I.
En Nattergal sad udenfor mit Vindue,
Imellem Slaaentornens hvide Blomster,
Og sang saa sødt, at jeg mit Øie lukked
Og syntes, jeg var Barn igjen, og hørte
Paany min Moders halvforglemte Sang.
Den sorte Fugl, der hedder Sorg, og ellers
Ved Dag og Nat sin Vise for mig kvæder,
Selv den sad taus, med Hovedet bag Vinge,
Og hørte til, mens Nat sank over Skoven.
Men mine tunge Tanker lukked langsomt
De taarefulde Øine til og vandred,
Søvngængere liig, henover Maanebroen,
Der skiller Drømmens vidtudstrakte Land
Fra denne vaagne, sørgelige Verden.
Hiinsides Grændsen slog de Øiet op,
Hvor mange Billeder, som dunkle Skyer,
Drog langsomt over Drømmens Aftenhimmel.
O, hvilket gaadefuldt og selsomt Land,
Hvor Sjælen løst fra Legemet kan vandre,
Liig Tonen løst fra Strængelegens Bund,
Og see det Legem, som den nys forlod
Med sænket Øielaag og lukket Mund,
Saa livløst, som om det en Prøve holdt
Paa Dødens Sørgespil, med hvide Haar
Omkring en Pande, hvori Tiden havde
Med tunge Fodtrin traadt sig dybe Veie —
See dette gamle, skrøbelige Legem,
Det visne Pergament med Mindets Skrift,
Opstaae i et forklaret Ungdomslys,
Med overmodigt Smiil, med glandsfuldt Øie,
Med Haabets lette Gang og Modets Reisning.
Forunderlige Land, hvor Drømmen gjør
Til Sandhed atter Alt, hvad Verdens Stormvind
Forlængst har gjort til Drøm, og Tiden glemt;
Hvor Sjælen lever Livet om igjen,
Og hører Stemmer lyde fra de Munde,
Som Gravens Muld har stoppet til, og føler,
At gamle Vunder springe op at bløde:
Er du et Billed paa det bedre Land,
Hvor visne Roser atter skulle blomstre?
Hvad heller er du kun det sidste Gjenskin
Af Livets Sol, der synker under Havet,
Det sidste Skjær, den som et Luftsyn kaster
Foran sig ud i Evighedens Taager?
Vær hvad du vil, selsomme Drømmeverden!
Hvor længst forsvundne Slægter boe hos Folk,
Som endnu ei blev til, og Mindet mødes
I Stjerners Dæmringslys med fjernest Fremtid —
Meer end den vaagne, avindsyge Verden,
Der bærer Sandhedsskiltet paa sin Pande
Og Løgnen i sin Mund, er du mig værd.
Thi disse Billeder, jeg nu skal tegne,
Børn af en Tid, saa rig paa Fryd og Vee,
Som Skovens Abild er i Vaar paa Blomster,
Og imod Høst paa bittre, bittre Frugter:
Dem viste du min Sjæl som klare Syner,
Da jeg var slumret ind en Sommeraften,
Mens Nattergalen sang i Slaaentornen.
II.
Jeg saae en Skov, hvor mosbegroede Stammer
Holdt Vagt omkring en lille, speilklar Indsø,
Og skygged med det mørkegrønne Løv,
Som med en Krands af dunkle Øienhaar,
Om Søens dybe, taarefulde Øie.
Til en af disse Stammer var der bundet
En kulsort Hest, som utaalmodig vrinsked
Og skrabede i Jorden med sin Hov.
Ved Siden af den laa en Hund i Græsset,
Som Hesten var den sort, og begge Dyr
Saae nu og da med kloge Øine hen
Paa deres Herre, som ved Søen stod
Og kasted Græs og Blomster ud i Vandet.
Han var en Ungersvend, der stod paa Grændsen
Imellem Livets Foraar og dets Sommer;
Hans Ansigt var et blomstersmykket Landskab,
Der endnu ei var pidsket af den vilde,
Iiskolde Høstvind, endnu ikke furet
Af Sorgens tunge Plovjern, ikke heller
Endnu forbrændt af Lidenskabens Ildvind.
Han kasted Blomster ud i Søen, men
Hans Tanker flød ei med dem over Vandet;
Frem og tilbage gik de utaalmodig
Imellem Søen og et lille Huus
Med Tag af Straa, med hvide Bjelkevægge,
Som Caprifolier og Vedbend dækked.
I Husets Gavl var der et Vindue aabent
Ind til et lille Kammer, hvor en Seng
Med sneehvidt Omhæng stod, og med en Pude,
Hvorpaa endnu saaes friske Spor af Taarer.
Der fløi hans Tanker ind og ud og søgte;
I Vinduet stod een Rose, men den anden,
Den skjønneste var borte — hvor var den?
Han lytted længe; gjennem Vindens Susen
Og Bølgens Rislen naaede ham omsider
En Lyd af sagte Trin, og saadan laa
Hans hele Sjæl i Øret, at han hørte
Hiin fjerne Lyd før den aarvaagne Hund.
Da den kom nær, og han et luftigt Slør
Bag Krattet skimted, blev han rød og bleg,
Og hvert et Trin gav Gjenlyd i hans Hjerte.
Det banked som i Feber, men han lagde
Sin Haand derpaa og tvang det til at tie.
Thi skjøndt han var saa ung, besad han alt
Den sørgelige Magt, der ellers pleier
At voxe som en Efterslæt af Tidsler
Paa Livets golde Mark, naar Alt er høstet.
Den Magt, at standse Hjertets Slag og tvinge
Den bittre Graad til som en Flod at rinde
Imod sit Udspring, indad hvor den kom fra.
Maaskee gav Skjebnen ham slig Sorgeskjænk
Paa Vuggen alt, for med et Skjold af Jern
At værne ham mod Medynks stumpe Pile.
Thi Saar af Kummers Sværd, naar Blodet strømmer,
Er Vellyst mod de plumpe Slag, som Verden
Har givet Navn af Medynk og af Trøst.
Med denne Sjælens Magt, som med et Bidsel,
Betvang han nu sin Elskovs raske Ganger,
Der vilde flyve frem, og bleg og rolig
Stod han med opreist Hoved tætved Vandet.
Da kom hun, som han vented, udaf Skoven,
Og gik med langsomt Skridt og bøiet Hoved,
Liig En, der sørger, ned til Søens Bred.
Hun var et Barn endnu og græd som Barnet;
Og i sit hvide Slør, med blege Kinder,
Som der hun stod blandt grønne Siv, hun ligned
Vandlilierne, der voxede ved Bredden.
Imellem ham og hende blev kun vexlet
Eet Ord, eet eneste, foruden Navnet,
Men dette Ord var Dødens Lee, der meied
Den ene Livsblomst af, og skar den anden
Saa dybt i Roden, at den aldrig udsprang.
Og derpaa skiltes de. Han steg til Hest
Og vinked med sin Haand; fulgt af sin Hund
Foer han afsted ud i den vide Verden,
Som Vinden, der ei veed, hvorhen den blæser.
Hun stod indtil den sidste Gjenlyd svandt
Af Hestens Hovslag og af Hundens Stemme;
Saa gik hun atter langsomt gjennem Skoven
Op til det hvide Huus med Tag af Straa,
Og lagde sig paa Sengen for at døe;
Og inden føie Tid var der igjen
Ikkun een Rose i det lille Kammer.
III.
Lidt efter lidt forvandled Drømmen sig
Paa selsom Viis, jeg veed ei selv hvordan.
Det gamle Billed smelted med et nyt
Saalunde sammen, som i Dæmringstimen
Det sidste Skjær af Dag med Maanens Lysning.
De dunkle Stammer langsmed Søens Bred
Forvandled sig til hvide Marmorpiller,
Der voxede som ranke Blomsterskud
Op af det dybe Vand, og deres Kroner
Foroven samled sig og blev et Slot
Med høie, rigt udskaarne Vinduesbuer.
De grønne Blade blev til Steen og slynged
Sig, liig en broget Krands af Arabesker,
Om Slottet, der i Maanens Dæmringslys
Laa som en Kæmpeblomst med sneehvidt Bæger
Og flød paa Bølgen. Men den klare Sø
Forvandled Drømmen til et snevert Vand,
Som liig en grønlig Slange snoede sig
I Bugter mellem høie Marmorhuse,
Gravsteder for et længst forsvundet Liv,
Der stod, som Dødninger i hvide Liin,
Og stirrede med tomme Øienhuler
Ud i den stille, maaneblege Nat.
En søvntung, lummer Luft hang over Byen;
De hvide Duer sad paa Kirkens Tag
Med Hovedet bag Vinge; Markusløven
Var slumret ind, halv blind af Alderdom,
Og selv de tvende pandserklædte Kæmper
Paa Taarnets Top slog sagte, som i Drømme,
Den store Klokke i de Dødes Stad.
Kun i hiint Marmorslot var tvende Vinduer
Oplyste klart, et Billed paa de Øine,
Der vaaged indenfor, bag Silketæppet.
Nu lød en Aares Pladsken, Vandet glimted
Med blaalig Glands, og sagte som en Snog,
Smidig som Mandens Tanke, naar den lister
Sig ind i Kvindens uerfarne Sjæl,
Gled der en sort Gondol henad Kanalen
Og lagde sig i Skjul af Slottets Skygge.
En Mand steg ud; hans Kind var bruun af Solen,
Hans Dragt var Landets Dragt, hans Blik var kjækt,
Og Læben svulmede med trodsigt Mod.
Men mellem hver Gang Sjælens Flammer lyste
Som et ustadigt Ildglimt bag hans Bryn,
Var der et Øieblik, hvori der faldt
Et stille Stjerneskjær af Tungsind over
Hans Ansigts Egn; og naar hans Mund var lukt,
Kom der en dunkel Smerteskrift tilsyne,
Hvori der stod, at han var Nordens Barn.
Han gik mod Livets Middag, Foraarsblomsten,
Den havde han forsmaaet og traadt den ned;
Nu rakte han sin Haand mod Sommerfrugten,
Der som en gylden Drueklase hængte
Foran ham, modnet af en sydlig Sol.
Et Øieblik han stod og saae i Vandet,
Som om han vilde læse Skjebnens Raad
I Bølgen, der var dunkel som hans Fremtid;
Men derpaa klapped han i sine Hænder,
En Dør blev lukket op og han gik ind.
Nu stod han i en prægtig hvælvet Sal
Med høie Vægge, straalende af Farver,
Med Gulv af Marmor og med Silkehynder,
Som, mat belyste af en Lampes Skjær,
Vellystig hvisked: hviil dig her og glem!
Hvor var ei denne Sal forskjellig fra
Hiint lille Kammer med den hvide Seng,
Og med det ene Rosentræ i Vinduet!
Imellem dem laa der et Dyb befæstet,
Vel tusind Mile bredt, et Dyb i Rummet,
Et Dyb i Tiden og et Dyb i Hjertet.
Og dog — saa sær er Tankens skjulte Gang,
At den en Vei sig graver under Jorden,
Og kan forene Mindets blege Skygger
Med Øieblikkets Kjød og Blod, og gnave
Det Tæppe sønder, som af Tidens Haand
Er hængt imellem Fortid op og Nutid.
Rastløs arbeider den ved Dag og Nat,
Muldvarpen liig, og Sjælen aner ikke
Dens dunkle Vei og hemmelige Traade,
Før Skillevæggen falder og forfærdet
Den seer de Døde stige frem af Graven.
Der var ei fjernest Lighed mellem Slottet
Af Marmor her og Hytten hist i Skoven —
Hvi steg da just hiint længst forglemte Billed
Op for hans indre Syn i denne Stund
Og bragte Salens Farver til at blegne?
I Lampens fulde Lys stod foran ham
Hun, som han elsked og som elsked ham,
Hun, Marmorslottets Datter, rank og stolt,
Med Perler flettet i det sorte Haar,
Med dristigt Øiekast, der var i Slægt
Med Druens Glød, og med en Mund, hvis Søster
Kun fandtes blandt Korallerne i Havet.
Hun rakte, varm af Elskov, Armen mod ham,
Og som hun stod paa Gulvet der og smilte,
Var der ei mere Lighed mellem hende
Og hiint forgrædte Barn ved Søens Bred,
End mellem Vandets blege, vaade Lilie
Og Purpurrosens brændende Karmin.
Hvi hæved sig da nu, just som han greb
En Flig af Lykkens Klædebon og saae
I Fyldehornet Elskovsfrugten straale —
Hvi hæved sig da nu just Glemsels Tæppe
Og lod ham see hiint blege Barn igjen,
Der stod ved Søens Bred og græd bag Sivet?
Var det et Billed kun, som Tanken danned
Af Taagerne, der svæve mellem Grave,
Og gav en Klædning paa af Maaneglands
Og Graad af Nattedugg — hvo er da Hersker,
Naar Tanken selv, som er Vasal af Sjælen,
Kan lægge Snarer for sin egen Herre,
Og skuffe Øiet med et Skin af Sandhed?
Men var det virkelig den Dødes Aand,
Der stod imellem dem paa Marmorgulvet,
Hvor er da Fred i Himmel og paa Jord,
Naar Gravene kan aabne sig og sende
De tause Gjæster op i vore Huse,
Naar Himlens Aander stige ned og rive
Det fyldte Bæger bort fra vore Læber?
Han blev til Steen; hans Elskov visned brat,
Som Blomsten visner i en Nattefrost,
Hans Kind blev marmorhvid, og Haaret skifted
Sin Lød, til Tegn, at var hans Legem ungt,
Var Sjælen nu fra denne Stund en Olding.
Han blev til Steen; han saae den stolte Kvinde
Paa Gulvet ligge med udslagne Haar,
Og trygle, som i Ørkenen en Vandrer,
Kun om een Lædskedrik af Elskovs Kilde —
Den randt ei meer, dens Væld var tørret ud.
Ak, hun foer ogsaa vild i Livets Ørk,
Og saae omkring sig kun det øde Sand,
Fordi hun fulgte ham, den falske Fører.
Men han gik fremad og lod hende ligge,
Og Nattens Stjerner saae hans tunge Gang,
Til han forsvandt i Verdens store Sandhav.
IV.
Og sidste Gang forvandlede sig Drømmen.
Jeg Himmel saae og Hav og intet Andet;
Og Havet laa saa stille og saa dybt,
Som var det Øiet af Naturens Aand,
Der vaadt af Længsel stirrede mod Himlen.
Imellem Hav og Himmel flød en Baad,
Meer eensom fast, end Tanken, naar den vover
At kaste sig i Evighedens Hav.
I Baaden sad en Mand i Livets Vinter,
Hvis Snee laa paa hans Haar; hans Ryg var krummet,
Og paa hans Ansigts Gravsted stod der skrevet
Med dybe Skrifttegn: her er Haabet skrinlagt.
Han stirred ned i Bølgen, men hans Øie
Var uden Seekraft, thi hans Sjæl var blind
Og speiled ikke meer de ydre Ting.
Han havde svømmet længe — eller kort,
Thi her var ingen Tid, dens Maal var tabt;
Men Verden havde glemt hans Navn forlængst.
For ham var hvert Sekund en Evighed,
Ham var det eet, om han en Time svømmed,
Hvad heller indtil Havets Strøm randt ud
Og Stjernerne faldt ned og bleve slukte.
Er Evighed den Tid, som ei er Tid,
Da var han alt, skjøndt endnu ikke død
Paa jordisk Viis, dog indenfor dens Grændser.
Men hvad er Død? Hvor ende Livets Lande
Og hvor begynde Dødens? Har kun han,
Hvis Legem føder Gravens sultne Orm,
Ret til at kaldes død? men ikke Den,
Der, en Søvngænger liig, paa Jorden vandrer,
Som i en kulsort Nat, og ei kan mærke,
Naar Fuglen synger eller Blomsten dufter,
Og ikke see de grønne Blades Glands,
Og ikke Solens Lys og Stjernens Blinken,
Fordi hans Hjerte, skjult bag Brystets Hvælving,
Fortæret er af denne Verdens Orm?
O, der er mange Døde fleer end dem,
Liigkisten har i Gjemme! Der er Mange,
Som vandre mellem os med Skin af Liv,
Og skjule bag en borget Skjønhedsmaske
De gustne, dybtindfaldne Dødningtræk.
Vi trykke tidt en Knokkelhaand og kysse
Blodløse Læber — vee os, dersom Masken
Faldt af i samme Stund og Legemet blev
Et sanddru Billed af den døde Sjæl!
Og han var En af dem, der ikke leved,
Endskjøndt han ei var død, der ikke saae,
Endskjøndt hans Øie aabent stod og stirred.
Da gik en Krusning over Havet brat,
Som om et Ord blev talt, der ikke hørtes,
Og en usynlig Aande rørte Bølgen.
Men i den samme Stund blev der et Slør
Bortdraget fra den Gamles matte Blik,
Hans Hjerte banked og hans Kind blev rød,
Og Taarens Kilde, som var tørret ud,
Flød atter, mens han stirred ned i Havet.
Hvad saae han da paa Bunden under Bølgen?
Han saae et lille Huus med Tag af Straa,
Og med en Bjelkevæg, af Vedbend dækket.
I Husets Gavl stod der et Vindue aabent
Ind til et stille Kammer, hvor en Seng
Med sneehvidt Omhæng skjulte sig i Krogen.
I Vinduet var to Roser, een var rød,
Den anden hvid; den hvide, det var hende,
Hiint blege Barn, som han engang forlod.
Hun sad i Glands af Aftenrødens Skjær,
Der gød et Helgenlys om hendes Pande,
Liig det, hvormed Martyrerne afbildes.
Et saligt Smiil paa hendes Læber laa,
Hun løfted Øiet op og saae paa ham
Og sagde: Kom, jeg har tilgivet Alt! —
Da syntes mig, at denne gamle Mand,
Hvis Synd blev ham forladt, det var mig selv.
Svar Længsel greb mig efter Fred igjen,
Og efter hende, som jeg elsked først;
Jeg rakte Armen mod det fjerne Syn,
Da løste Baadens Planker sig, og Bølgens
Iiskolde Hænder rørte ved mit Hoved.
I dette Nu faldt Drømmens Billed sammen,
Og brat jeg vaagned, kold af Nattens Vind.
End troede jeg at høre hendes Røst,
Men det var Stemmen af den Nattergal,
Der sad og sang blandt Slaaentornens Blomster.