Den Vinter var nu omme, den Vaabenstilstand med,
Vi skyndte os at komme til Sundeved afsted,
For længe dog vi tøved’ — vor Fjende var præcis —
I Slesvig alt han støved’ om i tusindviis —
Men vi var’ ei forsagte, hans Skarer bød vi Trods;
Og to Kanoner bragte vi hjem med os —
Og spørg ham om han skulle erindre sig maaske
Han mødtes med de Ullerup Jægere.
Til Jylland nu vi fore, og Als vi bød Farvel,
Det mageligt vi torde, den skjøtted’ nok sig selv —
Paa Kolding Gade mødte vi Tydskerne paany,
Vi maatte Gaden rydde — og de maatte flye;
Men der blev de Krabater saa maliciøst i Sind,
Og skjøde med Granater i Byen ind;
Og Bomberne de tændte, og gjorde stor Fortred;
Da Kolding By den brændte — drog vi afsted.
Ved Gudsø-Passet spærred’ vi Landeveien dem —
Kanonerne de snærred’ hvergang de vilde frem —
Og Prittwitz maatte tøve, thi Rye drog foran,
Ja dyrt han maatte kjøbe hver en Fodsbred Land;
Og Leerbeck hele Veien, drog med og passed’ paa;
For Tydsken var der ei en Spion at faae —
I Nørre-Snede sov de Churhessere for fast —
Fra Aarhuus Fælled jog vi ham bort i Hast.
Fra Helnæs man os henter — til Frederits vi kom,
Det var nu Insurgenter som laae derudenom,
Fra tretten Skandser sendte de Kugler overalt,
Og mange Huse brændte — men det blev betalt —
Ad Porte og ad Gange vi trak os sagte frem;
Tog 1800 Fanger — jog Resten hjem —
Til „Landsoldatens” Toner vi stormed’ med Gevalt,
Tog tredive Kanoner — Men Rye faldt!