Hil Dig paa egen Odelsgrund,
Trofaste Folk af stærke Døler;
Kjender Du Maalet igjen i vor Mund
Og i Tonen det Hjemlige føler?
Hilsen vi bringe
Didnede fra, hvor Leerne klinge,
Skærende Guld ved det blaanende Hav,
Og hvor høit over Kæmpernes Grav
Nu Opstandelsens Lærker sig svinge.
Trehundred Aar vi fulgtes ad,
Delende Sol og mørke Dage;
Aldrig udslettes af Krønikens Blad
De, saalidt som de vende tilbage:
Mægtige Minder
Slaae deres Bro fra Fjeldenes Tinder
Over til Gefions svømmende Vang,
Og mens Lænken, der fæstned os, sprang,
Blodets evige Baand os forbinder.
Stolt skred Du frem Din egen Vei,
Lod Dine Brødre langt bagefter,
Og i Din Friheds frodige Mai
Folded ud sig de slumrende Kræfter:
Frie nu begge
Kan vi hinanden Hænderne række;
Kom da! vor Grande velsigner vor Pagt,
Og med Nordens trefoldige Magt
Gaae mod Fremtidens Skæbner vi kjække!