Misund mig ei min Latter og min Glæde!
Min Sjæl er Søen, paa hvis blanke Flade
Sivblomsten svømmer mellem grønne Blade,
Mens dybt paa Bunden skjulte Kilder græde.
Vil du en stille Nat til Bredden træde,
Da seer du fjernt en drømmende Najade
Eensom og haabløs sig i Bølgen bade:
Det er min Elskov, svøbt i Sangens Klæde.
Naar Søvnens Stilhed hviler over Landet,
Naar ingen Fugl, men kun den hvide Stjerne
Sees langsomt gjennem Himmelrummet drage,
Da løfter hun sit Hoved op af Vandet,
Og rækker Armen mod dig i det Fjerne,
Og synker sukkende igjen tilbage.