I Skoven boer hun; Sang af Nattergale
En Gjenklang er af hendes Røst, den bløde,
Og hendes Blik er Stjernerne som gløde,
Og hendes Trin er Hjortens Gang i Dale.
Hun sidder i mit Kammer, Skjaldens Tale
Er hendes Sjæl, der gaaer min Sjæl imøde,
Og hendes Flammekys, de længselssøde,
Er Tankelyn, der vække mig af Dvale.
Hun tørrer Graaden bort af mine Kinder,
Og svaler mig naar Tornekrandsen saarer,
Hun svæver foran mig, høit over Vrimlen;
Men vil jeg gribe hende, bort hun svinder,
Og siger, mens hun smiler gjennem Taarer:
Naar du er død, vi mødes skal i Himlen.