Rask igjennem dunkle Lunde
Flyver Slædens glatte Fjæl,
Granerne, som stille blunde,
Vækkes op af Pidskesmeld;
Bjælden klinger, Hesten stamper,
Sneen skriger under Hov,
Ovenover Nattens Lamper,
Rundtomkring den vilde Skov.
Midt i Slæden pelsværkforet,
Som en Bjørn i Vinterskrud,
Stirrer Bonden efter Sporet,
Styrer Hesten ind og ud.
Luunt indsvøbte ved hans Side
Fjæle sig hans trende Børn
Under Skindets Laad det stride,
Som tre Roser under Tjørn.
Sneen falder, Grene knage,
Stille suser Nattens Blæst,
Fjernt i Skov en sulten Krage
Skræmmes op og skriger hæst;
Bonden glider taus og rolig
Fremad i den øde Hal,
Tænker paa sin fjerne Bolig,
Svinger Pidsken, slaaer et Knald.
Hør, hvor eensomt Lyden klinger
I den vidtudstrakte Lund,
Hei, hvor lystig Hesten springer,
Puster Dampen af sin Mund;
Tænker Manden paa sin favre
Hustru og sin Hyttes Ro,
Tænker den paa Krybbens Havre,
Og de længes beggeto.
See, da spidser Folen Øre,
Seer sig om i Skovens Gjem,
Standser lidt, som for at høre,
Skjælver saa paa hvert et Lem;
Tager Bidslet mellem Tænder,
Spiler ud sit Næsebor,
Gjør et vældigt Spring og render
Som forfulgt henover Jord.
Bonden reiser sig i Sædet,
Vender Øret imod Vind,
Og en Lyd, en fjern, paa Stedet
Jager Blodet fra hans Kind.
Flux han løsner Hestens Tøile,
Slænger Pelsen af sin Krop,
Og, med Haand paa Bøssens Bøile,
Vækker Drengene han op.
»Vaagn! det er ei Tid at blunde!
Der er Ulve paa vor Sti,
Men endnu vi frelses kunne,
Vil Vorherre staae os bi!«
Og han taler ømt til Hesten:
»Kjære Fole, frels vort Liv,
Flyv som Svalen, far som Blæsten,
Skyd dig frem som Fisk bag Siv!«
Hesten selv kan Faren sandse,
Flygter, som fra Stræng en Piil,
Og de høie Graner dandse
Susende forbi med Iil.
Men med eet faaer Skoven Mæle
Og det lyder henad Jord,
Som en Flok fordømte Sjæle
Hylende til Helved foer.
Dobbelt hastig flyver Slæden,
Dobbelt bleg er Bondens Kind,
Drengene med stille Græden
Folde Hænderne bag Skind.
Andengang i Skoven vækkes
Hylet af den vilde Hær;
Grene rasle, Kviste knækkes,
Snart er Ulveflokken nær.
Og af Rædsel pidsket, fare
Hest og Slæde blindt afsted,
Men det hjælper ei, de snare,
Sorte Skygger følge med.
Hungrig Ulvehæren sanker
Sig omkring den snelle Karm,
Som en Flok af Piinselstanker
Om en Synders rædde Barm.
»Fader, hjælp mig!« Bøssen knalder,
Et Minut har Bonden Ro,
Og paa trende Børn han kalder,
Men han faaer kun Svar af to.
Atter han Geværet lader,
Sender Kuglen rask paa Vei;
Andengang det lyder: »Fader!
Hvorfor hjælper du os ei?«
Fremad Ulveflokken farer,
Hungrig efter mere Blod;
Men sit sidste Barn forsvarer
Bonden med fortvivlet Mod.
Og imedens Folen springer,
Lyder skingrende hans Røst,
Og sin Bøssekolbe svinger
Han, med Drengen ved sit Bryst.
Løbet bøies, Kolben knækker,
Drengen rives af hans Arm,
Med et Skrig, som Gjenlyd vækker,
Springer Bonden udaf Karm,
Kæmper mod de vilde Skarer
Til han døer for deres Tand;
Med den tomme Slæde farer
Hesten veiløs gjennem Land.