Don Pedro tog sin Vey med mangen modig Time,
Og fandt Utallighed af Franske Pillegrime,
Til hand med Sole-Ræst opnaadte Lerma Slot,
Og nöd ved Senge-roe for Reysens Onde got.
Mand saae en anden Dag i Himlens Øster-Stue
Paa Solens Senge-Dör den skiönne Morgen-Frue,
Guld-blomstred i det Blaae med Straale-Pensel sat,
Da en Sölv-malet Dag fordrev den gandske Nat.
Don Pedro reyser fort med vaanlig Vandre-möye,
Til hand det hvide Taarn af Staden fik i Øye,
Thi lod hand Muulen gaa langs ad den rage Sand,
Og uden Muure-værn den Konge-Vaaning fand.
Den Matte-Soel gik ned, og Aften-straaler hængde
Paa Samosierra Top, den blanke Himmel slængde
Med Mörkheds Vexle-magt sig Sove-tepped paa,
Der allevegne var blant gyldne Prikker blaa.
Don Pedro kom til Byes, da Natten vilde stige,
Og fandt sin Blods-forvandt, den skiönne Roderige,
Et Ungdoms yndig Blod, endnu i Fædre-boe,
Der lister hand sig ind, og finder Natte-roe.
Det gryer ad anden Dag, den Soel, som var forborgen,
Paa Dage-skiereds Sölv stak af en gylden Morgen,
Og Pedro reyser sig fra Senge-roe og Mag,
Og signer sin Forvant med en lyksalig Dag.
Her snakkes hid og did, skal Reysen videre gielde?
Hvor kommer Broder fra? mig tykkes vist, at ælde
Har paa min Broder bidt, fra sidst vi taldes ved,
Og hvad der siges meer i slig Fortrolighed.
Saa traade de til Vogns at skue Folkes Lader
I Spanske Kongens Gaard, som og paa Byens Gader,
Da Kudsken afsids reed og ey paa Vognen sad,
Det alle nyder nu Grev Olibaræz ad.
Men som Kareten stift tog paa at rummel-stöde,
I det de kiörte frem, kom Kongen dem i möde
(Oppaa Escurial at see Forlystnings Spil),
Thi trekker de i hast Karetens Vinduv til.
Det var Forundring værd at see den Herre-före,
Den mægtig Majestæt, som hver Mand kunde spöre
I Kongens Ansigts Glands, hans Dragt var kongelig,
Det gyldne Ridder-Uld om Halsen viiste sig.
Her glimred Guld og Sölv i denne Konge-fölge,
Som Solens Spille-Guld paa den forsölved Bölge,
Det gule Liberie giör ogsaa Skaren kiön,
Dog saaes ey der iblant Don Jvan Kongens Sön.
De kom mod Slottet op, nu Kongen selv var borte,
Gik saa i Stolden ind den lange Tid at korte,
Der stod saa mangen Örs, som de med Under saae,
Den ingen Riider meer for Kongen reed derpaa.
De kom til Vogns igien med Snak om Elskovs Sager,
(Den Ting der allerbest i Ungdoms Samqvem smager,)
Don Roderigo drog sin Meenings Dekke need,
Og blotted for sin Slegt sit Hiertes skiulte Meed.
En Engel, siger hand, i Jomfru-Kiöd og Klæder
Med Ansigts Himmel-glands og dyderige Sæder
Har mig mit unge Blod med Ynde-Straaler brendt,
Og Hiertets Fænge-svomp i tusind Luer tændt.
Vel har ved Venners Raad og efter eget Tykke
Virginie tilsagt sit fælles Liv og Lykke
En gammel Peber-Svend, en reyse-kyndig Mand,
Der Sole-barkes ind ved Bantams heede Strand,
Og er i vente hiem, dog lod hun mig forkynde,
At hun vil ufortöed dend Elskovs heede Brynde,
Som blasser i min Barm af Yndest dempe ned,
Saasnart vi samles kand ved Tid og Leylighed.
En Söster er derhos, en deylig Rosen-plante,
Og Himmel-yndig Glut, den nætte Violante,
Vel den, der er om Bord med slig en deylig Möe,
Hand seyler uden Tvivl en meer end lyksom Söe.
Hvor Skiönhed Segled giör, og Vidskab Roret tvinger,
Der drives Skibet vist af Lykkens Vifte-Vinger,
Saa bær og disse Priis for heele Spanske Land,
Hvor ingen ligner dem i Skiönhed og Forstand.
O Daarlighed! saa fik Don Pedro strax til Orde,
At nogen paa sin Mast forinden Elskovs Borde
Fok-seglet hidse vil for en forstandig Möe,
Hand seygler u-bevist en meer end farlig Söe.
Giv kun min Tale Magt, frist Mand er god at gieste,
Skal jeg forandre mig, og nogen ægte-fæste,
Da svær jeg trolig ved ald Ungdoms Kierlighed,
At Skiönhed uden Vid er mig mit Beyles meed.
Ach intet! (siger da den skiönne Roderige,)
Fra Rom og til Madrid veed Mand af Huus at sige,
Det vist paa Armods-Skiær med Vinden Skiber gaar,
Hvor Vidskab saunes maa, omskiönt at Fokken staar.
Forgieves er den Fart, unyttig er den Hyre,
Hvor Qvindens Uforstand kun sætter overstyre,
Hvor Mandens flittig Haand den ikke skiöded för,
Der strander Skibet vist i Modgangs haarde Bör.
Nok snakked (svarer her den grille-blinde Peder,)
Hvad nytter det vi nu saa store Taler spreder,
Om der jeg bedre veed, kom! lad os kiöre did,
At vi med noget kand forslaa den lange Tid.
Don Roderigo blev med Ynde-gunst antagen
Hos sin Virginie, men Pedro, som var slagen
Med Daarskabs Tanke-soet, blev nu en anden Mand,
Hans Øye sigted ald paa Skiönhed og Forstand.
Hand Violante saae, som Middags Soel at mildre,
For hun ved Kunstners Haand sig samme Dag lod skildre
For hver en Pensel-streg de kloge Fingre drev,
Hand sit et Lyst-Copie paa Tanke-Tavlen skrev.
Saa slog hand Giecken lös, og fanger an at snakke
Om det, der tages tyst hos Qvinde-Kiön til takke,
Hun svared med Forstand, med Tiden Talen gik;
Hun fik hans Hierte bort, hand hendes gunstig Nik.
En Dag, som Solens Ild paa Nattens Knöle driver,
Og med sit Morgen-Guld hver Bygning overskriver,
Da kommer disse to i Höytids Herre-pragt,
Hver tænker strax at faae sit Haabnings Slot i Magt.
Men som de Gade-langs hen op ad Byen spanker
I elsk-Indbildings Lyst og Haabnings heede Tanker,
Kom fra Virgini Huus et Tiund af Dörren ud,
Som krænked deres Haab med et bedrövet Bud,
At Manden kommen var fra Østens Kryde-Lande,
Og vilde sig sin Brud ved Bryllup strax bemande,
Saa de var ikke meer i deres egen Vold,
Til de fik agtet, hvad hand förte i sit Skiold.
Mand derfor ufortrodt den Tienist vilde giöre,
Og ikke med en Fod paa Dörrens Tærskel röre,
Som de var inden for, til mand fik nye Besked,
At komme did igien ved liten Leylighed.
Saa faldt da begges Mod, de Lykkes Soele-strimer,
Som varmed deres Bryst i Modgangs vented Timer,
Blev Skye-forborged nu ved dette Torden-slag,
Dog klared det igien til en lyksalig Dag.
Virginie fik Tid i deres Lengsels Dvale,
Ved et sit Udgangs Bud med Hilsen at husvale
Den Haabnings Himmel-Soel, der var kuldkalt i Tvilings Nöd,
Da Tösen dem til Tröst med saadan Snak udbröd:
I gode Herremænd, I hvad I ogsaa heder,
Fortænker mig dog ey, jeg om Forladels’ beder,
For jeg saa næseviis gaar ind ad eders Dör,
Og ey mit Ærende kand rygte, som jeg bör.
Vor Fader er er en Knark, og ret en Knurre-basse,
Hand veed den gandske Dag saa flittelig at passe
Oppaa det mindste Vink vor stackels Moder giör,
Hvorfor hun icke nu kand giöre, som hun bör.
Men troe mig paa min Sand, det er i Folke-munde,
At hand til Tandaris vil reyse alle Stunde,
Da hun og Söster vist skal giöre eder Skiel,
For det I bier nu, det lagde de: Farvel!
Hver tænke ved sig selv, hvad Fryd er her paa færde
Ved sligt et dolligt Bud, dog Tiden andet lærde:
Den Haabnings Himmel-Soel, der glimrer her paa nye,
Forstak sit Ansigts Glands i Mishaabs mörke Skye.
En Dag paa anden gik, dog fik det ingen Ende,
Den Elskovs önskte Vaar, som da alt var i Hænde,
Var nu forandret til U-stadigheds April,
Med Tvilings Kuule-Veyr blant Haabnings Soele-smiil.
En Gud-indvied Dag, da Himlens Øster-Egne
Med gyldne Roser var stafferet allevegne,
Da Söndags Soel rant op i Guld og Karmesin,
Giör de forelskte toe til Kirken deres Trin.
Don Roderigo saae Virginie fremtræde
I Söndags Silke-Pragt hen til sit Kirke-Sæde,
Hand saae i Andagts Angst, hvor hun Knæ-böyed sad,
Og hende med et Nik en lyksom Morgen bad.
Hand strax Knæ-fælder sig ved hendes venstre Side,
Og saa begynder paa sin Elskovs Ach og Qvide;
Hvor Længsels Svinde-Soet fortærret Marf og Blod,
Saae hand var færdig nu sin Död at gaae imod.
Virginie gav Svar, det korteste hun kunde
I saadan hellig Færd og Andagts Bede-Stunde,
Da Medynks Gille-Urt hos hende fæsted Rood,
Og hun med disse Ord sin pæne Mund oplod.
Det giör mig hiertens Ont min Mand vil ey fortsætte
Sit sluttet Reyse-Tog, alleene veed jeg dette,
Som denne Aftens Stund kand fremme vores Agt,
Og staar allenist i Don Pedros Hielpe-Magt.
Den murrevurren Mand og jeg kand sielden stemmes,
Saa vores Samqvems Ord til Ugen om forglemmes,
Til med saa sover hand om Natten som en Steen,
Naar hand har haspet af sin Avinds luure Teen.
Nu bad jeg Söster nok mit Hvile-Rom at fylde
Hos gammel Sagel-Skieg, mens at min Herres Bylde
Jeg efter Afskeeds Ord fik Længsels Röde trykt,
Men see! hvor Sygdoms Haand har hende Senge-rygt.
Saa er og ingen meer foruden Pedro ene,
Der veed af vores Skik, hvad vi hverandre meene;
Thi faar hand Koene-viis hos Manden ligge need,
Mens vores Haabnings-Piil kand naae sit Ønske-meed.
Jeg ellers intet veed og Intet kand udgrunde,
Hvormed min Herre jeg til Tienest være kunde,
Alleene Pedro maa betiene sig mit Sted,
Der fölger endelig slet ingen Fare med.
Det fik hun neppe sagt, för Prædiken var ude,
Don Roderigo blev, ret som mand kunde sprude
Hans Ansigt fuld med Blod, hand listed lige hiem,
I tvivl om hand eengang sligt torde före frem.
Hand sucket og hand laae, men ey et Ord hand talde,
Don Pedro spurde strax, hvad Vredes lyse Galde
Ham overlöbet var, imens hand saadan sad,
Som et u-mælet Kræe, og bar sig selsom ad.
Omsider bröd hand ud: hvad skal jeg Stomper sige,
I Ulyksalighed er ingen meer min Liige,
Og om jeg sagde skiönt det mig om Hiertet laae;
Dog veed jeg Broder mig ey raader Bod derpaa.
Hvad? siger Pedro da, det maa min Broder vide,
At jeg foruden Ank i Græslied vilde bide,
Og vores Venskabs Pligt besegle med mit Blod,
Om Broder kun derved til Raad og Redning stod.
Don Roderigo kom saa strax igien til Orde,
Og med sin Forlovs Mand saalenge gik om Borde,
Til hand forsikred ham, at staae dend Törning ud,
Om det end ogsaa gialt paa Spyd og Bysse-Skud.
Thi færded hastig Bud; Virginie lod sige
Med Buddet hiem igien, de ikkun skulde stige
Og möde begge toe ved Aftens Otte Slet,
Da for sig skulde gaae, hvad dennem för var let.
Ustadigheds April med Tvilings Kuule-Vinde,
Blant Haabnings Soele-Smiil begyndte nu at svinde,
Og Sommer-Soelen blev paa Elskovs Himmel sat,
Den önskte Dag bröd frem af denne Tidens Nat.
De kom ved Afsagt Tid, og tog paa Dörrens Hammer,
Da Solens gyldne Speyl i Aften-Rödens Kammer
Til anden Morgens Brug ved Tidens Haand var sat,
Da og Virginie Her Urian fik fat.
Hand stackels Pedro maa sit Legem Skiorte-slatte,
Og siden legge sig ved Sengens Vægge maatte,
Eya! hvad Tanke-Sværm, der tumled i hans Sind,
Hans modig Löve-Hud blev her til Hare-Skind.
Virginie gik bort saa sagte som hun kunde,
Og lirked Dörren i, men ingen Sövne-blunde
Den Angst-betutted Mand i noget Øye fik,
Kun for den gamle Brok hans selsom Natte-Skik.
See her Indbillings Ild, Forgrillings Tanke-Lue!
Der smelter Guld til Kul i Hiernens Stöbe-Grue,
Der, af een deylig Glut, hans egen Kiælle-Dæg,
Giör ham een gammel Krut med skimled Hage-Skiæg.
Til med den dumme Nar, der alting veed at sverte
Med Mörkheds Grime-Kul, giör at det lille Hierte
Paa hans Indbildings-Bræt stod for den gamle Mand,
Der kukulured alt ved Cubæ varme Vand.
Nu slog den Gamle med sin Rynke-snurpen Gumpe,
At Pedro kröb til vægs, og færdig var at dumpe
Ned paa det bare Gulv, nu slog hand Armen om,
Og favned Pedros Hals i Sengens ænge Rom.
Den Gamle snacked, og blant Sövnens Slumre-Dvale,
Som hand (jeg veed ey hvad) med Konen vilde tale,
Men Pedro, som var nær henflöt i Anger-Sved,
Fik sligt den Gamles Arm med skielvend Hænder ned.
Hand kröb til Senge-Fiæl af meeste Magt og Evne,
Hans angergivne Siæl var nær ved Dödlens Stevne,
Og hvor smaa-banded hand i Hiertets skiulte Sted,
Der den formummed Knort hand hicked immer med.
Men der hand Skiægge-Bom tog for at blande Beene,
Hvor blev da Blodet kold i hver en Aare-Seene,
Der var i Pedros Krop, ret som i Dödlens Nöd,
Det hand og tuured’ ud til Dage-skiæred Bröd.
Mens dette stod oppaa, var ungen Roderige
Hos sin Virginie, og vidste sit at sige,
Imens hand plucked Frugt paa Elskovs Ympe-Sti,
Af Dödlens Svede-Bad, det Pedro svömmed i.
Som Østen lysned nu, og Nattens mörke Tarve
Blev overströgen med een Straale-Gylden Farve,
Da Morgenröden stak de Rosen-Kinder frem,
Begyndte Pedro paa at ville listed hiem.
Hand skreed fra Senge-Stok, og vilde Stövle smörre,
Men, mod Indbildings Agt, fant Laase-lukte Dörre,
Dog greb hand Dörren an, og der saa lenge drog,
Til den Virginie paa viide Vægge slog;
Hun raaber Skove-Raab: hvor? hvor skal Reysen gielde?
Ney holla! bie et lidt! jeg noget först maa melde:
Min Mand maa först besee, hvorledes det er fat,
Og hvem hans Side-Rom har haft i denne Nat.
Don Pedro hvisker ud: ô tier, tier stille!
De gamle Knarker vil sig nödig lade drille,
Fortörner ham ey nu med Utids Sövne-Brud,
Men lader heller mig saa sagt ad Dörren ud.
Ney ingen Snak, god Karl, ney Pedro först maa agte
(Gav da Virginie til Svar) hand maa betragte,
Den gamle Stummer-Klod, den hand i Nat laae næst,
Og du hvad nytter dig Mistankes daglig Pest?
Saa slog hun i een Hast Sparlagenet til Side,
Don Pedro (som for Angst ey kunde sligt modstride,
Men maatte dandse med) hand heed om öre blev,
Angst-Svedens Draaber ham af Pande-Benet drev.
Hand skutted, overtvert udaf sit öye-ende,
Paa den forvurpen Seng, hvor sig da lod tilkiende,
I Stæden for een Knark med Slabber-klatted Skiæg,
Hans Violante selv, hans Hiertens Kiælle-Dæg.
Hun for sin Söster strax med Skaager-Latter sagde
De mange Jammers Baand hun paa Don Pedro lagde:
Virgini havde nær sin Mave leed i tu,
Men Pedro önske kun af Harm sit sidste nu;
Thi lod af Medynks Aand sig begges Hierte drive,
Don Pedro fik Forlov hos Violant at blive,
Hvor hand Dags-Hvile nok for Natte-Kummer nöd,
Til Luften varmed blev af Middags-Soelens glöd.
Slet intet kunde nu paa deres Glæde skaarte,
Saa længe Manden var i Østerleeden borte,
Men strax den Gamle fik sit eget Hiemme fat
Blev der een Hindre-Pind for Roderige sat.
Men Pedro hand blev ved, saa mangen Klocke-Time
Ud paa den sorte Nat, til Soelen vilde strime
Igiennem Vindve-Glas paa Sengens Hoved-Giær,
Da Natten flyete for det Sölv-graa Dage-Skiær.
Saa gik den moedne Höst, da begge fik at plukke
Det önskte Rosen-Blad, dog maatte den og bucke,
Misgunstens Vinter-Fog slog disse Roser need,
Og Avinds Drive-Snee betakte Havens Beed.
Don Roderigo kom ey inden disse Döre,
Ey Violante meer af Pedro vilde höre,
Der hun fik Øye paa en anden Fauer-Svend,
Som og sit Hierte-Lag til hendes havde vend.
Omsider fik hand Lov (ved gyldne Penge-Brikker,
Dem hand een Kammer-Möe saa sagt i Næven sticker)
Ind ad Bag-Stuens Dör saa lettelig at gaae,
Der saae hand paa een Seng, hvor Violante laae.
Hand saae, den unge Svend affordre sine Klæder
Ved Violantes Seng; thi træcker hand fra Læder,
Og fik sin Fugtel ud, gik dermed lös oppaa,
Den anden skyndte sig, og lod ad Dörren staa.
Men som hand smutted ud, gav hand sig til at kiöre
Sin nys-uddragne Skoe mit paa Don Pedros Øre,
Saa hand Knæ-fægnendes i Afmagts Anger falt,
Med stadig Tanke sligt hans unge Levnet galt.
Hand sig indbildte fast, at hans forrusted Hierne
Var giennem-boret af en Pufferts Kugle Kierne,
Men Violante sprang fra Sengen op og loe,
Don Pedro (sagde hun) er Hierte-skudt af Skoe.
Don Pedro færdig var af Harm i tu at revne
For dend hand elskte höyt, ja Stundum over evne,
Gav ham slig Haanheds Stöd og spodske Drille-guf;
Thi fik hun ubetænkt et veldigt Næse-puf.
Dermed var Koen solt, dend stackels Violante
Tog paa at hige Digt og efter Aanden fante,
Dog vilde hun med Magt afstryge denne Spot,
Og rev fra Pedros Mund hver anden Skiægge-tot.
Hand klapped digt igien, indtil den arme Pige
Tog paa i höyen Skye om rednings Hielp at skrige,
Saa Huusets Folk og Tiund greb alle til Gevær,
Men Pedro tog sin Vey, og kom ey meere der.
Hand heese-blæsend löb og kom til Roderige,
Fortalte ham derpaa sin Afskeed med sin Pige,
Indbildet nu som för ved slig en Under-færd:
At Skiönhed med Forstand var ey en Bönne værd.