak trænge.„

„Da første Gang jeg Harpen rakte dig,

Var den dit Alt; dens ømme Klagetone

Med Skiæbnens Harm dig kunde strax forsone;

Da var Du frie, og Du var lykkelig.„

„Naar han er glemt, som dig i Støvet træder,

Naar Skioldemærket kun er til endnu;

Man kommer end din beste Sang ihu,

Den paa din Grav en ædel Yngling qvæder.„

„Du skue skal bag Evighedens Slør,

Og aldrig meer for Jordens Kummer klage;

I Musers Lund hensvinde dine Dage!

Der søgte Du, der fandt Du Glæden før.„

— Gudinde! ja med Harpen i min Haand

Jeg flyer til dig, omfavn mig med din Aand!

Din Viisdom klart fra disse Strænge tale,

Og lidende med salig Trøst husvale;

I Støvet bliv tilbage, lave Sorg!

Paa Biergets Tinde staaer min Friheds Borg. —

Velkommen blide Luftning fra det Høie!

Velkommen Syn! til mit uvante Øie;

Mit Ønske tag, du vidudstrakte Egn:

Vær lykkelig bag Fredens trygge Hegn!

Og Klipper, I! min Hilsen Norge bringer

Til sidste Field, som Oceanet tvinger. —

Min Egn! forvandlet du for mig fremstaaer,

En fremmed Dragt hver kiendte Gienstand faaer;

Kolosser ned til usle Dværge synke,

Det vide Svalg indknibes til en Rynke;

Den klare Bæk er tifold ynderig,

Og barske Foss ei mere frygtelig.

Palladset hist, som Ærefrygt vil vække,

To ranke Træer for Øiesynet dække;

Mens lave Hytte, Fredens stille Boe,

I klare Bæk afbilder sig saa troe;

Forskiønnet, nu mig synes, Egnen bliver

Ved stolte Stad, som hisset Love giver,

Den syntes før, med teglbehængte Tag,

En Skandse mod Natur og ædel Smag. —

Hvor vild Uorden saared’ før mit Øie,

Nu Harmonie og Orden det fornøie —

Dog fra hvert Punkt vi rigtig troe at see;

Saa dømmes og om Livets Vel og Vee.

Et Irlys kan, hvor mat det er, bedrage,

Som Daarer vi os glæde, og beklage;

Vi finde skiønt, hvad vi i Afstand see,

Vi nærme os, og blues, eller lee.

Ja, medens vi et skuffet Haab begræde,

Et Gode tidt vi under Fødder træde,

Som værdigt var, vor hele Siels Attraae;

Til hvilket kun en Grandskers Blik kan naae.

Kan Skiønhed vel det sløve Øie røre?

Og hvad er Velklang for den Syges Øre?

Du klager over lykkelige Kaar,

Og troer det Godt, din syge Siel attraaer. —

    Hist er det Land, hvor alt Bedrag ophører,

Hvor Rum og Afstand ei dit Syn forfører;

Hvor Æther klart hvert Billede frembær,

Og hvor du reent kun skuer, hvad som er:

Du derfra skal forundret see tilbage

Ned til den Jord, som mindes end din Klage:

Du finde skal den før useete Traad,

Som ledte dig igiennem Fryd og Graad,

Og giennem Livets mange Labyrinther;

Paa Blomstervei, og over steile Klinter.

Du vigtigt der skal finde hvert et Fied,

Hver Hændelse paa et nødvendigt Sted;

Paa Kiæden du de fine Led skal finde,

Som kunstigen dig til det Hele binde;

Erfaringer, som dyrekiøbtes her,

En sikker Rigdoms Kilde hisset er;

Og længst forsvundne Glæder eller Sorger,

Skal gavne dig, som Evighedens Borger.

    Hvo er du! Guddom, Aand, du Jordens Ven!

Som leder mig mod Lysets Egne hen,

Og Fremtids Haab med Sandheds Glands afbilder?

Mit Blik ei meer i Støvet sig forvilder.

Mod Himlen alt, min Siel! du svinger dig,

Alt Jorden svinder, Mørket skiuler sig;

Alt aabner sig hint Lysets store Rige,

Hvor Væsener i evig Rad opstige

Paa Viisdoms og paa Høitids Trappetrin. —

O yndefuldt er selv det svage Skin!

Hin Høiheds Glands kan Øiet ikke taale;

Men dette Skin, og denne svage Straale,

Er liig det Glimt, som i min Siel opstaaer,

Naar jeg til Dydens Priis min Harpe slaaer. —

    Her, Sandhed! du udfolder dine Skatte,

I Skiønhed klædt, som Støvet ei kan fatte:

Her tolker du den Lov, som Viisdom skrev,

Mens Chaos var, før Tiden endnu blev,

Og Aander frem til Helligdommen strømme,

At skue klart, hvad før de saae i Drømme;

Tilbage rykkes den hensvundne Tid,

Og standser for at vise hver sin Iid;

Fra spæde Tanke, Sielens førstefødte,

Som sandsed’ ved hver Gienstand, som den mødte,

Til Alderens det sidste skarpe Blik,

Som fra Forstand og dyb Erfaring gik;

Fra første svage Attraae, som opliver,

Til stormfuld Lyst, som Hiertet sønderriver;

Hver seer sin Siel, sin hele Vandring klar,

Seer, hvad han kunde være, hvad han var.

Hver møder Feil, og finder Daarligheder,

Og Kilden til hver Daarlighed opleder. —

    Den fra Naturens Skiød udvælder klar,

Lyksalighed! fra dig sit Navn den har;

Men Uforstand er vilde Hobs Anfører,

Som stormer frem, og klare Væld oprører;

Den Røst, som bød: vær glad og lykkelig,

Var himmelskiøn, og blid, og uden Svig.

Da ilte Længslerne med spændte Kræfter;

Men varsom seen Fornuften vandred’ efter —

Med herligst Glands bestraales kun de faa,

Som roligen hiin viide Vrimmel saae,

Og standsede, til Taagen sig adskilled’,

Som Irlys ei og falske Syner drilled’. —

      Nu pludselig fra det umaalte Rum

Afvexlende en Lyd af Stemmer kom:

„Hvi søgte jeg i Rigdom Livets Glæder,

„Og offred’ den min Tid, min Fred og Hæder! —

„Naturen bød: vær glad og lykkelig —

„Ved Gravens Bred min Siel tilhvisked’ mig:

„Bort Tiden svandt, jeg har mig selv bedraget —

„O! Evighed! du har det klart opdaget —

„Og jeg modtog med Glæde dette Bud,

„Med fyrig Aand jeg søgte Glædens Gud;

„Men, ak! jeg ham ved kronet Bæger søgte,

„I Vellyst jeg den ædle Tid bortspøgte —

„Hvor nær ved hiin opdager jeg dig ei,

„Du Dydens evig blomsterstrødde Vei;

„Som stille Roe og evig Dag omgierder,

„Kun første Fied ved Hindringer forskræder;

„Ja, Lyst til Fryd! da du om Næring saae,

„Ved Siden du af sande Glæder laae,

„Af Venskabs Huld og Ømheds Saligheder,

„Som Nød og Sorg i skiulte Krog opføder —

      „O! barske Aand! som aabned’ frygtelig,

„Et bundløst Svælg imellem Gud og mig.

„Du skrækked’ mig, jeg vanked’ om forvildet:

„Da blev min Fod i Daarskabs Snare hildet.

„Ærværdig ved dit Navn af strænge Dyd,

„Du myrdede min første spæde Fryd;

„Med Klogskab du ei denne Lue nærte,

„Som til mit Held var nedlagt i mit Hierte;

„Omsonst, omsonst, du satte grusom Vagt,

„At slukke den formaaede ingen Magt —

„Jeg seer et Glimt af Lys paa Jorderige —

„Den Tid er nær, da du, o dødelige!

„Af Længsler i din Barm skal drage ud

„Den Kraft, den Ild, som hæver dig til Gud.„ —

      Nu Viisdom frem igiennem Rummet svæved’,

Og Jubler lød, og glade Blik sig hæved’,

Hvor hun drog frem — „skue ned, og see din Daad,

„Dit Haab, din Frygt, dit Ønske og dit Raad.„ —

Og Jubler taug, og Scener sig afmalte,

Og Kundskabs Lyst i alles Aasyn talte —

      Da lød en Stemme saa — „Et Navn jeg fik:

„Thi Rygter ved min Side fængslet gik.

„Blandt Blomsterne i Fantasiens Egne

„Jeg seer mig om, jeg skuer allevegne,

„Kun halvt oplyst jeg seer tilsidst min Vei:

„Min hele Daad, hvor liden finder jeg? —

„Jeg sang om Jordens Kummer, Elskovs Glæder,

„Om Krigens Gang blant ødelagte Stæder:

„End nævnes tit med Bifalds Roes min Sang —

„Som Borger kun jeg savne maae min Rang —

„O du! hvis Kaar min Medynk tit har vækket —

„Jeg seer det Tag, du selv med Straae har tækket —

„En Børneflok forsamledes om dig,

„Og hørte glad, opmærksom, sædelig

„Paa din sagtmodige og jævne Lære,

„Som nu jeg seer at modne Frugter bære;

„Tit smilende jeg hørte, læge Mand,

„At rose høit din Lærdom og Forstand;

„Men Hædersmænd og lykkelige Fædre

„Dit Minde nu ved dydig Vandel hædre —

      Med Længsels Blik en Aand fremstiller sig —

„Dit Guddoms Bud, o Viisdom! skiænke mig

„Det Værk at see, som fordum jeg frembragte —

„Saa langt mit Herredømmes Arm sig strakte,

„Hvor Øiet hen frem og tilbage seer,

„Sig Velstand, Flid, og Fredens Frugter teer:

„Det Hele dog kun i eet Punkt jeg rører:

„Hvor lidet af alt dette mig tilhører!

„En andens Vink jeg troede, var mit Raad;

„Jeg gav et Bud, og kaldte det min Daad;

„Jeg al min Kraft fra Vise maatte sanke,

„Mit hele Værd var deres Aand og Tanke,

„Og al min Roes var denne: jeg tillod,

„At Mennesket var virksom, viis og god —

„Og Feil jeg seer for Øiet sig fremstille;

„Jeg stempled’ dem, og nu de Roller spille —

„Utidigt Spøg, et ubetænksomt Svar,

„Uværdig Haast vidtstrakte Følger har;

„Et gunstigt Smiil, til en uværdig skiænket,

„Har manges Ret, og Fred, og Frihed krænket —

      „Du Verdens Aand! useete store Hiul,

„Som Underværk fremdrager af sit Skiul:

„O Tanke! dig jeg med Forundring følger —

„Den sagte Luftning kruser Havets Bølger;

„Men i sin Gang den Fart og Styrke faaer,

„Og hylende til dybe Afgrund naaer:

„Saa gaaer du frem med Guddoms fulde Vælde,

„Og tager til i Fyrighed, som Ælde;

„En Olding gaaer nedbøiet frem sin Vei,

„Og egen store Daad han kiender ei;

„Et blot maaskee i spæde Siel ham lagde

„Et svangert Frøe, og Almagt Bliv tilsagde:

„Det Næring fik, og Tiden det fremdrev,

„Det voxte til, og Verdens Under blev.

„Hist seer jeg det, hvor evigt grønt det kneiser,

„I Skyggerne sit Tempel Haabet reiser —

„Ja! Tanke! du dig bærer modig, stærk,

„Din Fiende skielver bag sit Oldtids-Værk;

„Og traurig mørk igiennem Tiden speider;

„Thi hævende for Frihed du arbeider.„ —

      En Lyd — liig den af fierne Harpe, rørt,

Af Haabets Haand i stille Nat — blev hørt:

Den lød om Jordens Haab og Fremtids Glæder —

Nu Scenen sig for Handlinger udbreder —

Og mangen Daad paa nye fremstiller sig,

Som, ved sin Virkning, er ukiendelig;

Umærkte far sig op til Høihed svinge,

Og den, som før ansaaes stor, er ringe —

En Landmand skuer undrende sin Id,

Hvori han før kun fandt den jævne Flid;

Men dorske rørtes ved at see hans Hæder,

Og Vellyst fandt en ukiendt Vei til Glæder;

De vaktes op til ædel Gavnlighed,

Og Held, og Dyd opvoxte i dens Fied.

Mens diærve Stød af sieldne Egenskaber

Saa ofte sig i mindre Cirkler taber —

      Beskeden en den ringeste sig troer;

Men undres ved at høre: han var stor —

„Forsynet dig en liden Kreds anviste,

„Men du din Gud ved dydig Vandel priiste:

„Skiøndt kraftfuld Daad betegner ei din Vei,

„Hvor blomstrende, hvor yndig er den ei?

„Ei Almeen-Vel blev givet dig at fremme,

„Ei tale Sandheds Sprog med vældig Stemme;

„Du ei opdrog, ukiendt med Fader-Fryd,

„En ædel Slægt, til Brødres Gavn og Dyd;

„Men lide, og din Kummer taalig bære,

„Sagtmodig, blid, og Menneske at være;

„Det er din Roes — Skue til din Afkrøg hen,

„Der frugtbart staaer dit Minde end igien;

„Der glemme lidende selv ønskte Slummer,

„Ved Tanken om din Blidhed midt i Kummer.„ —

      De Hindringer, hvor findes de nu smaae,

Som frygtede paa Dydens Bane laae,

Som holdt saa mangen ædel Længsel bunden:

En ringe Kraft dem havde overvunden —

      For Handlinger tit Grunde træde frem,

Ukiendte af den Siel, som avled’ dem;

Den laante Dragt, de forhen bar, forsvinder,

Og Tanken, lutret nu, den Lovvei finder,

Ad hvilken den til Hiertet forhen gik,

Da Handlingen først Glimt af Livet fik;

Naar Vellyst, Hævn, og Stolthed Spiren lagde,

Troskyldig det bedragne Hierte sagde:

Retfærdighed! dit store Værk det var!

Du denne Frugt, o! ømme Venskab bar!

Fornægtelse en at opdage troede,

Men spæde Frygt i Hiertet tiidlig boede;

En ventede at see Forsonlighed,

Og Letsind nu fremtræder i dens Sted;

En, haabende i hellig Pragt at skue,

Sin Iver og sin Kiækheds høie Lue,

Opdager nu, han har bedraget sig;

Han finder kun, han var forfængelig —

Sin Afhold en og Mandelighed hylder;

Men finder nu, at Vanen alt han skylder,

At uden Kraft, og uden dydig Siel,

Han denne Dyd kun fulgte, som en Træl —

      „Og du! som saa om eget Hierte drømte,

„Hvor dristig dog din Broder du bedømte —

„Til Lysets Væld — Saa Viisdom bød — fremkom,

„Og see, hvor tidt du feiled i din Dom!

„Hvi blev den ei blot din, og blot en Tanke?

„Fordærvende du seer den hist omvanke —

„Hiin Mand du troede ond, og han var god;

„Men du hans Vei, hans Idret ei forstod.

„Det første Stød var dit, han blev mishandlet,

„Ved skiændig Haan han blev til ond forvandlet.

„Ja! see den Afkom, i hvis Aarer flød

„Hans ædle Blod, i Armods, Lasters Skiød;

„Imedens hiin, som kun et Skin attraaede,

„Til manges Tab din heele Tillid naaede —

„Hist vandrer een, han arved din Foragt;

„Men, hvad du før ei kunde see, betragt,

„Forfølg hans Gang fra første spæde Alder,

„Hans Dannelse, det Stød, hvorved han falder;

„Og see din Ven, som større Brøde bar,

„Meer lastefuld, fordi han intet er.

„Oplysningens aarvaagne Røst ham vakte,

„Og Lykken ham veldædig Haanden rakte —

„Ukunstlet Siel, som syntes dig saa klar,

„En Labyrinth for dig, o Vise! var —

„Hver Handlings Grund du vilde dog opdage,

„Og lasted’, hvor du burde kun beklage —

„Hvad som for een er Leeg og Børneværk,

„Er Helte-Daad for anden mindre stærk;

„Dog troede du at skue grant, og nævne

„Hver Hiertets Vraae, hver Grad af Ild og Evne.„ —

      Tyst var det, da fra Lysets dybe Skiød,

En bydende, men kierlig Stemme lød: —

Og see! Fordommene fra Oldtids Dage

Til dette Nu i grusom Rad fremdrage;

Svig, Løgn, og Mord, Krig, Grusomhed gaae frem,

Og kappeviis tilbede, hylde dem;

Og Sandhed, Troe og Venskab overvundne,

De drage med i Slave-Lænker bundne —

— Saa Helte frie, skiøndt overvundne, gaae,

Og frygtes end med deres Lænker paa,

Hvert roligt Træk, som deres Pande maler,

Om dristigt Haab og Hævnens Vished taler —

Tilsidst fra Jordens Plager kom et Skrig,

Som seent igiennem Rummet tabte sig;

Da steeg et Mørke op, og skiulte Jorden,

Men splittedes ved Almagts høie Torden;

Og Aander skiælvede, og søgte Trøst.

      Da lød igien den samme blide Røst:

„Du Synet af din Daarlighed maae bære,

„Ydmyges for at stige op til Ære —

„See Blodet hist, som flyder strømmeviis,

„Udgydet ved din Haand til Godheds Priis!

„O du! som rasende forfulgte hine,

„For Meninger langt klogere end dine,

„I Sekter du, ved Fordom kiempestærk,

„Har qvælet Dyd, og hindret Sandheds Værk,

„Og du!: den Ven, du elskte som dit Hierte,

„Dig Æren bød, og du hans Død begierte —

„Uhyret see, som dette Offer bød,

„At haane dig i Londons tause Skiød. —

„Og du! som før, paa ussel Høiheds Tinde,

„I falske Glands saae Mennesker forsvinde,

„Som grusom Lov for ømme Elskov skrev;

„Din Slægts Tyran og Hiertets Bøddel blev —

„Og du! som daarlig bredte ud den Lære:

„At kronet Last bør æret, hellig være,

„Og at dens Vink Befaling er fra Gud:

„Skiøndt Uretfærd og Blodskyld var dens Bud —

„Og du! som bød din Broder-Slægt, berøvet

„Veiledning, Lys, at krybe om i Støvet,

„Og troede Himlen selv bestemte ham

„Til Blindhed, Haan og til Naturens Skam;

„Det fjerne Skrig, den høie Jammer-Klage,

„En Gienlyd var fra eders Levedage —

„Men skue ei blot — følg hines første Fied —

„En avlet blev af from Enfoldighed,

„Men listig Hykler blev dens Fosterfader:

„Og denne, som i Venneblod sig bader,

„Spæd, vaklende, af Kiækheds Stød fremsprang;

„Men Herskelyst saae dens usikkre Gang,

„Opdrog den, smigrende, i Dumheds Bolig.

„Du! sagde den, mit Værk skal fremme trolig;

„Den voxte til og Navn af Æren tog,

„Og diærv til Kamp imod Naturen drog —

— „O Viisdom! du som Lysets Væld bevarer,

„Du, som den skaldes dunkle Syn opklarer!

„De Ønsker her du stille frem igien:

„Det Haab, den Frygt, hvormed hans Liv svandt hen„ —

      Saa Stemmen bød — jeg Ønsker saae fremstrømme

I lette Dragt, liig Nattens korte Drømme;

De i urolig Vrimmel gik, og kom,

Og kom igien til det forladte Rum,

Ved Smiger Vei til alle Hierter søgte,

For Konges og for Betlers Øie spøgte;

Men deres Ynde svandt ved Favnetag,

Til Ængstlighed blev lovet Velbehag —

      Med sikre Gang og Fred i blide Øie,

Faa ene gik, og skued’ mod det Høie;

Og forved dem gik Dyd og Gavnlighed,

Og viste hen mod lyse Evighed —

„Jeg seer — jeg seer — saa lød en stille Klage —

„Et Billede af de forsvundne Dage,

„Hvert Ønske sig og hver dets Gienstand teer,

„Som nu i al sin Nøgenhed jeg seer;

„Tidt spurgte jeg — hvi kan du dig ei fryde?

„Du ønsked’ før, og nu, nu kan du nyde;

„Jeg vendte mig til anden Gienstand hen,

„Den naaede jeg, og spurgte saa igien —

„Og falskelig anklaged’ jeg det Hierte,

„Som klarligen min Daarlighed mig lærte,

„Som fryded’ sig i Haabets blide Favn’,

„Men fandt ved Maalet Væmmelse og Savn:

„Hvo kun til Tant og Daarligheder beiler,

„Er lykkelig, naar han sit Maal forfeiler —

      „Held Sandhed! Held! — gientog en anden Røst,

„Dit Vidnesbyrd du har i dette Bryst:

„Jeg længe har imellem Ønsker svævet

„Og faa er kun de Dage, jeg har levet;

„Da saae jeg hen til Høiheds, Guldets Træl,

„Som ingensteds fandt Føde for sin Siel;

„Han Tomhed fandt, og læste med Misnøie

„Sin Uselhed i hver en Smigrers Øie;

„O Nøisomhed! da ønskte jeg kun dig,

„Du kom, og aldrig har du trættet mig,

„Hos dig hensvandt mit Livs de sidste Dage,

„Med Væmmelse jeg aldrig gik tilbage —

„Hist seer jeg dig aftørre Armes Graad,

„Velsigne Stræbsomhed og ædel Daad —

„Dit klare Væld med Rigdom sig udgyder,

„Og Frugtbarhed tildeler alle Dyder;

„I Ynglings Barm du sidste Olie giød,

„Som følte Lyst at lindre Armes Nød:

„Med Ungdoms Ild og Vellyst stred han længe,

„Til lidet da du lærte ham at trænge;

„Sin ædle Lyst han mætter nu ved dig,

„Og ved Velgiørenhed er glad og riig —

      „Skue frem og see! mens Ønske Ønske jager,

„Mens Haabet dig med falske Glands bedrager;

„Jeg, Viisdom, dig tilvinker Kraft og Mod,

„Og fængsler Held og Uheld for din Fod:

„Men see! du flyer — for hvem? — udødelige! —

„For Spøgelser, som op af Jorden stige,

„Kun Skikkelser, kun Skygger uden Aand,

„Med skiøre Lænker i den matte Haand:

„En Taabes Dom, en Nidings matte Vrede,

„En nægtet Plads paa silkedækket Sæde,

„En Daares Haan, og Tab af Skinhøids Glands,

„Om Uvens Tinding en forvisnet Krands;

„Et Tab, som blot, fordi det skues, saarer,

„Er Formaal for din Uroe, Frygt og Taarer —

„Ja Døden selv, som var saa frygtelig,

„Hvad synes den fra dette Punkt for dig?

„En Lægedom, som smigrer ei for Smagen —

„Et stækket Mulm, som strider svagt mod Dagen —

„O! siig: er vel Naturens Fiende Død?

„Naturen ved din Fødsel den indbød —

„Du Ømheds Søn! hiin Afgud for dit Hierte,

„Den Vemod, du med kiælen Omhue nærte —

„— Du troede den en Hæder for din Siel —

„Den svækked’ dig, og giorde dig til Træl —

      „Og hvad var det, du Værd og Glæde skiænkte?

„En vunden Sum, til hvilken du ei trængte,

„At peges paa, at tales om en Dag,

„At synes stærk, naar selv du fandt dig svag:

„Forhøiet Rang, Forandring i et Vaaben,

„Et Skiold, en Hielm, tillukket eller aaben,

„Som Fyrstens Lune kasted’ om i Flæng,

„Og stod med dig i ingen Sammenhæng —

„Og dette Alt, hvis mindste Deel du fatter,

„Hvis Storhed hver en Skabnings Tanke matter;

„Den Vrimmel hist, som sig for Øiet teer,

„Den Strid imellem Kræfter, som du seer;

„Ei Skiønheds dog, ei Ordens Love bryder,

„Til et fuldkomment Heelt det sammenflyder —

„Skue — Viisdom bød — skue hver afsindig Daad,

„Hver daarligt Ønske, og hvert troløst Raad,

„Fordømme selv, hen til det Punkt at ledes,

„Og lutret til Fuldkommenhed beredes;

„Var Lyset skiønt, hvis Mørket ukiendt var?

„Og hvad er Kraft, som ingen Modstand har?

„End her er Fryd, at Hindringer betvinge,

„Og Trin for Trin til Høihed sig at svinge:

„Saa Barnet falder, reiser sig, og gaaer,

„Anspænder sig, og derved Kræfter faaer —

„Thi smiil og nu til hver uværdig Klage

„For de tildeelte Kaar i Livets Dage;

„Ær den Forstand, som banede din Vei,

„Og ledte dig, hvor det behaged’ ei —

„Jeg lide maae, saa hørtes du at klynke,

„Jeg lide maae, og under Aaget synke;

„Til gavnlig Daad jeg ofrer af min Tid,

„Og Fattigdom indbringer mig min Flid.„ —

„Betragt den nu, den Lykke, du begierte,

„Beskue den nær, og hold den til dit Hierte —

„Den passer ei — Ved Modstand var du stærk,

„Den drev dig frem til hvert et mandigt Værk.„ —

„O! tit frembrød min Lykkes Morgenrøde,

„Men, ak! i Fødslen min Lykke døde!„

„Saa klaged’ du — men denne Haand var den,

„Som Lykkens Soel formørkede igien —

„Og du! som fast ublandet Medgang smagte,

„Som til nyt Held hver Morgensol opvakte:

„Du undred’ selv, hvi Rigdoms Skatte flød

„I Søvne til dit lykkelige Skiød —

„Hvad var det! see! en Modvægt, for at hindre,

„En andens Ran, og manges Nød at lindre;

„Det var et Vink til den, som daarlig troer,

„At Ædelmod i ringe Kaar kun boer —

      „Hvi mon ei Gud — saa spurgte du — oprykker

„Et giftigt Ukrud — Brødres Undertrykker? —

„Føl Rystelsen, og mærk paa dette Stød,

„Som Virkning af en længe samlet Nød;

„Det bredte sig hen ud til alle Sider,

„Gav Agtelse og Frygt for den, som lider —

„Hiin yngre Slægt opdraget er ved Gru,

„At komme Brødres Tarv og Trang ihu —

„Et Værksted er den vidtudstrakte Klode,

„Og Mesteren, den evig vise, gode,

„Gav hver sit Dagværk selv Misgierningsmand!

„Fra Gavnlighed sig ei unddrage kan —

      „Du Sandheds Helt! Retfærdigheds Forsvarer!

„Som trodsed’ Nid, Miskiendelse, og Farer;

„O! kast et Blik til hine Dage hen,

„Da Døden kom, og tog din sidste Ven,

„Og elskte Barn, og ømme Ægtemage,

„Da Dal og Skov gientog din bittre Klage —

„Fortiente — klaged’ du — ei jeg, hvis Barm

„For hver ulykkelig var øm og varm,

„Hvis første Fryd var Mennesker at gavne,

„En Hustrue, Søn, en elsket Ven at favne?

„O jo! men see — da brast de sidste Baand,

„Som fængslede endnu den kiække Aand;

„Da Venner du ei mere kunde veie,

„Fik Mennesket din hele Siel i Eie —

      „Hvad! spurgte du! hvi skaaned’ Døden ei,

„Hiin Mand, som faldt midt paa sin Hæders-Vei?

„Hver herlig Plan til at udbrede Orden,

„Og Sandhed, Lys, blev skiult med ham i Jorden.„ —

„Tag Sløret bort — skue Ondskabs fule Raad

„At knuse ham og hans fuldmodne Daad;

„Dødt var da det, som ligger nu i Slummer,

„Og vækkes skal, naar Herrens Time kommer —

      „Og du! træd frem, og læs Algodheds Priis —

„Du spurgte før, i din Indbildning viis,

„Mon Børn vi ei, af samme Fader ere,

„Bør til hans Huld vor Ret ei lige være? —

„Siig nu, om hver en Mangel avled Nød,

„Om Lykkens Strøm med evig Glæde flød!

„Nu seer du den Ulighed at forsvinde,

„Som overalt du troede før at finde;

„Den samme Deel du seer af Vee og Vel

„Forskiælligen at formes i hver Siel;

„I ringest’ Kaar er noget, som behager,

„Den føler det, som Grunden ei opdager.

„Og nydes maae med Lykkens Tryllerie

„Den fine Gift, som skiuler sig deri —

„Daglønnerens den raske Sang du høre!

„Imedens han, som Statens Roer skal føre,

„I første Blund udmattet drømmer om

„Miskiendelse, og Mængdens vrange Dom —

„Hvad er det vel, hiin Betler saa henriver? —

„Et Venne-Smiil af en veldædig Giver,

„Han frydes ved at finde Mennesket,

„Og Giveren ved selv at være det —

„See Skrantningen! paa hvis huulblege Kinder,

„Til Vaarens Gud en Glædes Taare rinder:

„Han i en Sum Naturens Velbehag

„Nu samlet har; det er hans Lindrings Dag —

„Boer evig Fryd, hvor Liniens Hede brænder?

„Er Glæden ei, som Polens Søn kun kiender?

„Guds skiønne Billede Naturen bær,

„Algodheds Tolk den for de Skabte er —

„En kiører frem paa Livets Vei, og mættes

„Med Velbehag: En anden gaaer, og trættes;

„Hvad skiønt han seer, det seer han mere nær,

„Og længer det i glad Erindring bær —

„Udødelige! skabt til Fryd og Ære,

„I Evighed du skue skal, og lære —

„Blandt Støvet gaaer din Broder og din Ven,

„Men indtil Almagts Bud ham kalder hen,

„Hans Arbeid paa den store Vægtskaal tynger,

„Og sig med ham til Evighed forynger:

„Og han engang velsigne skal den Magt,

„Som alle Ting har Viisdom underlagt —

      — Gud! raabte jeg, o du, som kan fornemme,

Blandt Jublers Lov din mindste Skabnings Stemme;

Viis mig min Vei — Min Fryd, min Sorg, og Alt —

Saa bad jeg, og det store Forhæng faldt —