Til O. J. Samsøe
(For i et Exemplar af den danske Tilskuer 1793).
(For i et Exemplar af den danske Tilskuer 1793).
Ei eene os til Held vi sattes her,
Algodheds Sendebud vi samtlig ere,
Skiøndt tit vi vide ei, hvad han os gav at bære,
Vi troelig dog bør gaae hans Ærender:
O, Ven! vor Deel maaskee den skiønne Lod er vorden,
At bringe gavnlig Sandhed om paa Jorden!
O skulde vi da tabe Lyst og Mod,
Om Veir og Vei just ei var altid god,
Om stundum os vort Reiseselskab keeder,
Og om vort Haab slog feil om Bedesteder.
Nei paa vor Reises Hensigt og dens Maal
Vi freidige vil hæfte stadigt Øie,
Mod Veirets Strænghed, og vor Vandrings Møie
Derfra vi hente Kraft, og Mod, og Taal.
Men om hiin bliide Drøm os end bedrog,
Den sande Trøst vi dog med Vished kiænde,
Den allerlængste Reise selv faaer Ende;
Og eengang da vi hvile af vort Tog.
Blandt Roser, elskte Ven! just hidtil ei
For nogen af os to løb Livets Vei,
O! men maaskee engang ved Banens Ende
Vi skal vor Vandrings Gavn og Formaal kiænde;
Thi lad os ufortrødne vandre den.
Men ad hvad Vei, os Skiæbnen end vil drage,
Den Vished stadig hver af os ledsage:
Din fordums Reisebroder er din Ven!
R.