Høit imod Nord og fjernt mod Øst,
Dybt i Siberiens Klippebryst,
Hvor Kulden som en mægtig Last
Om Jordens Sider knuger fast,
Hvor dækket til af Iis og Snee
Den lange Vinter er at see,
Hvor Dagen ruger kort og mørk
Paa Landets grændseløse Ørk,
Hvor Fjeldets sneebedækte Tind
Er Speil og Grav for Solens Skin,
Hvor Floden baner iisbelagt
Sig tordnende sin Vei med Magt,
Hvor Skoven, mørk og milelang,
Af Fuglefløiter aldrig klang,
Hvor Ulveflokkens hæse Skrig
Af Graven kalder frosne Liig
Mens Bjørnen gaaer paa Rov sin Gang —
Der ligger Scenen for min Sang.
Men over Jorden er den ei;
Nei, følg mig gjennem Bjergets Vei
I Hulen ind, til Svælgets Rand,
Hvor Dybets Brønd du skue kan.
I Kurven stig! Grib Kjæden fat,
Der ovenfor nu løsnes brat,
Thi Reisen gaaer til Mulm og Nat.
Een Favn du synker — atter een
Ned fra den faste Klippesteen,
Og raslende med større Hast
Snart Lænken glider med sin Last.
Forbi du Klipper farer nu,
Hvis Nærhed fylder dig med Gru;
Med Møie gaaer sit Aandedrag,
Dit Hjertes Kraft er slap og svag,
Thi hvert et Glimt af Lys er slukt
For dig paa denne tause Flugt.
Foroven, om dig, Mørke kun,
Forneden gaber Svælgets Bund;
Hvis Lænken brast, hvis Krogen gled,
Du styrted hundred Favne ned
Den skarpe Klippevæg forbi:
Dit Bryst var knuust — din Sjæl var fri!
Paa Svælgets Bund din Fod nu staaer.
I hvælte Gange frem du gaaer
Og ved de matte Lampers Skin
I Bjergets Dyb du vandrer ind,
Hvis Hvælving lyder ved dit Trin.
Snart ligger Hulen for dig fri,
Snart risler dig en Bæk forbi
Og deler Veien for dit Skridt;
Snart sænker Loftet af Granit
Sig lodret paa dit Hoved ned,
Snart danner det en Bue bred,
Mens ud og ind sig Gangen snoer,
Just som i Sandet Slangens Spor.
Du vandrer nu i Malmets Hjem,
Thi allevegne glimte frem
Ved Lampernes det svage Skjær
De rige Aarer fjernt og nær;
Og allevegne sees en Hær
Af Mænd, som med arbeidsom Haand
Forstyrre Bjergets stille Aand.
Men disse Mænd i Jern og Baand,
Hvor kom de fra? Hvad samlet dem
I dette Jordens dybe Hjem? —
Fra Vesten som Forviste kom
De hid, at lide deres Dom,
Den strenge Dom, meer haard end Død,
Som rev dem op fra Hjemmets Skjød
Og Livets Rødder sønderbrød.
Med Panden furet, Blikket vildt,
Fra Verden og fra Lyset skilt,
De trælle her ved Nat og Dag
Til deres sidste Aandedrag;
Med Jern i Haand og Jern om Been
De bryde sønder Bjergets Steen,
Med Sjælen mørk og sorrigfuld
De drage frem af sorten Muld
Den rige Erts, det lyse Guld.
Hist lyde deres Hammerslag
Besvarede af Hulens Brag;
Hist, lænkede til Karren fast,
De trække frem den tunge Last;
Hist, samlet i en talrig Flok
Om den uhyre Klippeblok,
De gjennembore Fjeldets Steen.
Af Borets Gange lades een,
Og hurtig flygter hver en Mand
Idet nu Minen tændes an —
Hør Bjergets frygtelige Brag!
Hør Bulderet, lig et Tordenslag!
Hør Echo! Frem af Hulen sprang
Det dundrende; — fra Gang til Gang,
Lig Drønet af Kanonens Rør,
Det ruller hen og langsomt døer.
* * *
Til Grotten hist, der hvælver frit
Sit Loft paa Piller af Granit,
Igiennem hvilke Løgtens Skin
Sin svage Straale kaster ind,
Nu Slavefogden Iwan gaaer;
Og ved hans Side, krum af Aar,
Med Kinden bleg, med Øiet blidt,
Med Skjægget langt og sølverhvidt,
En gammel Munk, der, Ranken lig,
Til Staven trofast støtter sig.
Fra Skoven, fra hans Hytte, hvor
Han lever som en Eneboer
Og dyrker Gud i Eensomhed,
I Bjerget man ham hented ned,
At bringe med sin fromme Røst
En Døende den sidste Trøst.
Thi det er Slavefogdens Pligt
(En gammel Lov ham byder Sligt)
At skaffe Slaven, som skal gaae
Derhen, hvor ingen Bødler naae,
En Præst, en Grav, et Knippe Straa.
Hr. Pater — Iwan taler nu —
Snart til dit Nadver kommer du!
Der indenfor i Hulens Krog
Han ligger krummet som en Snog
Og spæget som en lænket Hund,
Og venter paa sin sidste Stund.
Gjør nu Mirakler hvis du kan,
Thi selv jeg aldrig var istand,
Hvor sød endog min Tale var,
At faae den mindste Lyd til Svar.
Og aldrig, skjøndt paa sjette Aar
Han huusly her i Bjerget faaer,
Paa intet Sted, til ingen Stund
Et Ord jeg hørte fra hans Mund.
Saa høit endog han Natten var,
Dog uden Mæle plat han var;
Og skjøndt min Svøbe han har smagt,
Har aldrig dog han Tak mig sagt;
Og skjøndt med dobbelt Kraft jeg slog,
Ei mindste Suk hans Læbe drog —
Spar derfor, Munk, kun al dit Præk!
Han er saa haard som Fjeldets Væg.
Saa Iwan talte — bort han gik;
Men fjernt i Hulen Munkens Blik
Ulykkens Søn isyne fik.
Paa Gulvet i en fugtig Vraa
Krum paa sit Leie Slaven laae,
Ved Graven selv med lænket Fod,
Ret som en Aand sig binde lod,
Naar til sin Flugt mod Lysets Hjem
Den tager Dødens Vinger frem.
Fra Lampen, ved hans Hoved sat,
Der faldt en Straale svag og mat
Ned paa hans lange Hovedhaar;
Der graanet sig omkring ham slaaer;
Ned paa hans Pande, paa hans Kind,
Med dybe Rynker furet ind;
Ned paa hans blaalig-blege Mund,
Der talte ei, men zittred kun;
Ned paa hans feberhede Blik,
Der ledte om en Lædskedrik;
Ned paa den kolde Seng, han fik
Til Hvile for sit Hoved redt:
Lidt muggent Halm, paa Jorden spredt.
Saa stille laae han som et Liig;
Og Munken sagte nærmer sig,
Men standser atter paa sin Vei,
Det sidste Skridt han voved ei.
Thi lig en dødssyg Svanes Sang
Fra Slavens Bryst et Suk nu klang,
Og lig en Bølge steg hans Barm,
Og langsomt hæved sig hans Arm,
Men sank saa atter svag og mat
Som af den sidste Kraft forladt.
Et Væld af Kummer var hans Blik,
Der af Erindring Næring fik;
En Tavle lig hans Aasyn var,
Der Sorgens Indskrift paa sig bar,
Den tause Sorgs, der, sluttet ind
I Dybet af det mørke Sind,
Dog over Pande, over Kind
Med skarpe Mærker træder frem,
Og vidner lydløs om sit Hjem. —
Og hvo var han, som hvilte her
Forladt af Alle, Døden nær? —
Aar gik forbi fra Timen, da
Sit fjerne Hjem han reves fra,
Fra Timen, da ved Straffens Dom
Han hid paa Slavekarren kom,
Da ind han skred Livets Gjeld
Og sagde Lysets Sol Farvel,
Da gjennem Bjerget stille ned
I Nattens dybe Favn han gled. —
Her, blandt det mørke Broderskab,
Stak som en fremmed Fugl han af,
Og aldrig brat hans Øre Trøst
Af Bjergets andre Slavers Røst,
Thi ubekjendt for Alle her
Han gik en Gaade for Enhver.
I Taushed han sin Byrde bar,
I Sværmen eensom dog han var,
I Stilhed ruged Dag og Nat
Han paa de skjulte Sorgers Skat.
Saa døde Tiden .... Kilden lig,
Der gjennem Sandet sniger sig,
Der uophørlig gaaer forbi
Med stille, lydløs Melodie,
Saa hengled og hans Tid — den svandt,
Mens ingen Handling fast den bandt.
Dog i sit monotone Flod
Den huled Dag fra Dag ham ud:
Den sløred til hans sidste Lyst,
Erindrings Stjerner i hans Bryst;
Den dræbte Kraften i hans Aand,
Den lagde Villien selv i Baand,
Den gik foruden Fryd og Qval
(Lig Draaben, der i evigt Fald
Formaaer at hule Bjergets Steen)
Han langsomt gjennem Marv og Been.
Mat efterhaanden sammen faldt
Hans høie, kraftige Gestalt;
Lidt efter lidt som slukt forgik
Hans bydende og stolte Blik —
Han drev et Vrag paa Tidens Elv,
Ikkun en Skygge af sig selv.
* * *
Men sagte over Slavens Bryst
Nu lyder Munkens milde Røst:
Hvo end du er, hvad end du leed,
En Tilflugt for din Sjæl jeg veed,
Thi gjennem bittre Sorger frem
Gik ogsaa jeg til Fredens Hjem.
Selv, truffen af Forvisnings Dom,
Hid fra mit fjerne Land jeg kom;
Selv, reven bort fra Hjem og Slægt,
Jeg sukked under Trældoms Vægt;
Selv vandred jeg af Alt forladt
I Skovens Huler Dag og Nat.
Dog medens Aarene de randt,
I Trældom her jeg Frihed fandt;
Fra Skovens tause Helligdom
Mig Haabet her imøde kom,
Og talte med en himmelsk Røst
Til Jordens Smerter i mit Bryst.
Thi ogsaa mig gav denne Jord
Eengang sit Løfte og sit Ord:
Som ung til Friheds Sag jeg svoer,
Som Polak, som Kosciuszko’s Ven,
Til Polens Kamp jeg gav mig hen;
Men hvad jeg søgte paa min Vei,
Den stille Fred, den var der ei.
Først her, af Verden reent forstødt,
Mit Øie har dens Straale mødt;
Og derfor, Ven, hvad end du leed,
En Tilflugt for din Sjæl jeg veed.
Saa Munken talte — Slaven, som
Til Væggen havde vendt sig om,
(Ret som hans Sjæl, kun vant til Haardt,
Med Bitterhed sig vendte bort
Fra Tonen af en blød Accord)
Nu pludselig tveiret foer
Vakt op ved Lyd af Munkens Ord.
Kosciuszko! Polen! stammed han —
O Gjenlyd af mit Fædreland,
Der toner her paa Gravens Rand! —
Høit straalede hans Øies Glød
Mens saa han talte — Purpur gød
Sig over Kinden — Taarer brød
I stærke Strømme heftig frem;
Og som hans Hjerte fulgte dem
Og smelted hen i denne Flod;
Og som hans Sjæl sig vugge lod
Af Mindets Bølge, blød og øm;
Og som hans Fortids Haab og Drøm
Fik Liv ved denne Taarestrøm,
Saa skued Munken hans Profil
Forklaret af et stille Smiil,
Saa sad han, skjøndt i Jern og Baand,
Et Billed af en frigjort Aand.
Hans Hoved støtted paa hans Haand,
Hans lange Lokker, dunkelgraa,
I Hvile paa hans Skulder laae,
Hans ædle Aasyn, stolt og blidt,
I Taarer selv sig hæved frit.
I Taushed stille saa han sad,
Og Pandens Skyer sig skilte ad
Ved Mindets smeltende Magt;
Da løfted han sit tunge Blik,
Og med sin Haand han Munkens tog,
Og nærmere ham til sig drog
Indtil han hvilte ved hans Bryst.
Den hele Sødhed af din Trøst —
Saa talte han — du kjender ei;
Thi hvad du været har, er jeg.
Jeg er en Polak! Jeg som du
Brød Fædrelandets Baand itu!
Som du jeg Frihedsilden saae
I Purpurflammer op at staae,
Og dale, af hvert Glimt forladt,
I rædselfuld og bælmørk Nat.
Som du jeg kæmpet har og stridt!
Som du jeg lænket har og lidt!
See dette Haar! Snart er det hvidt,
Skjøndt neppe tred’ve Aar forgik
Fra Dagen, da jeg Lyset fik.
See denne kraftesløse Arm!
Hør Dødens Uhr i denne Barm!
Hvor Tiden nu med stærke Slag
Mig minder om den sidste Dag —
Og dog har jeg endnu en Trøst!
Jeg hviler ved en Broders Bryst;
Min Læbe, lang Tid sluttet i,
Endnu engang sig løser fri,
Thi mine fjerne Brødres Sprog
Endnu engang jeg hører dog. —
Ei som den fremmedløse Hund
Jeg vente skal min sidste Stund;
Ei som et Dyr i eensom Qval
Mit sidste Suk jeg drage skal;
Kosciuszkos Ven skal trykke til
Mit Øie, naar det briste vil,
Skal gjemme trofast i sin Favn
Wysocki! — Frihedshelten? — Han,
Der først af Alle for sit Land,
Det gamle polske Banner svang,
Da Friheds Torden sidste Gang
Fra Weichselfloden vældig klang?
Der sønderrev med kraftig Haand
Hver Lænke om sin Moders Haand;
Der drog sit Sværd og greb sit Spyd
Ved Klang af Krigstrompetens Lyd;
Der blandt de Tappre forrest stod,
Der gav sit Fædreland sit Blod,
Der segnede tilsidst som Alt
Da Polens Ørn i Støvet faldt? — —
Ja, ham det var, som nu igjen
Sank paa sit Leie kraftsløs hen. —
Sit Øie fast han lukte til;
De gamle Sorgers vante Spil
Begyndte atter om hans Mund
Og paa hans Pandes mørke Grund.
Hans Glæde var et Solglimt kun,
Der trængte gjennem Mørkets Skyer,
Thi neppe født den atter flyer;
Hans Kjærlighed, af stærk Natur,
Var som en fangen Fugl i Buur,
Thi Friheds Luft og Sol fandt ei
Til Sjælens Fængsel mere Vei. —
Saa bandt ei Lænken blot hans Fod,
Men Sjælens Styrke og dens Mod;
Ei blot omkring ham Mørket var,
Men i sit Indre han det bar;
Ei Kulden blot ham knuged haardt,
Nei Haabets Vingepar frøs bort,
Og Bjergets Masse, tung og fast,
Laade paa hans Hjerte som en Last.
* * *
Men Munken taler atter nu:
O Ven, en Fremmed er ei du!
Dit Navn, Wysocki, har jeg hørt,
Da det paa Rygtets Vinge ført
Med Polens Krigssang, stærkt og høi,
Igiennem Verden herligt fløi.
Selv her, midt i Naturens Liig,
Fornam jeg Kampens vilde Skrig:
Jeg hørte om den bittre Nød,
Jeg hørte om de Tappres Død,
Om Blod og Jammer tusindfold
Paa Wolas Skandse, Warschaus Vold;
Og da jeg hørte Polens Fald,
Var du og blandt de Dødes Tal!
Saa talte Oldingen med Ild,
Mens end med Øiet sluttet til
I Hulens natligdunkle Vraa
Med ængstet Sjæl Wysocki laae.
Hans Kraft var brudt — Titanen lig,
Der under Aaget vaanded sig,
Der, bøiet under Kjæders Last,
Til Klippens Top blev smedet fast,
Var ogsaa han ved Gudens Lov
For Straffens Kæmpegrib et Rov.
Men nær Forløsningstimen var;
Thi Dødens Vægt alt Hjertet bar,
Og som i Storm et bladfuldt Træ
Saa skjælved alt hans Bryst og Knæ,
Og som et Slør der synker ned,
Alt Taagen for hans Øie gled,
Og som en Tyv paa langsom Fod
Sneg Dødens Iis sig til hans Blod.
Da traf ham Munkens sidste Ord,
Og skjøndt hans Sjæl fra denne Jord
Alt halv var reven bort, saa dog
Ved Klangen af hans Fædres Sprog,
Ved Mindet om hvad længst foer hen,
Igjen tilbage vendte den.
Den bragte atter Liv og Kraft
Tilbage til hver Nerves Saft,
Den malte atter frisk sig af
I hver Erindring, som den gav.
Hans Tanke vaagned af sin Grav,
Begeistret funklede hans Blik,
De matte Lemmer Styrke fik,
Let fra sit Leie op han stod,
Og mens han støtted sig imod
Det haarde Fjeld, og mens et Skin
Af Hulens Lampe traf hans Kind,
Og lyste op til Munkens Skræk
Det Præg, som Døden gav hans Træk:
Han strakte ud sin visne Haand,
Og med et Suk dybt i sin Aand
Han brød den bundne Læbes Baand.
Hvo minder — saa hans Tale klang —
Hvo minder med den bittre Sang
Om Blod og Jammer tusindfold
Paa Wolas Skandse, Warschaus Vold?
Hvo kalder mig tilbage, da
Just denne Jord jeg flygted fra,
Og vækker med den svundne Harm
De fordums Smerter i min Barm?
Høit over Jorden alt min Fod
Paa Skyens lette Hvælving stod,
Og gjennem Taagens Slør mit Blik
Til længst forsvundne Dage gik.
Jeg saae mit Lands den gyldne Tid,
Da Polens Ørn med Vingen hvid
Fløi paa den seierrige Flugt,
Og baded sin Glands i Havets Bugt;
Da den kæmped paa Valen den blodige Dyst
Mod Folkestammer i Vest og Øst,
Og sit Hjem afsyne den tabte ei
Paa to Gange Hundrede Miles Vei.
O, straalende Konge, Sobieski, du!
O Christnes Stjerne, Tyrkernes Gru,
Dit glimrende Sværd du viste mig nu!
Jeg saae dig smykket i Seirens Glands
Med den eviggrønnende Laurbærkrands;
Jeg saae, hvordan Rygtet bar i sin Favn,
Polens det ældgamle, stolte Navn;
Jeg hørte det prises med herlige Ord
For Østen og Vesten, for Syd og Nord,
For den hele lyttende, vide Jord!
· · · · · · · · · · · · · · · · · · ·
Du gamle Mand, som hos mig staaer
Med klare Blik og hvide Haar,
Du kjendte vist aldrig det brændende Saar,
Hvis Lue tændtes af bitter Harm,
Der fra min Ungdom gnaved min Barm.
Siddende paa mit Lands Ruin,
Jeg tømte Mindets berusende Viin;
Dybt bøiet under et Slaveaag
Jeg læste bestandig Frihedens Bog;
I Vindens Susen, i Vandets Kluk
Jeg hørte bestandig Ørnens Suk,
Den stækkede Ørn, hvem Fiendehaand
Holdt smægtende fangen i stærke Baand.
Jeg kasted mit Øie rundt omkring,
Jeg skued den brudte, splintrede Ring
Af Polens Lande, og saae min Slægt
Synkende under en Trældoms-Vægt;
Og naar mit Øre fornam en Klang,
Det var mine Brødres Smertesang,
Det var mine Landsmænds Klageskrig,
Mens under Aaget de vaandede sig.
Da tændtes det brændende Saar i mig,
Da stormed i Vildhed Hjertets Slag,
Da tørsted jeg efter Hævnens Dag! —
O Friheds Dag! — Som Braget, naar
Ned i et Krudttaarn Lynet slaaer,
Og Loftets Hvælving, Murens Rad
Ved Lynets Kræfter splittes ad:
Saa lød paa hiin Novemberdag,
Da først vi heised Friheds Flag,
Det frygtelige Tordenslag!
Hvert Baand med eet vi sønderrev,
Hver Trællelænke splintret blev,
Hvert Øre drak den fulde Klang
Af Haabets Toner, Ærens Sang;
Hvert Øie over Land og By
Saae Glædens rige Sol paany,
Da gik vor klare Stjerne op!
Fra Dalen høit over Skovens Top
Fløi da den løsladte, hvide Ørn
Til Glæde for alle Polens Børn!
Hver Ridder lod sig i Vaaben see,
Hver Bonde hvæssed sin skarpe Lee,
Hver Dreng blev Yngling, hver Yngling Mand,
Til Skjold for vort herlige Fædreland.
Selv Qvinden væbned den spæde Arm
Og lagde Staalet omkring sin Barm,
Og Sværdet, svunget af Alles Haand,
Vakte den gamle, krigerske Aand,
Og stolte Taarer af Øiet flød,
Og Kinden blev varm og blussende rød
Ved den liflige Tanke om Seier og Død.
Da rykked Fienden fnysende ud,
Og talløse Skarer fulgte hans Bud,
Samlede rundt fra den halve Jord,
Fra det fjerneste Øst, fra det høieste Nord.
Som Sneelavinen ved Fjeldets Skred
Ruller med Larm over Dalen ned;
Som over en Vold, der er ødelagt,
Floden styrter med brusende Magt
Og skjuler med Bølger Fredens Hjem,
Saa styrted de fjendtlige Hære frem.
Ved Stoczec og Dobre først Blodet flød,
Ved Wawre og Praga Trompeten lød,
Fyldte Luften med Døendes Skrig,
Og Dalen og Skoven med talløse Liig.
Der hævded Chlopicki sit gamle Ry,
Der værned Skrzynecki for Land og By,
Der smykked vi os under Vaabenglands
Med den rige, duftende Seierskrands.
— O, glimrende Dage, lig med den!
Da paa Wawres Slette vi mødtes igjen;
Da ved Dembe det seirende Polske Sværd
Foer som et Lyn gjennem Fjendernes Hær;
Da Een imod Ti vi stormede frem,
Og førte de titusind Fanger hjem!
Af Helte da voxed en mægtig Trop
Af Krigens blodige Udsæd op:
De iilte til Døden som til en Dands,
De stredes som Stjerner i Rang og Glands,
De tragtede som du efter Ærens Krands,
Da du kæmpede forrest med Leen i Haand. —
· · · · · · · · · · · · · · · · · · ·
Som Bølgen vor stolte Lykke steg,
Som Bølgen den sank og atter veg;
Som en faldende Stjerne, som en blussende Ild
Endtes det blodige Skuespil!
Forgjæves lyned Uminskis Sværd,
Paa Jorden gaves ei Frelse meer,
Thi stedse strømmede fleer og fleer
Af Skarer i hundredetusindeviis
Fra Østens Stepper, fra Nordens Iis —
Da gaves vor hellige Frihed til Priis!
Fegted Sowinski, og faldt i sit Blod
Med Helteskaren, som hos ham stod;
Paa Czystes Volde, paa Warschaus Rand
Mod stormende Hære holdende Stand,
Kæmped vi Alle til sidste Mand.
Der hørte jeg Seiersskriget, som lød
Til Klagesangen ved Polens Nød;
Der Blodet af tusinde Vunder flød,
Der Ørnen sin mægtige Vinge brød,
Der, truffen i Hjertet og viet til Død,
Fra Himlens Bue den susende faldt,
Og knuste styrtende sig og Alt! —
Wysocki taug, — og Munken, som
Fra Mørket havde vendt sig om,
Nu kaldte kjærlig paa hans Navn
Idet han aabnede sin Favn,
Og bød ham til en sidste Trøst
Den stille Hvile ved sit Bryst.
Men Slaven rørte ei sin Fod;
I Taushed drømmende han stod
Paa samme Plet, mens Lampens Skin
Endnu som før faldt paa hans Kind,
Og lyste op til Munkens Skræk
Det Præg, som Døden gav hans Træk.
Endnu en Livstraad bandt hans Aand,
Endnu han strakte ud sin Haand,
Endnu fra Øiets aabne Ring
Hans Blik gik speidende omkring,
Skjøndt ikkun i hans eget Sind
Det Synets Kraft nu vendte ind.
Hvad der i Sjælens Dyb han saae,
Hvo kan det tolke og forstaae?
Hvo løfted Livets Slør som han,
Og var til Yttring end istand? —
Erindrings Skat han havde tømt,
Alt hvad han havde haabet, drømt
Og levet, havde nys en Magt
Tillive paa hans Læbe bragt,
Som kunde kun fra Mindets Hav
Sig Haabet reise af sin Grav;
Som skulde for hans sidste Stund
Hver Sorg sig leire om hans Mund,
At Sjælen under Smertens Skjul
Desbedre fødte Glædens Fugl.
Dog var hans Sands endnu ei død;
Thi da fra Bjerget atter lød
De fjerne Hammerslag, igjen
Han dreied Øiet mod dem hen.
Jo stærkere fra Klippens Gang
Den dybe Lyd af Trældom klang,
Jo mere Lænken klirred om
Hans Fod da Dødens Gysen kom,
Jo mere Mørket trængte frem
Fra Hulens natopfyldte Hjem:
Desmere Glands hans Øie fik,
Desflere rige Straaler gik
Fra Smilet om hans blege Mund;
Desmere frit han hæved kun
Sin mandig-stolte Pande mod
Det Land, der alt sig skimte lod.
I Taushed længe saa han stod —
Da foer han sammen som i Skræk,
Og over alle spændte Træk
Med eet en dunkel Skygge jog.
Dybt i sin Sjæl et Suk han drog,
Og pludselig paa Dødens Bud
Hans Øine vildt sig spiled ud.
I Dødsangst skjælved hvert et Lem,
Og da i Hulen længer frem
Et Skridt han fra sit Leie treed,
For Munkens Fod han styrted ned,
* * *
Hans Strid var endt. — I Hulens Vraa
Død paa sit Leie Slaven laae,
Ved Graven selv med lænket Fod,
Ret som en Aand sig binde lod,
Der til sin Flugt mod Lysets Hjem
Har taget Dødens Vinger frem.
Hans Blik var brustent — Hjertet koldt,
Hans høire Haand, af Munken holdt,
Der rigt med Taarer væded den,
Gav intet Tryk til Svar igjen.
Fra Væggen skinte Lampen mat
Ud i den dybe, dunkle Nat;
Fra Fjeldet som en Afskedssang
I langsom Takt en Hammer klang,
Der lød som Trældommens Farvel
Ind i det stille Gravcapel. —
Dog, mens vanæret, lænket, dødt
Hans Legeme her laae forstødt,
Hvor var hans Sjæl? — Fløi som en Fugl
Den under Dødens tætte Skjul
Til Fredens lyse Palmers Top?
Sprang Paradisets Porte op,
Mens som en Seierherre nu
Han Sorgens Lænker brød itu?
Gik med det glædefyldte Sind
Han nu ved Morgenrødens Skin
I Friheds evige Tempel ind? —
Hvor var hans Sjæl? — Hvem har et Svar?
Men hvordan den tilmode var,
O, spørg hans Aasyn kun derom:
Læs i det stille Smil hans Dom.