Til en Ven
(efter Horaz, II. Bogs 10. Ode.)
(efter Horaz, II. Bogs 10. Ode.)
Den, som forvoven steile Field bestiger,
Tidt kommer hovedkulds derfra igien;
Men den, som aldrig mod et Større higer,
Hans Liv i kiedsomt Mørke svinder hen.
Den lever best, som Middelveien følger,
Som hæver sig fra lave Pøbels Trop,
Men skuer dog med Frygt de falske Bølger
Som Hoffets Søe fra Dybet vælter op.
Naar Egen rykkes op ved Stormens Vælde,
Urokket tidt de mindre Træer staae;
Naar Lynet rammer skyeomkronte Fielde,
Urørte Dalens Hytter ofte laae.
En Barm, der er beredt paa hver en Skiæbne,
Kan bære Alt med fast og roligt Sind;
I Modgang vil den sig med Taalmod væbne,
I Medgang frygte for at slumre ind.
Afvexling er Naturens faste Orden;
Saa bød Naturens store Ophav, Gud;
Og Vaar og Sommer skiftes om paa Jorden
Med Høst og Vinter paa hans vise Bud.
Den samme Lov for Mennesket blev givet —
Ei stedse saares vi af Smertens Braad,
Men Fryd og Kummer vexle af i Livet,
Og Latter følger ofte efter Graad.
Thi naar en Skye hen ad din Himmel iler,
Da staae, o Ven, fast og urokkelig!
Men naar en hældig Vind dit Seil udspiler,
Saa husk, at den kan hastig dreie sig.