Ned over Tiberen og Romas Høie
Sit første Lys nu sender Dagens Øie,
Og farver med sin Straale Bjergets Top;
Mod Morgensolen flyver Fuglen op,
Hvor ingen Vægt dens Bryst og Vinge tynger
Mens for den unge Dag sin Fryd den synger.
Fra Bjergets Sti, hvor Mulen har sin Gang,
Igiennem Luften lyder Klokkeklang;
Fra Dalens Vei, hvor Hjorden gaaer forbi,
Blidt toner Hyrdefløitens Melodie;
Fra Skovens fjerne Lunde Hornet klinger,
Og giver Hindens lette Fødder Vinger.
Alt vækkes i den unge Morgenstund,
Alt lever op, paa Bjerg, i Dal, i Lund,
Alt rører sig langs Tiberflodens Sider,
Hvor mellem Siv den gule Bølge glider.
Hist roer en Fisker — hist paa Bredden staaer
Hans Viv med det kastaniebrune Haar;
Den lille Søn, som nys hun holdt ved Barmen,
Hun løfter nu mod Solen høit paa Armen.
Og hist fra Hyttens Dør, hvor Duggens Graad
Paa Mosset og paa Græsset perler vaad,
De muntre Børn paa Engen ud sig skynde,
For strax med Leg nu Dagen at begynde.
Dog medens udenfor den store Stad
Hvert Hjerte rører sig og svulmer glad,
Og Alting drikker Liv af Lysets Kilde,
Hvi drager gjennem Byen nu saa stille
Fra Vestatemplet, fra Gudindens Hjem,
Den tause, sørgeklædte Skare frem?
Hvi gaae Lictorerne med Ho’det bøiet?
Hvi vandre Præsterne med Graad i Øiet
I Glandsen af den friske Morgensol
Omkring den tæt tillukte Bærestol?
Hvi lyde foran Toget nu de bange,
De dybe, ængstelige Sorgesange? —
Ak, bag sit dunkle Forhæng Baaren har
Det levende og dog saa stumme Svar:
Der sluttes Fulvia, den unge Qvinde,
Bestemt til Gravens rige Offer, inde;
Der bæres Vestalinden til sin Død
Mens hist paa Torvet, som til Templet støder,
Nu hendes Elsker — nu Marcellus bløder.
Men længer frem i Stilhed Toget gaaer,
Og hver en Romer, det paa Veien naaer,
Sig slutter sorgfuld til de mørke Rader,
Der skride langsomt gjennem Byens Gader. —
Alt den collinske Port, en Bue lig,
Alt Campus sceleratus viser sig;
Der Graven er, der er den dybe Hule,
Som snart den unge Fulvia vil skjule.
Men træd herhen til Hulens bratte Rand,
Hvor nu det store Baal man tænder an
Mens fra det Fjerne Toget alt sig nærmer.
Her hviler Loftets Lem, som Graven skjærmer,
Og som, naar eengang den er lukket til,
Sig aldrig meer for Dagen aabne vil;
Her Stigen staaer, som Off’ret ned skal bringe,
Ad hvilken aldrig meer hun vil sig svinge
Op til den Verden, hvorfra bort hun gaaer.
Og her det lille Bord, hvis Marmorplade
Nu bærer Skaalen og de gyldne Fade,
Der gjemme Vand og Olie, Meel og Brød,
Den bittre Næring for en langsom Død.
I Krogen hist den matte Lampe hænger;
Den gyldne Dag nu reent dens Glands fortrænger,
Men o, det varer kun en føie Stund,
Da vil den lyse klart i Hulens Bund;
Høit vil den flamme, naar først Graven lukkes,
Før den gaaer ud — før den for evig slukkes.
I langsom Gang sit Maal nu Toget naaer;
Paa Jorden sættes ned den lukte Baar,
Og medens Folket Gravens Rand omringer,
Med dæmpet Stemme Sorgechoret bringer
Ved Fløiternes den melankolske Klang
Til Vestas Guddom en Forsoningssang.
I Baalet Pontifex sit Offer gyder,
Og Chorets sidste Klagetone lyder
Endnu da Baarens Forhæng drages af,
Og Fulvia nu vandrer til sin Grav.
Med sænket Hoved Jorden hun betræder,
Af Sløret dækket, i de hvide Klæder
(Den ubesmittede Gudindes Dragt)
Og i den purpurrøde Kappes Pragt;
Og som en Støtte staaer hun taus og stille
Paa Grændsen nu, hvor Liv og Død sig skille.
Ei mindste ydre Tegn paa hende var,
At endnu Livet i sit Bryst hun bar;
Ei mindste Suk, ei mindste Skjælven bringer
Et Budskab om at Smerten hende tvinger.
Da træder Præsten til — og let hans Haand
Om hendes Hoved løser Slørets Baand
Og Kjæden, der om Halsen rundt sig vinder —
Og pludselig, som naar en Sky forsvinder,
Fra Vestalindens Pande Sløret gled,
Fra hendes Skulder synker Kappen ned.
O see, hvor ung og skjøn! — En Genius lig
Her ved sin egen Grav hun hæver sig
Til Døden viet og mod Mørket bøiet;
Paa Jorden fæster stirrende hun Øiet,
Mens Sorgens lange Slør, det dunkle Haar,
Om hendes marmorhvide Kind sig slaaer.
Fast om den ene Haand den anden holder,
Men ingen Bøn som fordum nu dem folder,
Bevidstløs Straf dem ene binder fast —
Da løfter hun sit Hoved høit i Hast,
Og med sit Øies halvudslukte Luer
Omkring i Kredsen hun forvirret skuer,
Og Hver, som seer det, i sit Hjerte gruer.
Paa eengang dog faaer Liv det døde Blik,
Thi sin Bevidsthed hun paa eengang fik;
Paa eengang zittre let de hvide Kinder,
Og op af Sneen voxe Sjælens Minder
Til friske Roser i en Purpurkrands,
Der giver Læben Liv og Øiet Glands.
See, hvor bevæget, af Erindring varm,
Nu Tanken flyver høit med hendes Barm!
See, hvor igjen, som Echo af en Klage,
Den synker mat og døende tilbage!
Dybt hendes Hoved sænker sig igjen,
Og til sin aabne Grav hun træder hen,
Af Præsten støttet, som den Svage fører.
Det første Trin af Stigen hun berører,
Da staaer hun atter stille — Dødens Chor
Til hende taler med de sidste Ord:
Nu svinder Verden for dit Blik,
Og Lyset brat forgaaer;
Den Sol, hvis Straale nys du fik,
Dig aldrig mere naaer.
Og aldrig meer din unge Kind
Skal rødme frisk og varm
Ved Mødet med den Morgenvind,
Som hæver nu din Barm.
Af hver en Stjernes Glands forladt,
Ad Eensomhedens Vei
Du vandrer til den dybe Nat,
Som Maanen klarer ei;
Og naar i Mørket længer frem
Du gaaer med ængstet Aand,
Du banker paa det sidste Hjem
Med en afmægtig Haand.
Da aabne Dødens Porte sig,
Og Skyggers lette Chor
Som deres Søster hilse Dig
Med toneløse Ord.
I stille Angst da slaaer dit Bryst,
Og dybt endnu engang
Du sukker efter Livets Røst,
Som her paa Jorden klang.
En Trøst dog gjemmes for din Vee,
Endnu er Naaden til;
Thi Vestas Lampe skal du see
I Døden straale mild.
Til den dig føre vil en Gud,
Og luttret i dens Skin,
Mens hver en Brøde brændes ud,
Gaaer du til Hvilen ind.
Her Choret taug — og Vestalindens Fod,
Der ubevægelig paa Stigen stod,
Dens næste Trin nu skjælvende berører;
Og nu en Tone lig, hvis Klang man hører
At svinde langsomt meer og mere hen,
Saa svandt for Alle Fulvia igjen.
Først — medens ned hun steg i Taushed stille —
Først tabte Blikket hendes Fod, den lille,
Saa af den ranke Skabning Meer og Meer,
Tilsidst det fagre Hoved kun man seer.
Da standsed hun med eet — og hendes Øie
Sig vendte vilkaarlig mod det Høie,
Mod Himlen og mod Solen med et Blik,
Hvori sin Glands af Døden Livet fik
Kun et Secund det vared — dog det gjemte
Et evigt Minde, som man aldrig glemte:
Da svandt det bort; til Dybet Vei det fandt,
Og Øiet, Panden, Lokkerne forsvandt.
* * *
I Grotten Vestalinden sidder stille,
Og Lysets Straaler seer endnu hun spille
Igiennem Hvælvingens det aabne Tag
Som lifligt Gjenskin af den unge Dag.
End seer hun Stigen — end kan hendes Øie
En Gjenklang af de mange Stemmer høre,
Der over Jorden blandes til et Chor.
Som afhang Liv og Død af disse Ord
Hun lytter efter dem, og hendes Øie
Med anspændt Kraft betragter Stigen nøie.
Da drages den paa eengang op — og i
Slaaer Hulens Lem; og pludselig forbi
Er hver en Glands, som over Jorden lyser,
Og paa sit Leie Vestalinden gyser.
Ned var hun sunken som af Døden rørt,
Hvis ei endnu en Lyd hun havde hørt,
Der fængsler Tanken, og den dobbelt skrækker;
Thi hør, hvor Graven nu med Jord man dækker!
Hør Lyden af de tunge Spaders Slag,
Der gjør et Bolværk mellem Nat og Dag!
Hør som en dæmpet Torden nu et Bulder!
Den kæmpestore Steen man langsomt ruller
Hen over Hulen som en evig Vagt
For Livet, der i Graven ned er lagt.
Med eet er Alt saa stille og saa rolig;
Ei mindste Lyd sig nærmer hendes Bolig,
Ei mindste Gjenklang meer af Verdens Røst.
Mildt flammer Lampen dog endnu som Trøst,
Og dybt fra Krogen, som dens Straaler smykke,
Den kaster skarpt paa Grottens Væg en Skygge
Af Vestalindens yndige Profil,
Af hendes Lokker, fæsted med en Piil.
Og halv i Tanker Fulvia sig vender
Mod Væggen om, hvor hun sig selv erkjender,
Og med et Suk i denne Skygge seer
Et Billed af hvad aldrig klares meer.
Stærkt skjælver Skyggen medens saa hun sukker;
Og Fulvia bøier sig — og Skyggen bukker
Paa samme Tid som hun sit Pande ned,
Og langsomt ad det stille Hvilested,
Lig Brudens Leie smykt med Tæpper hvide,
Den glider hen ved Vestalindens Side. —
O, ganske eensomt Mennesket er ei!
Staaer han i Lys, er Skyggen paa hans Vei,
Og viser ham hans eget dunkle Billed;
Er dybt i Nat og Mørke hen han stillet,
Da træder frem hans inderste Gestalt,
Tillive ved de klare Tanker kaldt;
Thi mod Alverdens Lys er han en Skygge,
Mod Dødens Mørke dog en evig Lykke.
Men paa sit Leie Fulvia nu hviler,
Og uophørlig hendes Tanke iler
Fra Dødens Eenshed op til Livets Larm;
Naar der i Lysets Glands den flyver varm
Og lever om igjen de fordums Dage,
Da døer med eet dens Toner hen i Klage,
Og som en anskudt Fugl, der Vingen brød,
Den synker ned i Mørket til sin Død.
Men atter Fulvia til Liv den bringer,
Og atter løftes Tankefuglens Vinger,
Og atter flyver den til Verden frem,
Og atter sønderknuust den vender hjem.
Tilsidst dog af det samme Spil den trættes,
Tilsidst kun Vestalindens Tanke rettes
Foruden Styrke, svævende og mat,
Paa Gravens Stilhed, af hver Lyd forladt.
Faldt blot et Sandskorn nu, man Lyden hørte
Naar i sit lette Fald det Gulvet rørte;
Slog et Insect sin bløde Vinge blot,
Det i den dybe Stilhed hørtes godt;
Men ingen Lyd — det er kun Tidens Kilde,
Der gaaer forbi, og den er evig stille.
Den bærer vel Alverdens vilde Larm
Paa sine Bølgers altid fulde Barm,
Men alt som Livet ned ad Strømmen føres,
Af Tausheds stille Aand det let berøres:
Den fulde Taare bli’er til Veemods Dugg,
Det stærke Klageskrig bli’er til et Suk,
Og ned mod Graven flyder Tidens Kilde
Som nu om Fulvia saa taus og stille. —
Da griber Medynk med sig selv — en Lyst
Saa sød som bitter — Vestalindens Bryst;
Og fra det lukte Øie Taaren rinder
Foruden Hvile over hendes Kinder;
Og suges af de unge Læber ind
Som liflig Balsom for det syge Sind.
Hun græder uden Ophør: fulde, milde,
Paa Draabe Draabe, hendes Taarer trille,
Som skulde reent i dem hun flyde hen,
Og aldrig hæve sig til Liv igjen.
Endnu hun græd, da Sorgens stærke Klage
I hendes Sjæl sank døende tilbage;
Endnu hun græd, da Søvnens stille Aand
Berørte hendes Øie med sin Haand.
Hun slumred ind — og hen ad Drømmens Vover,
Som Mindets blege Maane svæver over,
Tilbage i sig selv hun sagte gled;
Det Dække, der om Dagen drages ned
Imellem Tankens Yttring og dens Kilde,
Nu løfter sig tveiret tyst og stille,
Og intet ydre Indtryk fængsler meer
Den frie Sjæl, som i sig selv kun seer.
Der — i dens stille, underfulde Rige —
Der, i fornyet evig Ungdom stige
De uforgjængelige Minder frem;
Der formes Haabets Billeder af dem;
Thi altid skjuler sig i hver Erindring
Eet Haab til Lidelse og eet til Lindring;
Der vælder frem den rige Tankestrøm,
Som end sit Liv kun gyder i en Drøm,
Men som bevarer dybt i sine Bølger
Det Kommende, hvis Liv endnu sig dølger.
Alt hvad den næste Dag skal kalde frem,
Beredes alt i dette stille Hjem:
Savn, Sorg, Begjæring, Hvile, Had og Længsel
Med alle Spirerne til Lyst og Trængsel.
— Og Vestalinden sover; Lampens Skin
Faldt dybt fra Krogen hen paa hendes Kind,
Paa hendes mørke Lokker, paa de hvide
Blodløse Læber, dog endnu saa blide.
Men skjøndt hun ubevægelig nu laae
Her i den stille Hules dunkle Vraa;
Skjøndt nu en Fange slumrende hun hviler,
Dog frigjort hendes Sjæl med Drømmen iler.
* * *
Hun drømte — mange lange Aar svandt hen,
Og selv hun seer sig som et Barn igjen,
Der gjennem Haven, under Træets Grene,
Med Fuglen paa sin Skulder vandred ene.
Hun strakte ud sin Haand med Kornet i,
Og fløited, vendt mod Fuglen, sit Pipi,
Og ned den fløi med eet paa lette Vinger,
Og nød sin Føde nu paa hendes Finger.
Saa gik hun med sin Fugl i Haven om,
Betragtende sin lille Eiendom,
Og med en Fryd, som kun de Smaa fornemme,
Hun taler til den med en kjærlig Stemme.
Da hører hun med eet sin Moders Røst:
Kom hid, o Fulvia, mit Øies Lyst!
Kom op mit kjære Barn, min lille Pige!
Din Fader har et Ord dig nu at sige.
Hun træder ind i Hallen — Fuglen sad
Igjen paa Skuldren, nipped af et Blad,
Og som hun selv den seer sig om urolig;
Thi rundt i hendes Faders stille Bolig,
Hvor Sværdet kun og Væven før hun saae,
En Skare purpurklædte Præster staae.
Men hendes Fader hendes Haand nu fatter
Idet han taler: Skuer her min Datter!
Min lille Fulvia, mit Huses Ziir,
Ved disse Ord han hendes Mund berører
Til Afsked med sin Læbe — derpaa fører
Han hende taus til hendes Moder hen,
Der favner hende sukkende igjen.
Selv sukker hun, men kjender Grunden ikke;
Dog pludselig fordunkles hendes Blikke,
Og hendes Taare flyder meer og meer,
Da Graad hun i sin Moders Øie seer.
I dette Øieblik sig Fuglen svinger
Fra hendes Skulder bort paa lette Vinger,
Og rundt hun følger den i Hallen om
Indtil de begge hen til Døren kom.
Der fly’er den ud — i Luften høit den stiger,
Hvor paa sin frie Flugt den hurtig svandt
Men i det Samme Drømmens Billed viger,
Og Synet skifter om, som hende bandt.
Hun drømte. Som en voxen Jomfru hun
I Templet gik den tause Midnatsstund,
Og skued op til Vestas høie Billed,
Der tættilsløret var paa Altret stillet.
Foran det, paa den blanke Marmorsteen,
Den hellige Lampe brændte mild og reen,
Og klart i Glandsen af dens hvide Lue
Gudindens rene Haand hun kunde skue.
Og Fulvia stod taus med sænket Blik,
Og let i Drømmen forbi hende gik
Den lange Sum af Timer og af Dage,
Som her i Templets Hal var lagt tilbage.
De mange Aar, hvori med trofast Sind
Hun havde vogtet her paa Lysets Skin
Og offret Dag og Nat til sin Gudinde —
Dem saae hun atter komme og forsvinde.
Men nu til Altrets Fod hun træder hen,
I Lampen gyder Olie hun igjen,
Saa Luen flammer høit imens hun stille
Andægtig kysser Vestas Haand, den milde.
Da var det, som med eet Gudindens Aand
Gav Liv til Billedstøttens Marmorhaand;
Thi let den hæved sig, og Slørets hvide
Og rige Folder Haanden drog tilside.
Den høie Støtte, før saa kold og stiv,
Med eet bevæged sig i yndigt Liv;
Glands farved Marmorkinden, Læben smilte,
Og Øiets Lys paa Vestalinden hvilte,
Der knælte taus, mens hendes Sjæl og Blik
Tilbedende op til Gudinden gik. —
Men Vesta løfter atter Haanden stille,
Og hendes Stemme lød med Toner milde:
O Fulvia! min Datter, hvem jeg saae,
For mine Fødder tidt, naar her du laae
I Nattens tause Stund, og Bønner hæved
Til mig, der skjøndt usynlig dig omsvæved.
O Fulvia! din Villie den er skeet;
Thi uden Slør du har mit Aasyn seet,
Og for dit Øie staaer jeg aabenbaret.
Men som min Naade her du har erfaret,
Saa vær mig altid tro paa denne Jord! —
Dybt bæved Fulvia ved disse Ord —
Hun vendte sig — og i det Samme stilled
For hendes Sjæl sig frem et andet Billed.
Hun drømte. Over Himlen Maanen gled
Og kasted sin Glands paa Lunden ned,
Paa Myrthen og Cypressen, der sig bukked
Til Kilden ned, hvor Nattergalen fløited.
Selv fulgte hun de lette Bølgers Strøm,
Og vandred eensom i sit Hjertes Drøm,
Snart smeltet hen i Lyst, og snart urolig,
Igiennem Lundens halvoplyste Bolig.
Da skjælved pludselig Cypressens Top,
Da løfted hurtig hun sit Øie op,
Og see, paa Bækkens anden Bred, i Flammen
Af Lunas Straale, lænet op til Stammen
Den unge Ridders Skikkelse hun saae,
Ham, som i lang Tid Hjertet gjemte paa.
Som tvende Lys til eet sig sammen føie,
Saa mødtes her paa eengang begges Øie,
Og begge vexled her med stille Røst
Savn imod Haab, og Sorger imod Trøst.
De vandred hen hvor Kildens Bølger glide,
Hun paa den ene, paa den anden Side
Marcellus, der om hendes holdt sin Haand,
Og danned over Kilden saa et Baand,
Der fast forened dem, hvem Skjebnen vilde
For evig fjerne og for evig skille.
Saa vandred de, og kom til Broens Steen,
Og fast omslynged stod de To kun Een:
Een Aand kun boede i dem, een var Flammen,
Da deres Blik og Læber smelted sammen.
Men af sin Barm en Ring Marcellus trak,
Som han paa Vestalindens Finger stak
Med disse Ord: dig, Lundens stille Skygge!
Og dig, o Luna! jeg betroer min Lykke.
Da lod i Drømmen Fulvia hans Ring
I Bækken falde — pludselig omkring
Marcellus vendte sig, og i det tykke
Og dunkle Løv hans Billed som en Skygge
Gled meer og meer tilbage. Selv hun stod
Med Skræk i Sjælen, med en bunden Fod,
Der vilde følge ham, men mægted ikke.
Og mere fjern ham skued hendes Blikke,
Og mere mørk blev Skoven — Maanens Kind
I Skyens sorte Slør sig hylled ind,
Mens nærmere hun Stormens Brusen hørte.
Alt rørte sig, kun hun sig ikke rørte;
Alt sig bevæged — hun alene stod
Kun ubevægelig med lænket Fod,
Og saae den Elskede tilsidst forsvinde —
Men i det Samme vexled Sjælens Minde,
Thi Drømmen skifted om i hendes Sind.
Hun drømte. Ved de blege Stjerners Skin
Hun vandrer gjennem ubekjendte Egne;
Og Alt er tomt og mørkt — og allevegne
Kun Død og Undergang hun skue faaer.
Foran et Tempel i Ruiner staaer
Hun nu, og Tagets sammensunkne Buer
Og brudte Piller hendes Øie skuer,
Thi af det stolte, søileklædte Huus
Den ene Halvdeel ligger her i Gruus.
Alt synes hun, at her hun skulde kjende,
Men hver Erindring flygter bort fra hende
Just naar den vakt i Sjælen tale skal.
Dog see! ud af en marmorhvælvt Portal,
Der endnu staaer, omringet af Ruiner,
En Qvinde træder frem med strenge Miner,
Med stolt Gestalt og majestætisk Gang,
Og truende og langsom Stemmen klang:
O Fulvia! Hvi staaer du her saa stille
Og seer paa Templets sønderbrudte Pille,
Og paa den sunkne Bygning, før saa stærk?
Du Daare, skuer kun dit eget Værk.
Thi her stod Vestas Borg — her Solen tændte
Den rene Flamme, som paa Altret brændte,
Men du har Flammen slukt! og Templet faldt
I samme Stund — dog endnu staaer din Dommer:
See bag dig, Fulvia! Din Straf den kommer.
Og Fulvia i Drømmen saae sig om,
Og seer, et Sørgetog nu langsomt kom
Hen over Sletten — og mod Templets Pille
Det skred som Døden frem, saa tyst og stille.
Foran man bar en Baare, bred og stor,
Bedækket af et dunkelt Sørgeflor,
Der, medens Toget tæt forbi nu skrider,
Paa eengang løftes og tilside glider:
Der laae Marcellus i sit Blod — hans Træk,
De før saa fagre, stivned var i Skræk;
Hans unge Legeme, til Bolig dannet
For Styrke og for Skjønhed, herligt blandet,
Laae sønderslidt, berøvet al dets Pragt,
Lig Skovens Stamme ved Orkanens Magt.
Men Fulvia i Rædsel om sig vender,
Og pludselig nu Skikkelsen hun kjender,
Der end ved Templet stod med hævet Haand.
O Vesta! O Gudinde, tag min Aand!
O, riv det rige Offer ud fra Døden!
Min være Straffen, thi kun min er Brøden!
Saa raaber hun, og sønderknuust hun ned
For sin Gudindes rene Fødder gled —
Men op hun slaaer sit Øie — endt er Blunden;
Hun er alene; Drømmen er forsvunden.
* * *
Høit paa sit Leie Fulvia hæver sig,
Og seer omkring i Hulen som et Liig,
Der af sin Grav til Livet kaldes atter,
Men Intet dog af Verden mere fatter.
Som Hjulet dreies i en evig Ring,
Saa ruller hendes Øie vildt omkring
Blandt Syner, der med Drømmen end sig blande.
Med Haanden stryger heftig hun sin Pande,
Som for paany i Sjælens skjulte Hjem
At kalde Tanken til Bevidsthed frem.
Saa sidder hun — med eet da Øiet standser,
Med eet faaer atter Liv de døde Sandser,
Og Livets Straale, Dødens hele Skræk
Sig maler atter af i hendes Træk.
Marcellus! — sukker hun — var det dit Billed,
Som sig i Drømmen for mit Øie stilled?
O Elskede! var det dig selv jeg saae,
Da sønderknuust og blodig der du laae?
Ved dette Suk sig hendes Blik forandrer,
Og ned fra Leiet springer hun, og vandrer
Med snare Skridt, snart klagende, snart stum,
Frem og tilbage i det snevre Rum.
Nu staaer hun stille — nu sin Haand hun strækker
Mod Gravens Loft tveiret — nu bedækker
Den atter hendes Pande — nu den slaaer
Tilbage hendes lange, spredte Haar,
Mens fyldt med Rædsel hendes Øie skuer
Hen mod den dunkle Lampes svage Luer.
Da farer gysende hun op igjen;
Til Olieskaalen let hun iler hen,
Og med dens rige Kraft hun atter tænder
Den matte Straales Liv, saa høit den brænder.
I Tanker reent fortabt nu der hun staaer;
Jo høiere den stærke Flamme slaaer
Og farver Loft og Væg med sine Luer,
Jo mere klart ved dem sin Grav hun skuer,
Desmere svinder Livets svage Skin
I hendes Øie og paa hendes Kind,
Desmere udtryksløs hun for sig stirrer,
Desmere hendes Tanke sig forvirrer.
Da var det som en Lyd foroven lød,
Det var som Gravens Loft man gjennembrød,
Og Fulvia farer op, og Øiet vender
Hun efter Lyden, som nu atter ender.
Hun lytter — dog sig Intet mere rører.
Høit raaber hun — ikkun sig selv hun hører.
Stærkt gjennem Hulen trænger hendes Skrig;
Men Alt er stille — Intet rører sig,
Og intet Svar igjen fra Verdens Stemme,
Selv ei det svageste, hun kan fornemme. —
Da griber Raseriets stærke Haand
Med sine Kæmpekræfter hendes Aand:
Frem og tilbage hun i Hulen render,
Mens i Fortvivlelse nu hendes Hænder
Afrive Lokkerne den rige Pragt,
Og Barmens Bælte om den hvide Dragt.
Høit flyver hendes Bryst mens Øiet flammer,
Og pludselig sig selv og al sin Jammer
Hun kaster hen ad Hulens kolde Gulv,
Ak, som en Byrde altfor svær og fuld. —
Der laae et Øieblik hun som bedøvet,
Og skjulte sine Kinder dybt i Støvet,
Da sprang hun op med Angst i alle Træk,
Og Furien fordobler hendes Skræk.
Stærkt imod Væggens Steen hun Ho’det støder,
Saa Pandens marmorhvide Bue bløder,
Og gjennem vilde Skrig hun laaner Ord
Til Eumenidernes det skjulte Chor. —
Saa raser hun til hendes Kræfter svinde,
Til hver en Tanke døer med hvert et Minde,
Til dybt i Afmagt, reven bort fra Alt,
Som død paa Leiet hun tilbage faldt.
* * *
Hun slumred ind — og lang Tid laae hun stille;
Men atter vaagned hun, thi Livets Kilde
Var ikke standset end i hendes Bryst.
Den svundne Verden med dens Qval og Lyst
Besøgte hende atter — atter næred
Hun sine Tanker med en Sorg, der tæred
Som Ormen Dag og Nat paa Livets Rod.
Snart brændte høit i Flammer hendes Blod,
Snart gød sig Dødens Iis i hendes Aarer,
Snart laae hun rolig, smeltet hen i Taarer,
Snart stormed i Fortvivlelse hun om
Og fyldte med sin Jamren Hulens Rum,
Thi frem for hendes Blik sig atter stilled
Marcellus’ blodige og knuste Billed.
Da aabned hun med Graad for det sin Favn,
Da nævned hun med stærke Skrig hans Navn,
Da sank hun atter, udtømt ved sin Klage,
Paa Gravens Leie ubevidst tilbage. —
Saa hengled Dagene — af eens Natur
Var Dag og Nat; thi Verdenssolens Uhr,
Der maaler Tiden med den gyldne Viser,
Og hvert Secund sin store Mester priser,
Det saae hun ei — det rige Vexelspil
Af Lys og Skygge var ei mere til.
Den hele Verdens Glands hun nu kun kjendte
I Straalen, som en døsig Lampe sendte;
Den hele Kraft af Livet nu sig bød
For hende frem kun i et skimlet Brød;
Den sidste Røst af Livets tusind Stemmer
Nu i sit eget Suk hun kun fornemmer.
Alt havde fjernet sig, hvad Verden fik
Til Lindring i sin Nød: det varme Blik
Fra et deeltagende og kjærligt Hjerte;
Det milde Ord, som lindrer hver en Smerte;
Den ømme Haand, den stille Ven, som tager
Den halve Byrdes Vægt og dog ei klager.
Hun var alen — dybt i Gravens Skjød;
Eensom i Sorgen, eensom i sin Nød,
Eensom ved Alt, hvad Sjælen maa erindre;
Hun har en Verden i sit eget Indre,
Hun mærked endnu Tankens fulde Strøm
Bevæge sig i Mindets rige Drøm,
Og Liv til alt det Svundne at forlene;
Men dog hun eensom var — hun var alene.
Saa hengled Dagene — og Planten lig,
I Skjønhed svulmende og farverig,
Der visner hen, berøvet Lys og Varme,
Saa visned i sin kolde Grav den Arme.
Den rige Barm, den ungdomsfriske Kind,
Sank under Sorg og Taarer langsomt ind;
Det sorte Øie med dets dunkle Flamme
Forstørret fremsteeg af sin hule Ramme;
Det ranke, det ungdommelige Liv
Faldt bøiet sammen som det brudte Siv.
Men med de legemlige Kræfter tæred
Og Bitterheden hen, som Smerten næred;
Og som et Skib, naar det med slappe Seil
Mod Havnen glider over Havets Speil,
Saa hengled Fulvias de sidste Dage:
Hun saae mod Døden frem — ei meer tilbage.
Og Døden nærmed sig — den Næring, som
Var hende tildeelt ved den strenge Dom,
Var længst fortæret, og i Lampens Lue
De sidste Draaber Olie var at skue.
Det var just Midnats stille Time, og
Sit Slør den høie Himmel drager fra;
Da Jupiter og Venus fra det Fjerne
Sig begge aabenbare som en Stjerne;
Da begge aabne Menneskenes Bryst
For Ærens og for Kjærlighedens Lyst,
Og fængsle hver en Sjæl, hvis Kraft ei sover,
Og fryde hvert et Blik al Jorden over —
Men under Jorden Vestalinden laae;
Taus fra sit Leie hen for sig hun saae,
Og ingen vilde Smerter meer sig blande
I dunkle Skygger over hendes Pande.
Et Udtryk fromt og mildt sig viste kun
I hendes Blik, om hendes blege Mund,
Og en forklaret Aand, som Trøst erfared,
I hendes Aasyn huldt sig aabenbared.
Hver Kamp var endt — thi Frede nedsked nys
Paa hendes Læber sit Forsoningskys,
Og med sit Skjold, der fanger Sorgens Pile,
Ved hendes Fødder stod den stille Hvile. —
Saa laae hun, midt i al sin bittre Nød
Et yndigt Bytte for den nære Død,
En Blomst, saa fiin og skjær, af Taarer dugget,
Hvis Grene for den stærke Storm sig bukket.
Fra hendes Hoved nedgled Haarets Strøm,
Et Billed af en mørk og svunden Drøm,
Men hendes Hænder, som til Bøn sig folde,
Endnu i Døden fast paa Haabet holde.
Hun bad til Vesta: O Gudinde! du,
Som i min sidste Nød mig skuer nu,
O Herlige, forbarm dig! Lad mig ende
Mens denne Lampes Straaler endnu brænde.
Lad mig i Lyset døe! Lad end min Sands
Selv naar den slukkes qvæges ved din Glands;
Og som jeg selv dig saae i Aftenrøden,
Lad mig dit Billed see endnu i Døden!
Og hendes Bøn blev opfyldt. Lampens Skin
Hensvaled end i Døden hendes Kind;
Og mere høit end før dens Lue brændte
Da Fulvia sit sidste Blik den sendte.
Dens Flamme zittred end i frygtsom Hast
Da hendes klare, sorte Øie brast;
Den kasted end sin Glands paa hendes Billed,
Da Døden Smertens Udtryk blidt formilded.
Da blussede den op — dens Straale faldt
Endnu engang paa Fulvias Gestalt,
Men tabte pludselig sin Glands og Styrke —
Da gik den ud — og Alt omkring blev Mørke.