Naar Solen er svundet bag Fjorden
mens Dagen er gledet til Ro,
og Skumringen stiger fra Jorden
og skjuler den slumrende Ko,
naar Finke og Spurv reder Sengen
bag Lindenes skærmende Hang,
og Maanen staar hvid over Engen,
saa synger Niels Peter sin Sang.
Under Lindenes skyggende Kroner,
der sidder han Aftenen lang
— en Harmonikas klynkende Toner
støtter hans traurige Sang;
herfra han Skumringen møder,
mens Nymaanen krummer sit Sejl;
langt borte Solfaldet gløder
i Smaabyens rødmende Tegl.
Saa standser Sangen derude
og Spillet saa underlig brat,
mens Blinket fra Fyrtaarnets Rude
skær’ gennem den slumrede Nat;
Niels Peter er gaaet til Hvile
og drømmer i dybeste Ro,
mens Skyggen fra Markskellets Pile
slaar ind imod Lade og Lo.