H.C. Ørsted (1777–1851)

Ørsted, Hans Christian, 1777–1851, Fysiker, Broder til foran nævnte Minister A. S. Ørsted, blev født 14. Avg. 1777 i Rudkjøbing, hvor han tilbragte sin Barndom og første Ungdom, indtil han sammen med sin et Aar yngre Broder Anders i 1793 drog til Kjøbenhavn. Den Undervisning, Brødrene fik i Hjemmet, var af en egen Art. En tysk Parykmager gav dem den første Undervisning. Medens Parykmageren søgte at indgyde dem Beundring for alt hvad der var tysk, søgte en anden Lærer, en norsk Student, at begejstre dem for Norge og nedsætte det danske i deres Øjne. Men med deres ualmindelige Nemme og store Videbegjærlighed erstattede de ved udbredt Læsning i de forskjelligste Retninger, hvad der manglede dem i regelret Undervisning. Hvor godt de fulgte med Tidens politiske og religiøse Rørelser, skildrer den yngre Broder levende i «Af mit Livs og min Tids Historie». 1794 bleve de begge Studenter, hvorefter de efter en kortvarig Forberedelse bestod anden Examen ved Universitetet med Udmærkelse i alle Fag og paa Grund af deres Slægtskab med Stifteren fik Plads paa Elers Kollegium.

Ø. havde fra sit tolvte Aar af været Elev i Faderens Apothek; Kemien interesserede ham, og han læste alt hvad der faldt ham i Hænde af kemisk Indhold. Farmaci blev da hans Studium, og da han 1797 tog farmacevtisk Examen, viste han en Modenhed og Dygtighed, som forbavsede Censorerne. Samtidig med at han læste til Examen, besvarede han med Held to af Universitetets Prisspørgsmaal, det ene af æsthetisk, det andet af kemisk Indhold. Ligesom Broderen var Ø. tidlig og stærkt paavirket af Kant; et Vidnesbyrd derom have vi i hans Doktordisputats (1799), en latinsk Afhandling, oversat paa Dansk med Titelen «Grundtrækkene af Naturmetafysikken». Han følger her Kant næsten Ord for Ord og opstiller det som den kritiske Filosofis Fordring, at «alle Naturlove bør udledes af vor Kjendeevnes Natur». De her nævnte og flere mindre Afhandlinger fra Ø.s Ungdom vidne om en livlig, alsidig interesseret Aand, men tyde endnu ikke paa nogen Originalitet.

Det, der bragte ham ind paa nye Baner, var Voltas Opdagelse af det galvaniske Element i Aaret 1800. I dette Aar havde Ø. overtaget Ledelsen af Løveapotheket under Ejeren, Professor Mantheys Fraværelse. Derved fik han Lejlighed til selv at experimentere med Voltas Støtte og studerede især dens kemiske Virkninger. For at maale disse konstruerede han 1801 et Apparat, der meget minder om Faradays Voltameter. Han ønskede ivrig at rejse for at blive bekjendt med Udlandets store Kemikere og Fysikere, men samtidig søgte han det ved Aasheims Død (I, 29) ledigblevne Professorat i Fysik. Det fik han ikke, han maatte nøjes med 7. Nov. 1800 at blive Adjunkt ved Universitetet uden Løn. Under disse Omstændigheder var der intet, der holdt ham tilbage i Hjemmet, og i Sommeren 1801 tiltraadte han sin første Udenlandsrejse, hvortil han havde faaet det Cappelske Legat (500 Rdl. aarlig) og 400 Rdl. af Fonden ad usus publicos. Rejsen gik til Tyskland, hvor han i Weimar traf sammen med J. W. Ritter, den Mand, han allermest længtes efter at kjende. Den Beundring, Ø. nærede for Ritter, fortjente denne til fulde, skjønt kun faa delte den. Ø. sluttede strax Venskab med ham, skaffede ham senere ved Fr. Baaders Hjælp en Stilling i München og arbejdede under sit Pariserophold paa at skaffe ham Anerkjendelse og Udmærkelse, men uden Held. Opholdet i Berlin var i mange Maader interessant og lærerigt. Han kom meget i den bekjendte Fru Henriette Herz’ Hus, hvor han foreviste nye elektriske Forsøg og traf mange fremragende Mænd. Han hørte Forelæsninger af Fichte og Fr. Schlegel og befandt sig i det hele her i Omgivelser, der tiltalte ham.

I München traf han sammen med Grev Rumford, men navnlig glædede Bekjendtskabet med Fr. Baader ham overordentlig. Ø. siger om ham: «Han driver aldeles paa, at den moralske og fysiske Natur paa det nøjeste hænge sammen, og at uden en saadan Forbindelse Fysikken egentlig ingen Værd har. Han stemmer i denne Henseende meget med Ritter og jeg med begge». Det er lignende Tanker som Ø. senere har søgt at føre videre.

I Dec. 1801 kom han til Paris, hvor han blev et helt Aar. Han hørte Forelæsninger af Vauquelin, Fourcroy, Thenard og Berthollet over Kemi, af Charles og Biot over Fysik, af Cuvier over Naturhistorie. Han saa, at her var meget for ham at lære, skjønt han var forudindtagen imod den franske Videnskabelighed, som med sin mere exakte mathematiske Karakter stod i den skarpeste Modsætning til den naturfilosofiske Tankegang, og skjønt han tit fik at mærke, hvor lidt man i Paris agtede paa, hvad der blev udrettet i andre Lande; han maatte finde sig i, at man spurgte ham, om han kjendte en Platindigel? om han havde set et galvanisk Element? Men Tiden benyttede han paa bedste Maade ved at høre Forelæsninger, se Fabrikker og søge personlig Bekjendtskab med Videnskabens ypperste Dyrkere.

Ved sin Hjemkomst, Januar 1804, haabede Ø. at blive Professor i Fysik, men man saa skjævt til ham paa Grund af hans Interesse for Naturfilosofien; dog blev der tillagt ham en Lønning af 300 Rdl. i 3 Aar og lige saa meget til Experimenter. Han fik overladt en Samling Apparater, som havde tilhørt Dr. Th. Buntzen (III, 257), men maatte selv leje Lokale til Forelæsningerne. Disse drejede sig mest om kemisk Fysik og vare saa stærkt besøgte, ogsaa af Damer, at han knap kunde skaffe Plads til Tilhørerne. Foruden at virke som Lærer udfoldede han i disse Aar en ikke ubetydelig Forfattervirksomhed, mere eller mindre i naturfilosofisk Retning. Specialundersøgelsen interesserede ham mindre, almindelige Synspunkter, endog vovelige Spekulationer tiltalte ham mere. For ham var Spørgsmaalet ikke: Hvilke ere de enkelte Syrers eller Basers Egenskaber? men: Hvorfor nevtralisere Syrer og Baser hinanden? Hvorfor maa der sættes noget til Vandet for at opløse et Metal? Overalt, hvor der blot fandtes en Antydning af en Besvarelse af disse sidste Spørgsmaal, anede han noget betydningsfuldt. Af hans Afhandlinger skulle vi fra denne Tid fremhæve «Betragtninger over Kemiens Historie», Indledningsforedrag holdte i Vinteren 1805–6 (Samlede og efterladte Skrifter V, 3), i hvilke Ø.s ejendommelige Stil og Tankegang for første Gang træder frem. Endvidere Forsøgene over Klangfigurerne (Vid. Selsk. Skrifter V, 1809), som indeholde en Del nye Iagttagelser, navnlig over de Støvhøje, der fremkomme, naar man anvender fine Pulvere til Chladnis Forsøg.

Under et Ophold i Berlin 1812 udarbejdede Ø. et af sine vigtigste Skrifter «Ansichten der chemischen Naturgesetze» (Berlin 1812). Først gives en Oversigt over de vigtigste Stoffer og Processer, dernæst behandles de elektriske Kræfter fra et kemisk Synspunkt, endelig anføres de Grunde, der tale for, at alle Legemer indeholde elektriske Kræfter, som dog ikke træde aabenlyst frem, eftersom de holde hinanden i Ligevægt. Han antager, at de elektriske Kræfter udbrede sig ved Svingninger, som fremkaldes ved Fordeling. Eftersom Svingningerne møde større eller mindre Modstand, vil der opstaa en tilsvarende Varme. Lyset opstaar ved elektriske Svingninger i slette Ledere. Ogsaa Forholdet mellem Elektricitet og Magnetisme behandles her. I Hovedsagen stod Ø. alene med disse Anskuelser, og de vandt heller ingen Anerkjendelse, de hvilede jo ikke paa noget almindelig anerkjendt Grundlag, lige saa lidt som Ø. selv evnede at udvikle dem saaledes, at deres Betydning derigjennem kunde blive forstaaet. Det er først i vor Tid bleven muligt at vinde betydningsfulde Resultater ad denne Vej; vor Tids exakte Naturforskning arbejder netop ud fra ganske de samme Synspunkter, ja udtrykker sig med de samme Ord. Men Ø. kunde dog, da han otte Aar senere opdagede Elektromagnetismen, vise hen til, at den afgav en Bekræftelse paa hans Naturopfattelse.

Angaaende denne Opdagelse har Ørsted selv udtalt følgende. Under en Række Forelæsninger, han holdt i Foraaret 1820, blev Tanken om Sammenhængen mellem Elektricitet og Magnetisme særlig levende hos ham; han sendte da en stærk Udladning gjennem en fin Platintraad og saa virkelig, at en Magnetnaal, som befandt sig i Nærheden, derved kom i Bevægelse. Men det syntes ham vanskeligt at blive klog paa Virkningens Natur, og han udsatte derfor den nærmere Undersøgelse, indtil han havde skaffet sig et kraftigt galvanisk Batteri. Han optog da igjen Forsøgene i Juli Maaned. 21. Juli 1820 udsendte han en kort latinsk Beretning om Forsøgene. Kun fire Kvartsider stor indeholder den dog en stor Mængde Forsøg, som vise, at her virkelig er Tale om en Vexelvirkning mellem de to Naturkræfter, medens Legemerne, der bære dem, og Omgivelserne ere uden Indflydelse. Betydningen af Ø.s Opdagelse stod strax klar for alle sagkyndige, og den blev Udgangspunkt for den Række Opdagelser, som knytte sig til Ampéres og Aragos Navne, og som 11 Aar senere afsluttedes ved Faradays Opdagelse af Induktionen. Og at Samtiden følte, hvormeget den skyldte Ø., er der Vidnesbyrd nok om, blandt andet ogsaa i de Æresbevisninger, der vistes ham fra de forskjelligste Sider. Skjønt det væsentlig var andre, der drog Konsekvenserne af Opdagelsen, skal det dog fremhæves, at Ø. viste, at Loven om Aktion og Reaktion finder Anvendelse paa Elektromagnetismen; derimod lykkedes det ikke ham at paavise Jordmagnetismens Indflydelse paa en elektrisk Strøm, han siger, at hans Apparat var for svagt.

1818 begyndte Ø. sine gjennem mange Aar fortsatte Undersøgelser over Vædskers og Luftarters Sammentrykkelighed; Hovedresultaterne af hans med stor Omhu udførte Forsøg findes i Vid. Selsk. Afhandlinger 4. R. II. Medens disse Forsøg nu kun have historisk Interesse, er det af ham til disse Undersøgelser konstruerede Pietzometer endnu bestandig et vigtigt Hjælpemiddel ved den Art Arbejder. Af Betydning for Kemien blev Ø.s Fremstilling af Aluminium (1825), navnlig paa Grund af den Methode, han anvendte dertil. Paa hans Opfordring optoges Sagen paa ny af Wöhler, som fremstillede Metallet i større Mængde, saaledes at dets Egenskaber kunde fastslaas.

Fra de sidste tyve Aar af Ø.s Liv findes ingen større videnskabelige Arbejder fra hans Haand, men mange Meddelelser, ofte af original Karakter, vidne om den Interesse og Forstaaelse, hvormed han fulgte Videnskabens Fremgang. Derom vidner ogsaa den levende Brevvexling, han vedligeholdt med Udlandets lærde. Det personlige Forhold til disse holdt han vedlige ved gjentagne Udenlandsrejser ogsaa i hans høje Alder. Herunder maa tillige erindres hans ivrige Deltagelse i de nordiske Naturforskermøder, ved hvilke han naturlig kom til at indtage en meget fremragende Plads.

Efter at vi nu have betragtet Hovedpunkterne af Ø.s videnskabelige Arbejde, skulle vi gaa over til Omtalen af andre beslægtede Sider af hans Virksomhed.

Ø., som endelig 18. Juli 1817 blev udnævnt til Professor ordinarius ved Universitetet, var bestandig ivrig for at udbrede Kjendskab til Naturlæren, ogsaa uden for de studerendes Kreds. I den Tanke udsendte han 16. Okt. 1823 en Opfordring til at stifte et Selskab med dette Formaal. Skjønt Sagen næppe fandt den Tilslutning, som Ø. havde ventet, konstitueredes Selskabet dog 26. Marts 1824 med daværende Kronprins Christian Frederik, senere Kong Christian VIII, som «Patron». Dette Selskab, som endnu virker, nærmest gjennem Foredrag, skulde efter Ø.s oprindelige Tanke desuden fremme industrielle Foretagender og Undersøgelser samt støtte de unge, der søgte teknisk Uddannelse. Ø. blev, som naturligt var, Selskabets «bestandige» Direktør. Der manglede dog baade personlige og pekuniære Kræfter til at gjennemføre Ø.s Plan. Men derpaa bødedes dog nogenlunde ved Oprettelsen af den polytekniske Læreanstalt. Ursin (XVIII, 109) indgav 1827 til Kongen et Andragende om Oprettelse af en polyteknisk Skole. Om denne Sag blev Universitetets Erklæring forlangt; det derom nedsatte Udvalg, i hvilket Ø. var Sjælen, foreslog at give den paatænkte Skole en mere videnskabelig Karakter end oprindelig paatænkt. Efter at de store økonomiske Vanskeligheder vare overvundne, stiftedes Læreanstalten 27. Jan. 1829. Ørsted blev dens første Direktør, og ham skyldes for en stor Del den Anseelse, den efterhaanden har vundet, og den Aand, hvori den er ledet.

Ø.s Forelæsninger vare stærkt prægede af hans hele Personlighed og af hans Fremhæven af Aandens og Naturens Enhed; de øvede ogsaa en betydelig Tiltrækning paa Tilhørerne. Hans oprindelige Plan at give en samlet Fremstilling af Naturlæren blev afbrudt, da han kom ind paa experimentale Arbejder; efter at han havde opdaget Elektromagnetismen, udviklede denne Side af Videnskaben sig saa stærkt og hurtigt, at det vanskelig lod sig gjøre at give et samlet Billede af den. Kun den mekaniske Del af Naturlæren fik han færdig; den er udgivet flere Gange i forskjellig Skikkelse, første Gang 1809, sidst af C. Holten 1859. Den fortjener endnu bestandig at læses, især for de udførlige indledende Afsnits Skyld. I alt, hvad han skrev, ofrede han Formen og Sproget stor Opmærksomhed; han har dannet en Mængde nye Ord, af hvilke ikke faa ere gaaede over i Sproget, f. Ex. Ilt, Brint, Vægtfylde, Rumfang, Afskygning, Affatter. Hvor stor en Vægt han lagde derpaa, ses af hans Indbydelsesskrift til Universitetets Reformationsfest 1814, som gaar ud paa en gjennemgribende Reform af de kemiske Betegnelser i de nordiske og germanske Sprog. Han bragte ogsaa Sagen paa Bane ved Naturforskermødet i Gøteborg 1839. I 9. Bd. af hans Samlede Skrifter finder man en interessant Fremstilling af hans Tanker om Sprogets Forædling og af de Fordanskninger, hvortil han har bidraget.

Ø. blev 1808 Medlem af Videnskabernes Selskab; 1815 valgte Selskabet ham til Sekretær. Da han 7. Nov. 1850 kunde fejre sit 50 Aars Jubilæum som Universitetslærer, hædredes han paa mange Maader af sine Medborgere. En Deputation indbød ham til at følge med den ud til Fasangaarden, som blev overladt ham paa Livstid. Der hyldedes han i Sang og Tale af J. L. Heiberg og Forchhammer; Universitetets Rektor, Prof. Stein, overrakte ham en Doktorring besat med Diamanter, Kongen havde udnævnt ham til Geheimekonferensraad, ældre og yngre Elever bragte ham deres Hyldest og Tak, medens Studenterforeningen optog ham som Æresmedlem og der om Aftenen bragtes ham et Fakkeltog. Den Gang syntes hans aandelige og legemlige Kraft og Sundhed at love ham en høj Alderdom, men det gik anderledes. Kun faa Maaneder efter, 9. Maj 1851, døde han efter faa Dages Sygdom. 1876 afsløredes en Statue af ham i Ørstedsparken i Kjøbenhavn.

Ø. havde 17. Maj 1814 ægtet Inger Birgitte Ballum (f. 28. Marts 1789 d. 3. Nov. 1875), Datter af Pastor N. R. B. i Kjeldby paa Møen. Hun var tidlig bleven faderløs; da de bleve forlovede, var hun i Huset hos Ø.s Fader, som var flyttet til Roskilde; med hende levede han i et lykkeligt Ægteskab til sin Død. Hun skildres som en lys og livsglad Natur, der med stor Dygtighed og Selvstændighed styrede sit Hus. De havde 7 Børn, 3 Sønner og 4 Døtre. Af Sønnerne var Albert Nicolai (f. 17. Juli 1829 d. 10. Juni 1900) i en Aarrække Inspektør ved Polyteknisk Læreanstalt. Af Døtrene blev den ældste, Karen, gift med Prof. E. A. Scharling (XV, 74), den tredie, Sophie Vilhelmine Bertha, med Stiftamtmand Dahlstrøm (IV, 152). Den yngste, Mathilde Elisabeth, som lever ugift, har udgivet en Samling af Breve og Optegnelser fra Faderens Efterladenskaber, et af de interessanteste Værker af den Art, vor Litteratur ejer, med værdifulde Oplysninger om Ørsteds Liv og om hans Forhold til mange berømte Mænd og Kvinder.

Avtobiografi i Kofoeds Conv.-Lex. Biografi af J. C. Hauch i Ø.s Samlede og efterladte Skrifter IX; af Forchhammer i Vid. Selsk. Oversigter 1851. Samlede og efterladte Skrifter af H. C. Ørsted I-IX (1851–52) Breve fra og til H. C. Ørsted I-II (1870). C. Christiansen, H. C. Ørsted som Naturfilosof (Vid. Selsk. Oversigter 1903). M. C. Harding, H. C. Ørsteds Virksomhed for Udbredelse af Naturkundskab (Fysisk Tidsskrift II, 1904). Marius Kristensen, H. C. Ørsted og det danske Sprog (Danske Studier 1904). Ørsteds efterladte Korrespondance etc. (paa Universitetsbibliotheket).

– Ligesom Broderen var H. C. Ørsted en omfattende Aand med varm Interesse for Livets samtlige Sider. Hans Studium af Naturen var derfor ikke indskrænket til Fordybelsen i de konkrete Enkeltsager alene; men ligesom han med Forkjærlighed dvælede ved de store almene Grundspørgsmaal, saaledes udvidede hans Granskning sig efterhaanden uvilkaarlig til at yde en hel Naturfilosofi, ja endnu mere: et helt Tilværelsessystem, hvori intet væsentligt var oversprunget. Hele Tidsaanden havde jo denne Retning mod det altomfattende; den romantiske Naturfilosofi havde arbejdet sig frem og vundet Herredømmet over en stor Kreds i Tyskland, og under Begyndelsen af sin Virksomhed var Ø. ogsaa bleven trukket en Del med af denne Retning. Men det gik med ham som med Oehlenschläger og Sibbern: der var for megen Sandhed og Sundhed i det danske Naturel den Gang, til at Retningen med alle dens Udskejelser kunde vinde Indpas hos os. Ø. blev aldrig Naturfilosof i tysk Forstand, men lærte hurtig at skjelne mellem, hvor langt Tanken virkelig kunde føre os, og hvor den subjektive Fantasi begyndte. Han fremhævede bestandig med stor Bestemthed, at vi alle Vegne maatte begynde med Iagttagelse og Forsøg og om muligt ogsaa helst prøve ethvert videregaaende Resultat paa lignende Maade, før det afgjort fastsloges.

Paa denne Maade udformede han sig efterhaanden den totale Verdensopfattelse, han har nedlagt i Skrifter som «Aanden i Naturen» (1850), flere Afhandlinger om det skjønne osv. Det solide naturvidenskabelige Grundlag, hvorfra han gaar ud, og den omhyggelige Tænkning, hvormed han arbejder sig videre frem, bestandig standsende i Tide, gjør, at det hele System endnu den Dag i Dag i alle væsentlige Træk maa erkjendes for rigtigt, om vi end hist og her vilde bruge andre Udtryk.

I Afhandlingen «Det aandelige i det legemlige» viser han, hvorledes det legemlige i sig selv er det forgængelige og omskiftelige, medens det væsentlige i det er de Love, hvorefter alle dets Virkninger foregaa. Da vi ad Tankens Vej kunne finde en Mængde af disse Love, kunne de ogsaa kaldes Fornuftlove eller Naturtanker. De ere ikke blot tænkte af os; men de have Realitet i Naturen som virkende Kræfter. Hele Tilværelsen er saaledes et Fornuftrige, Værk og Aabenbaring af den levende Alfornuft, Guddommen.

I andre Afhandlinger i «Aanden i Naturen» paaviser han, hvorledes de sjælelige Grundevner væsentlig maa være de samme overalt i Tilværelsen. En Jupiterbeboer maa komme til den samme Naturopfattelse som Jordbeboeren. Ogsaa Skjønhedslovene og de moralske Love maa væsentlig være ens i det hele Verdensalt. Om det skjønnes Væsen handle adskillige af Ø.s større og mindre Afhandlinger. Han er i Grundtrækkene enig med Kant; men hans naturvidenskabelige Indsigter have gjort ham det muligt paa flere Omraader at føre Theorien videre og anvende den indgaaende paa forskjellige konkrete Tilfælde. Han har dermed givet Grundlaget for en virkelig Æsthetik, der ikke som saa mange Nutidsforfatteres indskrænker sig til blot at være en Række lyrisk-subjektive Formeninger om det behandlede Digterværk, Maleri eller desl., men giver en virkelig objektiv Analyse af Skjønhedsfølelsens Opstaaen.

Ogsaa samtlige Grundtræk af en Ethik og en Religionsfilosofi vil man finde i hans Afhandlinger. Det er vor ethiske Opgave at faa vor Vilje og vort Liv til at stemme med den evige Fornuft. Han tilskriver Mennesket en begrænset Frihed, men mener ikke, at Guddommen af den Grund nogen Sinde behøver at gribe vilkaarlig ind i Verdensløbet. Denne Ytring førte ham til en interessant Strid med Biskop Mynster (Aanden i Naturen, 2. Del), ligesom han af og til paa andre Punkter maatte forsvare sine religiøse Anskuelser over for Samtidens Theologi.

Hvad der giver Ørsteds filosofiske Frembringelser deres store Betydning, er ikke blot dette, at vi her have Udtalelser af en Mand, der forbandt en overordenlig klar og skarp, ved naturvidenskabelige Sysler trænet Tænkning med det reneste og ædleste Sind og en for alle Livets Forhold aaben Sans og varm Interesse; men hertil kommer endnu, at Forfatteren levede netop paa Overgangstiden mellem den saakaldte rationalistiske og den romantiske Periode, paavirket af begge, men, som det synes, nærmest forenende begge Perioders gode Sider i sig uden i nævneværdig Grad at være smittet af nogen af de to Retningers Ensidigheder. Der vil derfor sikkert komme Tider, da hans Afhandlinger, som for Øjeblikket næppe have nogen udstrakt Læsekreds, atter ville tiltrække sig den Opmærksomhed, de i saa høj Grad fortjene.

Og dette af endnu en Grund. Thi ligesom Forfatteren vedholdende syslede med Studiet af det skjønne, saaledes nærede han ogsaa den varmeste Interesse for Kunst og Poesi. Han skrev derfor ikke blot selv Digte og æsthetiske Recensioner; men han interesserede sig tillige i overordentlig Grad for et rent og smukt Sprog og en smuk Fremstillingsform, og ligesom han med udpræget Smag og Dygtighed virkede som Sprogrenser, saaledes ere ogsaa alle hans Afhandlinger sande Mønstre paa ypperlig Sprogbehandling. Her er ingen uklare Kunstord og ingen tilslørende Blomstertale. Selv de vanskeligste Spørgsmaal ere her behandlede i saa rammende jævne og naturlige Udtryk, at den opmærksomme Læser uden særlige Forudsætninger føres til Forstaaelse uden at ane, at det alene er Forfatterens mesterlige Fremstillingskunst, der har gjort det hele let som en Leg.