Naar sødt Du hviler mellem Bolstre hvide,
Med Øiet lukt og Drømmesmiil om Kinden,
Mens, Toner liig, der bæres hen af Vinden,
Midnattens Aander let forbi dig skride:
Har jeg, hvor Skovens skjulte Kilder glide,
Hver Nat et Vaabenstævne under Linden;
Forskrækket flygter Hjort afsted med Hinden,
Og Ingen uden Stjernen seer mig stride.
Veed du med hvem? Med Elskovs Gud jeg brydes;
Til Jord med Magt jeg den Forhadte tynger,
Men nye Kræfter i hans Legem gydes,
Thi Jorden er hans Moder; harmfuld slynger
Jeg ham i Luft, mod Himlens Stjernerader,
Det hjælper ei, thi Himlen er hans Fader.