Dig, Formosa, gav Skiebnen blendende Ynde og Skjønhed,
Huld i det glødende Blik, Purpur paa deilige Kind,
Tænder og Arme som Snee, en Barm liig catarisk Marmor,
Silkeblødt Haar, og en Fod skjønnere Venus ej har.
Derved gav den dig Magt at beherske Mandslingens Hierte,
Og for din Fod i Baand at lægge hver Vellystens Træl.
Pia! hvad gav den dig? — Ei Skjønhed, men Dyd og et Hierte
Villigt med Trøst og Hielp at aftørre Kummerens Graad.
Skjøn, Formosa, du er! men Tiden snart afbleger Rosen; —
Hurtigt som Avner for Vind bortsvinder hver dig tilbad.
Alt, hvad du har igien, er Nag og rynkede Kinder,
Uden Kundskab og Dyd som Tornen foragtet du staaer.
Pia! o Held dig! du nød Forsmag paa Himmelens Glæder
Hvergang du ømmelig gjød Balsom i Lidendes Saar.
Kort varer Skjønheds Triumph; men Dyden, lysende altid,
Iler med usvækket Glands Evigheds Palmer imod.