Da Freden ret var sluttet, brød Krigen rigtig frem,
Og lige paa Minuttet trak Svenskerne sig hjem;
Mod Flensborg vi os vendte — Og Slesvigholsteens Hær
Gik over Eidren — men det skulde de lad’t vær’.
De Stillingen forskandsed’ ved Idsted snevre Pas,
Men os den ikke standsed’; Vi raabte: Plads!
Med ufortrødent Mod vi gik paa — De maatte flye —
Og samme Aften stod vi i Slesvig By.
Ja Gud skee Lov vi seired’ — det kostede os nok —
Paa Dannevirke leired’ sig nu den tappre Flok;
Og Tiden i Barakken og Bøndernes Qvarteer
Den gik med Sang og Snakken, og med meget meer.
Vi maatte Bonden ave, naar Kaffen blev for tynd,
Vi maatte Skandser grave i Marsk og Dynd.
Og det var inte Løier, for der var koldt og vaadt —
Saa kom de uldne Trøier — de gjorde godt.
Nu spilled’ vi da Herre i Slesvig saa omtrent,
Det hued’ destoværre kun lidt vor Insurgent;
Saa hastigt som han kunde, han mod Midsunde gik.
Men jeg skal ei misunde ham, hvad der han fik;
Og siden løb han Panden mod Fredrikstad — Ja men
Han glemte Commandanten hed Helgesen —
Vi kjøbte Seiren billig — vi tog ham med en Trumf —
Men Byen skjød han Ild i til sin Triumf.
Han styrtede i Floden — det var saa kold en Grav —
„Giv Agt! Gevær ved Foden og Bajonetten af!”
Vi opgjort har vor Regning med Tydskens Spræl og Qualm,
Med Naturalforpleining og den mugne Halm.
See Aftens-Bordet vinke — see Mo’ers Sulefad!
Med Fa’er vil jeg klinke — Jeg er saa glad!
Jeg favner atter Pigen, jeg hilser hver Bekjendt —
Og dermed er da Krigen — og Visen endt.