Jeg græd ved hendes Grav, og Natten i mørkblaa Klædning saae med sine skinnende Øine ned paa Gravhøiens Blomster; da hun gik bort, viste mig hendes Søn den rosenkindede Morgen paa Blomsternes fine Blade tiusende tindrende Dugtaarer, de tusende skinnende Øine havde fældet; men hverken den medlidende Nat eller den smilende Morgen formaaede at trøste mig: O! hvo der kunde nedsynke til Elma, og Natten og Morgenen skulde da gaae forbi, og med Veemod see ned paa den dobbelte Grav! Saa drømte jeg, og sukkede drømmende; men Nattens rosenkindede Søn vækkede mig, smilende over min ugrundede Sorg; thi i mine Arme laae Elma, smilende sødere end han, og rødmende favrere.
Knud Lyne Rahbek (1760–1830)
