Fra Skyens lysblaa Telt, hvor Solen luer,
Fra Havets endeløse Bølgehaller,
Fra Bjergets Slot med straalende Krystaller,
Fra Lundens dunkelgrønne, svale Buer
Guds Faderøie dybt i Sjælen skuer,
Liig Glimt af Lys, der ind i Mørket falder;
Paa Hver, som farer vild, hans Stemme kalder,
Snart lyder den som Bøn og snart den truer.
Een kalder han med Røst, som Bladet suser,
Som Kilden risler og som Fugle sjunge,
Een kalder han med Tordenskyens Tunge,
Med Havets Brøl, naar vildest Brænding bruser;
Mig kaldte han en Sommeraften silde
Med Lyden af din Røst, den klare, milde.