Ulvene i Faareklæder
Efter det niende Stykke i Stolbergs Jamber
Efter det niende Stykke i Stolbergs Jamber
O kunde jeg som til et Høitidsgilde
Al Christenhedens Klærkeskab indbyde!
Den dumme Pope fra Iishavet, og
Fra Tagos Strand den trædske Inqvisitor,
Som skiuler under den sneehviide Kaabe
Uskyldighedens Blod, og Bisp, og Abbed,
Og Cardinal, og Pave, og Domherren
Med hans Tredækker Hage, som sig lod
I bløde Portechaise slæbe did,
Chorherren glødende af Würzburgs Druer
Og Provst, og Superintendent, Dechant
Og Capellan, og Præst, og Munk, og Klærk,
Hver modig lille bitte Pave, som
Sig stolt oppuster i sit lille Sogn;
Kort, hver den fælles Moder Kirken nærer;
(Usynlig som Gudinden Isis giver
Hun hendes Sønner Die af hundred Bryster)
Jeg udgiød da paa eengang dette Hierte;
Jeg skilte først den sande Præst derfra,
Thi mangen himmelsindet Fenelon
End lever i hver Kirke her og der,
Udbreder viis og god som Ahleman
Det klare Sandheds Lys og Godheds Ild
Med mild Indflydelse, blandt sine Brødre;
Til Resten talte jeg de Tordenord
Siig Øgleyngel! siig, hvo lærte Eder
At flye den Vredes Ild, som Eder venter?
Ved Eders Rødder blinker Øxen alt,
Alt slikker Luen ad det raadne Træe;
Dog da jeg ei kan byde Ulvene
I Faareskind til Giæst ved Bodensøen,
Som Jesabel med kongelige Retter,
Saa vil de ikke agte paa min Røst,
Thi vender jeg mig varslende til Hiorden!
I Christne mærker! Præstens Kald er helligt,
Hvo ærer ei den sande Præst, han ærer
Ei heller Altret, ikke Altrets Gud,
Og i hans Siel er Svig. Men Leiesvende
Er mange, mange Tyve, mange Ulve
I Faareklæder; dog er det ei tungt,
Saa trædske de end er, at skielne Tyven
Fra Hiordens Vogter, eller Leiesvenden
Fra Hyrden; ærer, elsker ham som Fader,
Han elsker Hiorden, er kun nidkiær for
Dens Vel, og blødte gierne for hans Lam.
Hvo egen Vinding søger, er en Tyv!
Lyd dennes Tale, naar han lærer Dyd,
Men seer hans Levnet an med grundet Afskye.
See hiin, som skeeler skottende til Siden,
Naar paa den venstre Haand han rygter Altret,
Og Offerpenge klinge paa den Høire.
Han giemmer sine Tiender til Dyrtid
Og aagrer med den stakkels Bondes Sveed;
Det er en maver Ulv; Hans Børn og Kone
Sultfødes ved hans Bord; han vederqvæger
Den Trængende med iiskold Trøst; hvad Trøst?
Han skiænder: Dovne! gaae til Myrens Tue;
Lær der at sanke ind til Vintrens Trang.
Hvis denne ligner hine maavre Køer,
Som fordum Pharao i Drømme saae,
Da see de feedes Contrafei i hiin
Velmædskede og glatte Bugprælat,
Der nærmer sig ærværdig pustende,
Og, skiøndt han alt har Lugt af Junkers Supper,
Dog stønner under Kiødets svare Byrde,
Og ved hver Tiskridt tørrer møisom Sveeden
Af tankeløse Pande! Aldrig kommer
Hans Svededug udaf hans Høire, uden
Ved Bordet; sidder han enddog, saa har han
Den i den Haand, som hviiler paa hans Bug
Og dog er han mig tifold kierere,
End denne søde Superintendent,
Som vugges i Kareth igiennem Gaden;
See hvor han snapper efter Helsener
Til Høire og til Venstre, hvor han helser
Igien med en ham egen Salvelse.
Han er Oraklet i hans Rigsstad, kiører
Fra Raadsherren og til den rige Kiøbmand,
Veed, hvordan Actierne staae i Holland,
Og har det Haab til Forsynet, det længe
Vil lade Krigens Ild fortære Sønden.
Hans Raad er agtet høit af Borgemester,
Hans Tale gierne hørt af Kierlinger,
Den er vidtsvævende, og blød, som hans
Talar, og smidig som hans Buk, og kraftløs
Som Manden selv, og Hienskalkens Sminke;
Hvo jævner Himmeriges Vei, som han?
For ham gaae Sielene derind saa glat,
Som sæbesmurte Skib af Stablen løber
Dog er hans Himmelnøgle dyr, han aabner
Kun Petri Dør for Riige, Fattige
Bortjager denne bistre Staadderkonge.
End mere statsklog, mere stolt end han
Er Herr Philaulos, som Regentens Hierte
I Skriftestolen aabnes for; Han skaaner,
Og skaanes af hans Høiheds stolte Frille;
Stor er hans Hofindflydelse; og stor
Selv i Ministerens Forretninger.
Til ham nedbøiet Landsbyeprest slaaer Liid:
Han Zions Værn mod Babels Vold vil være!
Ei blot udgyder sig fra Prækestolen
Og ved Høibaaren Synders Sotteseng
Hans Tales breede Strøm; han flyder over
Af Viisdom, naar han drikker Thee, og sidder
I Ottomannen med Ministrens Frue,
Og lærer Statsklog i fornemme Kreds:
„Guds Billede er Fyrsten, hellig, salvet
Med hellig Olie; formastelig
Er frække Tvivl, om vel den Magt, som Herren
Forleened ham, er uden alle Grændser.“
Ministren smiiler til ham, Kammerherren
Forbander sig, det er en herlig Mand,
Imens den gamle Overmarschal sukker,
Hans Søn indsued Hedenskabets Gift,
I Titilibus, og Pultarch; lad dem
Kun sladdre væk om Friehed, Mennesket,
Dets Rettigheder (Drømme) og Jean Jacqves,
Det ringer alt; vi gaae i Domkirken,
Der præker Tisiphonius i Dag;
Udaf en Skye af sorte Lokker tordner
Zelotens Røst, og Prækestolen bæver
Som Ebals Spidse under hellig Banden,
Han fraader, raser, og hvorfor? Et Tempel
Blev atter aabnet Catholikerne!
Kom Ven! jeg væmmes ved den Hyklers Gift,
Lad os gaae hen til Catharinæ Kirke
I Dag staae Bækkener for Kirkedøren,
„Det er af Dynen og i Halmen; kiender
Du ei den arge Klærk, hans Pøbels Afgud;
Med bitter Bærme af sit Galde-Bæger
Han vederqvæger Staden, Gud til Ære,
Saa hykler han! To fromme viise Mænd
Hans Embedsbrødre han med hellig Hvislen
Og vilde Brøl forfulgte, til omsider
Hans Drage Edder flød i deres Saar,
Og begge svandt som Skygger hen, og døde!
O hvor det flyder for ham, naar han beder:
Vend Herre! Vreden din mod Hedninger
Og mod de Folk, som ei bekiende dig“
See! saa er det den Hædersmand, der klemter
Med Zions Stormklokke, og raaber Brand,
Hver Gang han skimter Lys i Meenigheden!
Saa vil vi da gaae til Mariekirke.
See hvilken vakker lille Søn! hans Tale
Er peen som Faldet af de bruune Lokker,
Friseuren kruused ham. Fra Leines Bred
Han nys er kommen hiem, hans Faders Stolthed,
Den gamle fordum sued Viisdom ind
Hos Jenas Lærere, og ansaae sig,
Som et Mirakel i hans Dage, men
Hvad har ei Christendommen vunden siden?
Hvad har Philosophie ei ryddet op?
Vel læser han hver Tidende, hvert Skrift,
Som Nikolais Diegel fandt probat.
Og derfor ændrer aarlig sit System,
Men fuld af Viisdom er hans Søn; for ham
Er ingen Ting forborgen. Sønnen skuer
Med Briller, som hans blinde Mester sleb
Grant i ethvert af Religionens Dyb
Nok! alt for meget! Galden løber over!
I slige Hænder er den Lærdom nu,
Som Gud gav tordnende fra høie Sina,
Og som Guds Søn i Tieners Skikkelse
Indhyllet, bragte os, hvis Vidnesbyrd
Reent, som hans Levnet, naaderigt, som han
Og stort og fuldt af simpel Høihed var;
I har hans Lærdom, holder det, I har!
Den er det, som Martyrer blødte for
Den giver Roe i Live, Roe i Døden,
En Roe, som Skumringens før Morgenrøden;
Den straale skal eengang i Middagsglands.
O bygger Christne dog paa denne Klippe!
Paa falsken Sand den falske Lærer bygger,
Forlyster sig paa Husets flade Tag,
Og bryster sig paa luftige Altan;
Til Regnskyl styrter Bygningen omkuld.