H.C. Ørsted (1777–1851)

Som for den, der fra Skibsdæk betragter det vidtstrakte Havspeil,

Kimmingen trindt er tilsyns, og Intet begrændser hans Udsigt,

Hvor den natlige Hvælving, besaaet med funklende Stjerner,

Ved mildtaandende Luft afspeiles i blaanende Dybhed,

Saa Hexametret omfatter vor Sjæl, optagende roligt

Epos! din Digtnings Olymp, det indholdsmægtige Billed,

I sin rhytmiske Flod, hiint Væld for Rhytmernes Slægter —

Som af Okeanos avlet, den vidthenstrømmende Hersker,

Hvert et Vandløb paa Jorden fremrisler eller frembruser.

Som mod Strømmen i Kamp tidt haard møisommelig Roning

Fremarbeider et Skib, men snart Afgrundenes Vandsvælg

Stormoprøres, og Kjølen i skummende Brandinger gynges,

Saa dets Alvors-Gang kan vexle med hurtigste Skynding.

Tidt, o hvor høit gaaer dets Flugt! Hexametret stedse sig selv ligt,

Enten til Krigernes Lov med utrættelig Kraft det sig ruster,

Eller af Viisdom fuldt indpræger betydningsrig Lærdom,

Eller med ynderig Lethed idylliske Hyrder omsvæver.

Hil Dig, Homeriske Klang, Oraklers ærværdige Tunge!

End Du laaner Din Røst til Digternes Qvad i vor Nutid¹.