Poul Pedersen (Année inconnue–v. 1700)

Pedersen, Poul, —1697-, Digter. Fødsels- og Dødsaar saavel som Herkomst ubekendte; synes at have haft Tilknytning til Skagen. P. P. hørte ligesom Bording og andre samtidige Digtere til de frie Fugle, der førte en ustadig Tilværelse uden at kunne opnaa eller udfylde nogen fast Livsstilling. I 1680’erne nød han Gæstfrihed hos en Digterbroder, Oberstløjtnant Jens Steen Sehested paa Herregaarden Selleberg mellem Odense og Kerteminde. Omtrent ved 1690 træffer vi P. P. i Kbh. som Redaktør af de af Bogtrykkeren Bockenhoffer udgivne danske Aviser, især de »Maanedlige Relationer«. I denne Stilling synes han at have gjort god Fyldest; navnlig roses hans Omhu for Sprogbehandlingen, om han end ikke kunde holde Bladene paa samme Højde som den forretningsdygtige Stifter, Daniel Paulli. Rimeligvis er imidlertid P. P.s Hang til uordentligt Liv stadig tiltaget, siden han, formodentlig ved Principalens Død sidst i 1697, fjernedes fra Bladet og maatte ty til Skagen for at nyde Naadsensbrød Vinteren over. At dette ikke er faldet i hans Smag, fremgaar af, at han ved sin Afrejse efterlod et satirisk Digt, som i høj Grad opbragte Skagboerne. Han synes at være vendt tilbage til Kbh., hvor han, mere og mere elendig og forfalden, vistnok ikke længe efter skal være funden død i en Rendesten.

P. P.s eneste bevarede Værk, maaske begyndt paa Fyn, men vistnok fuldendt i hans Redaktørtid, er »Kjerligheds Endrings og Undrings Speil udi den Spanske Herremand Don Pedro af Granada, hans Lif og Levnets Historie, ved Philedor«. Det er ikke af stort Omfang, men som Elskovsroman, oven i Købet paa Vers (naturligvis Aleksandrinere), noget enestaaende ikke blot i dansk, men ogsaa i tysk Digtning ved den Tid. Emnet er en spansk Anekdote, benyttet af Scarron (»La précaution inutile«), hvem P. P. synes at staa nærmest, og i Moliéres »École des femmes«. Men i Aand og Stil er P. P. ganske tysk, den mest typiske Elev af den 2. schlesiske Skole her i Danmark, hvor Skolens Indflydelse dog ved denne Tid er kendelig lige fra Kingo af og nedad. Dette fremgaar allerede af Digtets litterærhistorisk interessante Fortale. Ægte tysk er ogsaa Stilens hule Bombast, Ordspil og Antiteser, dens erotiske Udmalinger og overlæssede Billedpragt, især af Solopgange og Aftenrøde, som Holberg spottede i Fortalen til Metamorphoserne og maaske tænkte paa i »Peder Paars«. Alligevel maa der (med Holberg) indrømmes P. P. en ret høj Plads mellem Baroktidens Poeter: han har Haandelag og et vist Liv, en Glæde ved at tumle med Fortællingen, om end den »tidfordrivelige Artighed«, han tilstræber, for en senere Tid falder ret tung og ugratiøs. Digtet udkom pseudonymt og synes længe at have været udbredt i Afskrifter, som vakte Opsigt og tillagdes forskellige bekendte Forfattere. Det blev ikke trykt før 1724, atter 1756 (samtidig med at Stoffet behandledes som Folkebog i flere Udgaver) og fremkaldte kluntede Modskrifter af Lyder v. Mullen til Kvindekønnets Forsvar. Ny Udgave med Indledning og Noter ved Georg Christensen 1937