Bag Jordens Bryst, i Klippehjertets Kamre,
Hvor Mørkets Edderkop sit Garn udspænder,
Ad eenlig Sti, som Foden ikke kjender,
En Bjergmand gaaer, hvor Dybets Vandfald jamre.
De golde Steen, liig onde Tanker, klamre
Sig om Krystallerne med stærke Hænder;
Da hugger han, mens Lampen stille brænder,
Det ædle Guld af Klippen ud med Hamre.
Jeg steg som han ned i mit Hjertes Kløfter,
Og Sorgens tunge Hammer skal jeg svinge
Til jeg det rene Guld for Dag kan bringe.
Det ligger dybt, og langsomt jeg det løfter;
Men midt i dybest Nat, blandt Taagedampe,
Din Kjærlighed, Madonna! er min Lampe.